Siden vi udforskede den mellem-nordlige del af den australske østkyst, et par dages kørsel syd for Cairns og Great Barrier Reef, har vi glædet os massivt til at lægge vejen forbi Exmouth og Ningaloo Reef. Vi valgte at springe over det store, kendte koralrev, da det dels kræver en båd at komme dertil og disse er ret dyre – især for en familie på fem – og det dels i direkte forlængelse ville være en meget begrænset fornøjelse at køre den lange tur derop for blot at kunne nyde en enkelt dagsudflugt. Vi havde hørt mange fine fortællinger om koralrevet ved Ningaloo. Primært fordi det ligger kystnært og dermed i meget tilgængelig og gratis svømmeafstand fra strandene, men også fordi det rummer en stor mangfoldighed af dyreliv og af samme årsag blev optaget på UNESCOs verdensarvliste i 2011.

Koralrev forbinder jeg med frodige, tropiske omgivelser og farvespil, men turen ud ad den lange tange op mod herlighederne og Exmouth var alt andet end frodig. Vi kørte i en mindre sandstorm, som farvede horisonten rødbrun, og fornemmelsen af at befinde os i midt i Mellemøstens sandede ørkenlandskab var noget mere præsent end at være på vej mod farvestrålende fisk og turkisblåt hav. Ikke desto mindre ventede der os en uforglemmelig og dragende forunderlig verden i de akvamarinfarvede, indiske oceanbølger ud for halvøen.

Egentlig havde vi fået en workaway-aftale i stand hos Bill, som er ejer af turbåden Magellan, der bringer nysgerrige hoveder (for nogles vedkommende hvori en stor barnedrøm som marinebiolog og forsker i hvalers adfærd desværre gik tabt – undertegnede inklusive) ud under havets overflade, hvor de rigtig store fisk i havet residerer. Bill viste sig dog alligevel ikke at have det helt store behov for hjælp på sin båd til min store ærgrelse, men gav os til gengæld en betragtelig rabat på en ellers voldsomt dyr tur ud på vandet med snorkelgear og opvartning midt i hvalhajhøjsæsonen. Og selvom pointen netop var her ved Ningaloo, at vi ikke skulle på dyre bådture, og selvom det også var ved at slå bunden ud af vores i forvejen ret hullede budget, kunne vi se på konkurrenternes priser, at det ville være ualmindeligt dumt at afslå dette fine tilbud.
Vi var dog ikke de eneste, som havde høje ønsker om at tage en dukkert med en hvalhaj, så vi måtte vente en lille uges tid på at få plads på Bills travle fartøj. Men det gjorde ikke noget, for en del af den kunne passende tilbringes ved de føromtalte strande langs revet, som ligger i svømmeafstand til fisk i alle regnbuens farver. Således satte vi os til rette i bilen med så mange ekstra vandreserver, vi kunne laste ombord på TimTam og kørte mod nogle dages ophold i knastørre Cape Range National Park langs Ningaloo Reef, hvor brusekabiner kun findes i form af det store, blå badekar.

Revets tilgængelighed stemte ganske overens med dets positive omtaler. Få skridt ude i den salte opløsning myldrede fisk omkring tæerne, og vi skulle træde varsomt for ikke at beskadige den skrøbelige flora og fauna. Korallerne var ikke så imponerende i farvespillet, som vi havde håbet, omend de efter sigende var sunde og friske. Enkelte var lysende grønne andre pink og lilla, men langt de fleste var brunlige. Til gengæld fremstod dyrelivet som et festligt, spraglet farveorgie i gule, turkise, kongeblå, midnatsblå, moanablå, mørkegrønne, lysegrønne, lilla, orange og mange andre farver derimellem og udenom. Så fint afpasset i mønstre og tegninger, at vi endnu engang var ved at falde besvimede om over naturens forunderlige magi. Som i trancer lod vi os drive med den blide strøm og gled som fluer på væggen, eller nærmere – lidet elegante – bølger i overfladen hen over en fortryllende verden, vi kun bør besøge som nænsomme gæster, selvom vi havde stor lyst til at blive hængende i det lune, klare vand og invitere os selv på ubegrænset teselskab i de hyggelige og velbesøgte koralformationer sammen med havskildpadder, hvidtippede revhajer, rokker, klovnfisk, papegøjefisk, søagurker, søstjerner, kirurgfisk, trompetfisk og mange andre flotte fyre vi snart må lære navnene på. Noget af det mest fascinerende ved undervandsturene var, at vi kunne komme så utrolig tæt på det vilde dyreliv i dets naturlige habitater.

Campingforholdene var primitive, men det kunne vi godt lige akkurat overkomme ; )

Inden hvalhajturen skulle udspille sig havde Peter og Esben også tid til en fisketur. Det gav lækre omega3 vitaminer på middagsbordet og en fin far-og-søn-oplevelse. Imens mændene var på jagt efter byttedyr, tilbragte pigerne på traditionel vis dagen i sandkøkkenet med en gang kagebagedyst og derefter også lidt forfriskende plask i poolen.

Endelig oprandt dagen, hvor turen gik ud på de store dybder, og hvor vi kunne dyppe kroppene ned i hvalhajernes på disse kanter behageligt lune element. Ingen af os har før svømmet på så dybt hav, at vi ikke kunne se bunden, og jeg indrømmer da gerne, at sommerfuglene flaksede temmelig vildt omkring nede i maven den morgen. Vi ved jo godt, at de fredelige hvalhajer ikke er de eneste beboere på det store åbne hav, og fantasien fejler bestemt ikke noget i den sammenhæng… Men efter bedste evne undlod vi at tænke for meget på alle hvalhajens skarptandede kolleger og forsøgte i stedet at nyde den luksusdag, som ventede os med fuld forplejning. Noget af det mest luksuriøse, jeg kan komme i tanker om, er, når nogen for det første har valgt menuen, derpå købt ind til den og efterfølgende kokkereret den, for til sidst at vaske og rydde op derefter. Det bliver ikke skønnere! Og når man så har udsigt til oven i købet at svømme med planetens største og rareste fisk i turkisblå omgivelser, så sprænges skalaen da helt og aldeles for hvor meget luksus, man kan indtage på én gang.
Vi blev budt velkommen af den ualmindeligt rare besætning, som også bestod af et par marinebiologer, hvoraf den ene var udstyret med et prægtigt undervandskamera (hvilket nogle af billederne kvalitetsmæssigt bærer tydeligt præg af). Da vi styrede ud fra ankerpladsen på en så godt som spejlblank overflade, og båden gled hen over det krystalklare vand med spredte koralformationer i de smukke blågrønne dyner, konstaterede humoristisk en af de mandlige ansatte iført kasket og hvid solcreme i hele ansigtet, spejdende ud i horisonten, at dette var den hårde del af endnu en dag på kontoret… Det fik unægteligt i sammenligning samtlige andre kontorer i verden til at fremstå dødssyge, selvom alle disse indrømmet ikke er inspiceret i detaljer og naturligvis også er meget forskellige, men mon ikke størsteparten kunne opløftes af en lille hvalhaj på væggen med en blåtonet horisont som baggrund? Nå, det er en anden snak. Tilbage til denne tidlige morgen på det smukke Indiske Ocean. Båden banede sig roligt vej til vores første snorkelsted, hvor de ansvarlige (omend vi havde være nødt til at underskrive en kontrakt i bussen på vej til båden om, at vi ikke ville holde firmaet ansvarlig for nogen former for uheld undervejs herunder også dødsfald…meget betryggende…) velsagtens skulle sikre sig, at de fleste kunne holde sig nogenlunde overvande trods alt, før vi tog turen længere ud. Undervejs spottede Liv to store, flotte havskildpadder, og Peter og Esben fik øje på en pænt stor haj – en af dem med tænder i flere rækker (sandsynligvis en tyre- eller tigerhaj), som svømmede efter de andre skildpadders storebror. Så det gjaldt vel egentlig bare om for alt i verden ikke at ligne en skildpadde, når det blev vores tur til et saltbad, hvilket ikke var så nemt endda. Som hold nummer et ud af i alt to på hver ti nysgerrige badegæster blev vi omsider linet op på bagperronen af båden til en gang koralsnorkling. Her blev vi instrueret i at springe ud i det blå på “NU”, og ombord må de have været tilfredse med præstationen, for efter en fin svømmetur over små fiskebyer blev vi samlet op og eskorteret ud forbi det ydre rev til det åbne hav, hvor hovedformålet med turen skulle tage sit afsæt.

Et fly i luften var behjælpeligt med at lokalisere vidunderne, og der gik ikke så længe, før vi som hold et igen stod klar ved vandskorpen på agterbådhylden (som sikkert har et andet fint og ulogisk, maritimt navn). Alting gik derefter lidt hurtigt, for de store dyr venter ikke. Vi sprang i som instrueret i en ruf, jeg med Liv i hånden, og lå nu og skvulpede rundt midt ude i havet. Temmelig komisk som en slags omvendt struds med hovedet i sandet, fortalte min logik mig, at hvis hovedet forblev over overfladen, fandtes de uendelige dybder derunder ikke. Men pludselig blev der råbt: “Look under the water, now!” og der var ingen vej udenom. Snorkel og briller blev dyppet, og et fuldstændigt fortryllende øjeblik opstod. Frem fra et tårnhøjt teatertæppe vævet af transparente silkelagner i akvamarine nuancer svævede imod os så let og elegant et graciøst væsen i gigantformat. Så majestætisk, så fornem og fin i al sin storhed med de smukkeste tegninger på ryggen, som glimtede i solens stråler, der reflekterede de hvide pletter så lysende og klart. Omend jeg næsten helt havde glemt alt om de øvrige dyr i havet ved synes af dette prægtige eksemplar, kunne jeg med lettelse konstatere, at han vandrede solo. Lammelsen over storheden i oplevelsen, fik alt til at gå i stå, og jeg havde et øjeblik også glemt alle instrukserne om at sætte svømmebenene i gang hurtigt, for der er betragtelig fremgang i den meterlange hale, selvom den kun svinger i langsomme strøg gennem vandet. Heldigvis hurtigt mere fattet og med Liv på slæb piskede jeg nu afsted efter den roligt svømmende kæmpe, og det lykkedes os at følge med et lille stykke, før den dykkede ned i dybet igen. “Så du den, så du den?!”, spruttede jeg ivrigt mod Liv, da vi havde spyttet snorklen ud og atter havde hovedet i “sikkerhed” over havoverfladen, imens vi ventede på opsamling. Jo, Liv havde set den, og begejstringen ville ingen ende tage, også fordi den var blandet med en stolthed og lettelse over at have klaret turen ud i de blå dybder uden at dø af skræk eller blive spist af glubske rovdyr.
Vi fik et par forsøg mere, efter hold to også havde haft deres interaktion i vandet, men mange af hvalhajerne var ikke i stort humør til at lege den dag og dykkede, før vi kunne nå ned til dem. Man kan ikke være lige heldig hver gang, og vi havde i den grad brugt vores held på hvalturen i New Zealand. Men vi sluttede dog hvalhajhøjdepunkterne af med en relativt lang svømmetur i tre-fire meters nærhed af en flink fætter på omkring otte meter, inden den drog videre på egen hånd med sit smukke følgeskab af flittige rense- og pudsefisk.

Den resterende del af turen bød på herlig frokostanretning, kage, kaffe og endnu en fin snorkeltur over koralskove og fiskestimer. Et par lyse havslanger i overfladen beundrede vi også, før de tog flugten ned mod bunden.

Det blev til en del høje femmere med gode klask den eftermiddag, og stoltheden over at vores børn var med på alle oplevelserne rakte helt ud til stjernerne.