Så lakkede vores eventyr på de australske veje mod enden. Det sidste road trip stod for døren i denne omgang med knap 1.300 km fra Exmouth til Perth. En lidt pudsig fornemmelse sad i os af sådan set gerne at ville skynde os til Perth for forhåbentlig at få solgt bilen og egentlig også af at være lidt mætte af lige at dreje fra og tjekke det ene eller det andet mere eller mindre seværdige ud langs ruterne. Men Carnarvons Space Museum måtte vi runde på vores vej – en tur til månen er der altid plads til sammen med Neil og de andre gæve gutter.

Sikkert tilbage på Jorden igen fortsatte vi vores rejse mod syd og køligere temperature. Ved Coral Bay tog vi et par overnatninger, fordi det efter sigende skulle være så fint. Men vi var lidt skuffede oven på det fine snorkelvand, vi kom fra, og Coral Bay var meget mere overrandt, end de omgivelser vi nu længe havde været vant til at færdes i. Vi fik dog den spændende oplevelse at bo på en campingplads, der udelukkende havde saltvand i haner (undtaget en enkelt i et køkken) og brusere. Det er en tvivlsom fornøjelse at vaske hår og børste sine tænder i saltvand, skulle vi hilse at sige. Men vi mødte en utrolig sød familie, som var på tur rundt i landet i deres lånte Cesna-fly. Australske John havde fløjet for Quantas i mange år, og Ragna var fra Norge. Efter ti år sammen i Australien havde de besluttet at forsøge at starte en ny tilværelse i hendes hjemland (som hun savnede forfærdelig meget) sammen med deres to børn på 10 og 8 år, når de om en måneds tid var færdige med at se Australien fra oven. Der er vel nok mange, som tager store, modige beslutninger i livet.

Vi sprang Shark Bay og Monkey Mia over, hvor delfiner ellers troligt trækker ind på det lave vand for at blive fodret hver formiddag, men vi synes ikke, det føltes helt rigtigt at lokke de vilde dyr til på den måde med horder af ligeså vilde publikummer efter at have været på nogenlunde nænsomt besøg i den forunderlige verden under havets overflade ved Ningaloo Reef. I stedet kørte vi ind forbi Kalbarri, som viste sig at være en over middel hyggelig australsk by ved vandet.

Her fik en lille, forskrækket ballonfisk rodet sin vrikkende hale ind i Esbens håbefulde krog på en smuk fiskeplads, hvilket indrømmet heller ikke var så nænsomt endda (…dobbeltmoral er dobbelt så godt… ; ))

Ikke langt fra byen ligger Kalbarri National Park, som også var fin, selvom vi nok ville have været mere imponerede, hvis vi havde beundret den før Karijini længere nordpå.

Men det var en udmærket, glidende nedtrapning til flade og rolige dage i Perth, hvor vi med vores relativt hurtige tilbagetog så havde god tid til at finde nye rejsekammerater til TimTam. I hvert fald i vores drømme.

Men australsk bureaukrati viste sig ikke at være sådan at løbe om hjørner med, og brugervenlighed findes endnu ikke i ordbogen hernede – hvilket vi sådan set godt vidste fra Stuart i æbleplantagen, som ikke kunne sige ret meget pænt om skrankepavernes kvælende regelsæt. Dette betød, at vores bil, som er udstyret med plader fra New South Wales, skulle blive i særklasse svær at sælge her i Western Australia. Vi var klar over, at det ikke blev let under alle omstændigheder, men at det skulle være så besværligt at skifte ejer uden, at køberen skulle møde personligt op i NSW – 3.000 km væk – inden for 14 dage eller for den sags skyld at skifte NSW pladerne til WA plader, når vi ikke er bosiddende i staten, havde vi ikke forudset. Men bedst som alt håb syntes ude, og vi i en søvnløs nat ellers havde udtænkt en mørk plan om at parkere bilen i en lusket baggård og flygte ud af landet som ulydige verdensborgere, skinnede solen uventet på os den følgende morgen, hvor en venlig, lokal, ældre herre og tidligere mekaniker kom forbi efter aftale. Han undersøgte TimTam med beundrende øjne og kørte væk en times tid senere i den for at skifte plader og gøre den klar til sin niece, som kom herned fra England med en lignende mission som vores. Robert, som var stolt bedstefar til 9 børnebørn, var ganske tilfreds med den hurtige handel. Han var ikke vant til, at handler blev foretaget så beslutsomt og tjept i WA, som, han med lun humor lod os vide, stod for Wait Awhile. Vi vinkede lykkelige og lettede farvel til vores ellers nogenlunde pålidelige og trofaste, australske, sølvglinsende følgesvend, og smilede stort over nu at være udstyret med dejlige lommepenge til næste eventyr i Indonesien om en uges tid. Vi håber, at lykkens gudinde også synes om lidt mindre øriger.

Imens vi venter på nye oplevelser og nye kulture, prøver vi at kede os lidt i vores airbnb stuelejlighed, så vi kan samle appetit til sidste del af rejsen. Det går over al forventning. Ungerne er ved at tage livet af hinanden inden døre. De skændes og driller hinanden ulideligt meget, så i håbet om ikke at få naboklager på halsen, har vi været nødsaget til at søge tilflugt i parker med klatretårne og svævebaner samt bygader med noget at se på og pille ved. Heldigvis er der mange hyggelige steder her i Perth.

Vi egner os i virkeligheden nok ikke så godt til at kede os for længe ad gangen, selvom det vist er meget godt at kunne finde lidt ro indeni fra tid til anden. Det må vi øve os endnu mere på… Skal vi bage en kage, søs?! ; )