Siden vi ankom til Indonesien, har vi (især jeg) været ramt af et udfordrende dilemma. Vi er på vores livs rejse, og minder bakkes utrolig godt op af gode fotografier. Men når vi befinder os i et land, hvor en stor del af befolkningen tjener i omegnen af halvtreds kroner om dagen, bliver jeg en lille smule flov over, at vi ofte vandrer rundt i gader og marker med relativt dyre kameraer synligt hængende over hver skulder, hvilket også gør det sværere at møde de lokale i øjenhøjde. Esben synes, det er noget pjat, idet vi selvsagt er økonomisk overlegne ved det blotte faktum, at vi er rejst hertil fra den anden side af jorden, hvilket lyser ud af os alle gennem vores nordiske udseende. Men af og til ville jeg ønske, vi kunne skjule det lidt bedre i disse omgivelser, hvor der om ikke andet så i al fald visuelt er stor forskel på, hvad man bærer over skulderen…

Vejen fra Sidemen til Amed lagde vi ind forbi vandpaladset, Tirtagangga, som udgør en unik kombination af balinesisk og kinesisk arkitektur. Det blev designet og bygget i 1948 af den sidste Raja af Karangasem og var smukt og sjovt for både børn og voksne.

I Amed brugte vi mest tiden til at slappe af og snorkle en lille smule. Liv var lidt sløj en af dagene, så vi sløjfede den ene snorkeltur ved stranden, men fiskelivet og det blå vand overraskede os positivt i den lille bugt ved lange Amed. Vi blev også opløftede af at støde på et spisested, som var meget optaget af bæredygtighed, og som blandt andet benyttede genbrugsbambussugerør i glassene samt bananblade både i kurve som tallerkener men også til at holde sammen på wraps. Det sted var vi store fans af.

Vi havde været meget i tvivl, om vores afsluttende rejseplan også skulle omfatte Gili-øerne ud for Lombok, da de så godt som udelukkende fungerer som turistmekkaer og er relativt dyre at komme til med båd. Men idet de tilhører Lombok og ikke Bali, er beboerne muslimer, og idet øerne er så små, at der ikke kører biler derpå, synes vi alligevel, de havde noget lidt usædvanligt at byde på – ud over, at der skulle være udmærkede snorkelområder i tilknytning dertil. Desuden ville det være fint at få et glimt af Bali fra vandsiden med i købet. Så vi bookede tre nætter på Gili Air (air betyder vand på indonesisk), som ligger tættest på Lombok, og købte en returbillet med hurtigbåden fra stranden i Amed.

Da båden, efter en times tids hoppen og skøjten hen over Lombokstrædet, kurede op på det lyse sand på den sydligste del af vores ankomstø, og vi blev læsset fra borde med vores bagage, holdt en karavane af små hestevogne med endnu mindre heste spændt foran og ventede på at blive hyret til aflevering af gæster på diverse hoteller. Vores bolig lå en halv times gang derfra på den nordligste del af øen, og da temperaturene var fine til badning, men begrænset behagelige til gåtur med rygsække og kuffert, ville vi egentlig gerne have haft en lift af en lille hyphest, men øjensynligt havde vi ingen interesse. Således adspurgt vente kusken ryggen til og gik – måske var vi for stor en mundfuld… Vi tog det nu ikke alt for tungt, for det giver også en fin oplevelse af et nyt sted at bevæge sig i gåtempo.

Det blev hurtigt meget tydeligt for os, at vi var havnet i moskeernes land. For selvom Gili Air kun huser en enkelt af disse hellige bygninger, heldigvis beliggende på den sydlige del af øen, blev vi blæst afsted nordover akkompagneret af velkendt, monoton koran-bøn, der gjaldede ud fra et pragteksemplar af en moske med græsgrønne kupler og udstyret med nok de største megafoner, der kunne opdrives. Det næste, der slog os var, at der ikke var chokerende gøen allevegne fra vagtsomme hunde på gader og i indkørsler, som vi ellers har oplevet det utallige gange både på Bali og i Australien. Og med fare for at blive begravet i aggressive klager fra samtlige abonnenter på “Vi med hund”, så synes vi alle, at det var en ret befriende oplevelse. Efter en del gange i det forløbne år at have stået ansigt til ansigt med endog meget giftige slanger og lidt mindre giftige edderkopper, så kan vi ud fra vores egen uvidenskabelige, men ægte, subjektive vurdering imidlertid konstatere, at det farligste og mest angstprovokerende dyr i verden er…(trommehvirvel): En hund! En ganske utilregnelig skabning, som efter alt at dømme konstant finder sygeligt morskab i at skræmme livet af fredelige, forbipasserende folk med dens pludselige, højlydte gøen og voldsomme fremfærd – begge dele aldeles ucharmerende karaktertræk. Her kan hverken slanger eller edderkopper følge med.
Således lykkelige ankommet til det fredeligste sted på jorden, hvad dyreliv angår, slog vi os nu overordentligt svedige ned på stolene i vores hyggelige, midlertidige hjem. Her bød dagene på snorkling og smukke solnedgange samt rare gensyn med en familie fra Wales, som vi lærte at kende i Sidemen.

Alting får en ende, og vores rolige dage på Gili Air slap hurtigt op. Det lykkedes os at overtale en kusk med hestevogn til at eskortere os tilbage til havneområdet. Hemmeligheden for turens komfort og sikkerhed lå sandsynligvis i vægtbalancen på vognen, hvilken vi mestrede efter bedste evne trods overskredet maxvægt, men vi var alligevel lidt nervøse for, at den stakkels, lille hest når som helst som skudt med katapult skulle forsvinde brat op i de højere luftlag. Mod alle odds landede vi sikkert og vist på stranden igen og sluttede vores Gili-eventyr af med en returrejse med hurtigbåden til Amed. Den kyssede Lombok på vejen for hhv. at sætte gæster af og laste et par nye ombord.

Vel tilbage på Bali ventede der en lang køretur langs en stor del af nordkysten fra Amed til Munduk. Selvom afstanden kun er hundrede kilometer, tog det langt over tre timer at køre.

Vi priser os fortsat lykkelige for, at vi ikke har anskaffet os vores egen bil hernede, selvom balineserne sådan set er meget hensynsfulde, høflige, rolige og tolerante også i trafikken, når man først lige opdager, hvad de egentlig har gang i. Men det ville tage en rum tid at lære at følge deres uskrevne regler. Ingen andre end turisterne kører med hjelme på scooterne, vigepligt bruges ikke, man kører bare ud, og så holder andre tilbage. Vejskilte er et sjældent fund. Der dyttes ofte, men man dytter ikke for at være aggressiv, ville hurtigt frem eller indikere, at samtlige andre trafikanter er åbenlyse åndsboller. Man dytter for venligt at informere sine medtrafikanter om, at de skal være forsigtige og forberedte, når andre overhaler. Også i skarpe sving, op ad bjerge og ned ad bjerge.

Munduk er højt beliggende, og vi kunne straks mærke det på temperaturene. Det passede nu helt fint til vores strabadserende gåture op og ned langs vandfald og rismarker, som ville have været tvivlsomme for os at gennemføre på munter vis i lavlandets mere ophedede klima.

Munterhed var nu alligevel ikke altid at spore hos os alle på trods af behagelig bjergluft, så Peter opfandt en installation, der kunne få smilet frem på udmattede Livs (og vi andres) læber og også sætte pludselig gang i hendes bentøj. Opskriften inkluderede en lang bambusstang, et stærkt græsstrå samt en pose vingummislanger.

De frodige bjergskråninger viste sig at være eet stort spisekammer. Kaffe, kakao, kokos, eksotiske frugter og krydderier voksede frem alle vegne pyntet med fine blomster ind imellem.

Kaffen ligger til tørre der, hvor man nu har en ledig plads ved eller oven på huset.

Luwak-kaffe er en specialitet på disse kanter, omend man fristes til at rynke lidt på næsen af forarbejdningen, som blandt andet foregår gennem tarmene på luwaken, som elsker at spise de bedste kaffebær i plantagen. Når bønnerne efter den lange vej gennem mårdyrets indre slutter af i den tvivlsomme ende og dumper ned på jorden, samles de ind af de lokale, som renser og rister dem. Herefter er basis lagt for en herlig, dyr kop (numse)kaffe, som smager ganske udmærket, rørt med en stang kanel og suppleret med ristede kakaobønner sødet med et lille stykke kokossukker.

På vej ud ad Munduk efter fire skønne dage kunne vores snakkesalige chauffør berette om, at folk i landsbyen er blevet enige om hver fredag at samle skrald i byens gader. Denne oplysning tændte et lille håb om, at det ikke er for sent at redde denne smukke ø fra at ende som én stor skraldespand.

Andre glimt fra det nordlige Bali: