På vores tur rundt i dette enormt store land er vi mange gange stødt på mennesker, som spruttede af begejstring med lysende øjne, når de anbefalede os en ganske bestemt national park, som ligger placeret i den nordvestlige del af Western Australia. Vi har nu af naturlige, materielle og tidsmæssige årsager vænnet os en lille smule til at gå glip af noget, og ifølge Svend Brinkmann er det i lighed et af de store kunststykker i livet at lære at acceptere, så Karijini National Park var degraderet til måske-listen – også fordi den befinder sig 600-700 km fra den rute, vi først havde lagt. Men som vi begav os op langs den australske vestkyst, oplevede vi egentlig at have et rimeligt overskud på tidsplanen og besluttede alligevel at tage turen ind i den røde outback igen.
Mange gange har vi drømt os til et nyt camping-koncept, vi har lært navnet på hernede. De lokale kalder det “glamping”. Måske nogle af jer allerede har udregnet, at ordet er sammensat af to umiddelbart uforenelige begreber, nemlig glamour og camping. Det dækker ikke desto mindre over en overmåde luksuriøs udgave af at campere, som inkluderer store, nypudsede autocampere med trailer, enorme firehjulstrækkere med efterfølgende endnu større skinnende campingvogne, som næsten rummer mere luksus end vores ellers også ret fine hus hjemme i Ebeltoft. (En beskeden, lille reol i cirkus Benneweis på Samsø er trods alt et grinagtigt primitivt indslag i denne sammenligning, ikk´ søs? ; ))

Med disse udstyrsstykker kan ejerne med lethed klare ugevis i ødemarken og dårligt nok samle støv på køleren og måske også dårligt nok opdage, at de befinder sig dagevis fra civilisationens herlige goder. Ofte har vi taget os selv i at tale en lille bitte smule olmt om disse rullende D’Angleterres, men har også måttet sande, at misundelsens grumme ansigt ikke gør folk smukke i al almindelighed og ej heller os. Men ih, hvor ville vi af og til gerne have byttet vores evige op- og nedslåning af telte, ud- og indpakning af soveposer, meget begrænsede plads til vand- og madforsyninger samt ekstra benzin med anderledes luksuriøse pyntepuder i dyneland, underlag uden huller, døre med flue- og myggenet, stole og borde samt indbygget køleskab, kogeplader, bad og toilet. Men vi øver os stadig i at glæde os på vores nomadekollegers vegne, hvilket vi vistnok er blevet en lille smule bedre til, og vi forsøger samtidig at sætte stor pris på, at vi i stedet befinder os meget tæt på naturen i vores i sammenligning bitte små og lidt komiske telte. Måske bliver glampernes ture tilmed opgraderet yderligere på den relative luksusskala, når de iagttager vores lidt tilbagestående udgave, og det under vi dem hjertens gerne. Derpå kan de muligvis glæde sig det mere over deres eget behagelige udgangspunkt. Og kan vi bidrage til at glæde andre mennesker yderligere, er det også en slags luksus og ret dejligt.
Det er forbavsende pudsigt i forlængelse deraf at fundere over, hvordan luksus og lykke er relative og foranderlige forestillinger. Ingen af os havde drømt om, at vi ville opfatte en bænk med bord som en udsøgt luksus. Ej heller så vi for os, hvordan lykke kan gå hånd i hånd med rindende, velsmagende vand, en tilgængelig skraldespand, sæbe, et bad med hylder, kold mælk, halvdårligt men dog tilgængeligt wifi, grønt græs og ikke mindst en god kop kaffe. Men nogen siger, at de små glæder i hverdagen er de største, og jeg skal da love for, at vi er helt fremme i skoene på den front. Forhåbentlig vil vi evne at holde fast i taknemmeligheden derover, når vi inden så længe er godt på vej hjem i de vante, privilegerede omgivelser igen.

Karijini var spektakulær og virkelig storslået. Nationalparken var helt anderledes, end vi havde forestillet os, men vi blev ikke skuffet. Den ene dybe kløft efter den anden åbenbarede sig, efterhånden som vi fandt vej gennem det 2,5 milliarder år gamle landskab ledt af de mere eller mindre uvejsomme stier og afmærkninger. Peter udbrød flere gange undervejs med iver i stemmen, at det vel nok var fint, at vi havde givet ham navnet Peter, som betyder klippe, for han elskede at kravle rundt på formationerne og syntes også selv, han var ret så god til det, hvilken han i sandhed også var.

Vores sidste morgen i Karijini var en af de særligt fine. Esben og jeg var oppe før børnene og gik i mørket ved halvsekstiden ud for at nyde den smukke solopgang fra et godt udsigtspunkt. Derefter gik ruten ned til vores bænk, som var placeret i nærheden af ude-restauranten, hvor dejlig, munter jazz strømmede ud af højttalerne. Vi lod taknemmelige musikken flyde ind sammen med morgenmaden, som bar præg af at have måttet undvære et køleskab nogle dage, nemlig havregrød smurt med Reinar Ehlerts gyldne honning og pyntet med lysende, solgule stykker mango fra dåse. Det hele blev skyllet ned med en over forventning fin kop hjemmebrygget instantkaffe med langtidsholdbar mælk og dertil en lille skive halvtørt brød med lunkent dansk smør og mere honning – dansk smør er et produkt, de har svært ved at konkurrerer med i udlandet, men det tager sig nu alligevel bedst ud i køleskabskold udgave efter min smag.

Pludselig blev vi rystet ud af vores rolige morgenstund, da en højrøstet guide i det fjerne sikkert med de bedste intentioner begyndte at gjalde formaninger ud, så også alle vi, der ikke stod klar med rygsæk og vandrestøvler, følte os godt forberedt på ture, vi ikke havde meldt os til. Informationerne omfattede ambulancetider, forsikringer, sikkerhed, skrækscenarier og ikke mindst fire muligheder for at gøre toilette undervejs. I samme nu bølgede glæden over at være autonome gennem os – og frygten for, at vi ikke alle ville have klaret turen op ad Joffre Gorge igen dagen før, og de lettede tårer der fandt deres våde vej ned over kinderne på kløftens top, tog vi gerne med på den konto, omend vi ikke har stort behov for at få flere af den slags oplevelser.

Det  blev til fire begivenhedsrige og imponerende dage i Karijini, som vi putter ned i godteposen sammen med alt det andet.

Lidt (mange) flere australske indtryk: