Der var faktisk ikke megen vemod at spore, da vi lettede anker og blev løftet op over Perth i den mørke aften med byens lys funklende under os. Vi var alle mætte af Australiens store kontinent og havde de tungt læssede tasker fyldt til randen med G’day mates og alskens andre herlige og uforglemmelige memoirer fra det tørre land, og vi kunne nok ikke rumme mere i denne omgang derfra. Vi var klar til et nyt eventyr. Noget af det utroligt fascinerende ved at rejse ud i verden – og man behøver jo egentlig kun at tage fra Vestjylland til København for at få lignende øjenåbnere, eller blot banke på hos naboen – er at opleve, hvor forskelligt man lever, hvad der er betydningsfuldt for det enkelte menneske, og hvilke skrevne og især uskrevne normer og regler der gælder, og ikke mindst hvilken slags natur og økonomi der sætter rammerne. Det sjove er også, at man ser sit eget land og egen tilværelse i et nyt lys. I Australien kom vi til at sætte stor pris på vores børns frihed til ubekymret færden generelt og ligeså leg i naturen, på vores rene drikkevand, på vores relativt gamle kulturelle historie og bygninger, på vores korte afstande til næsten alt, på vores cykelture, på vores fabelagtige udvalg af oste og yoghurt til rimelige priser, på vores frodige, tempererede klima og deslige. Vi blev også særligt opmærksomme på, hvor lidt vi går i shorts og t-shirts i løbet af et kalenderår derhjemme… New Zealand væltede os bagover af begejstring med den mageløse natur og den venlighed, vi mødte. Vi fornemmede dog også en slags ensomhed og afsondrethed, da mange tit talte lidt misundelsesværdigt om Europa, hvor alt ligger i nærheden af hinanden, og hvor man på få øjeblikke kan komme fra det ene land og den ene kultur til den anden. Terrorangrebene i vores del af verden var de nu ikke så misundelige på…

Ud af Indonesiens ca. 18.000 øer valgte vi Bali som ankomst- og afgangsdestination for vores sidste del af denne fantastiske rejse, mest fordi flybilletterne prismæssigt var overkommelige, men også fordi Bali har en så unik, visuel og tiltrækkende kulturel udfoldelse. Lidt blandede anmeldelser af øen havde vi dog lyttet os til. Men den omtale vi endte med at sætte vores lid til startede sådan:

It annoys me when I read a diatribe writing off Bali as an over-touristed hellhole when it transpires that the author was too lazy to go exploring the greater island…

Så med missionen om i den grad at udforske den mindre overrendte del af øen – i store træk alt nord, øst og vest for Ubud – er vi nu godt i gang med vores nye opdagelser.

Vi fløj fra efterårsramte og lidt kølige Perth til tropisk sommer og dertil luftfugtighed. Vi priste os lykkelige for, at vi havde fået vores hotelejer til at hente os i lufthavnen, for det var et ragnarok uden lige, vi ankom til med mænd i blå trøjer alle vegne, som alle var overordentlig ivrige efter at køre os nyankomne rundt på øen mod varierende betaling. Vi ankom meget sent til vores ret ydmyge hotel i yderkanten af Denpasar, hvor ikke mange turister havde lyst at drage hen, men som var meget billigt og en udmærket to-overnatningers start for os. Vi fik en blid introduktion til balinesernes ritualer omkring hotellets lille tempelområde, og en enkelt seance, der havde til hensigt at skabe bedre balance blandt ånderne hos nabodamen, blev vi også vidner til. En gåtur i området bekræftede os i, at der bestemt er meget plastikaffald i omløb, som ikke bliver systematisk indsamlet, men af og til samlet i bunker og brændt af bedømt ud fra den tåge og de røgsøjler, der bredte sig over byen i de tidlige morgentimer. Denpasar viste sig ikke at være det silkeparadis, jeg havde håbet på. Bomuldsstof med fine prints var der meget af, men også deprimerende store mængder polyester (plastikstof…).

Vi spiste aftensmad på en lille restaurant i nærheden af hotellet og opdagede det fortryllende ved kolde, friskblendede bananmilkshakes i kombination med det lidt stærke, balinesiske køkken.

Ved selvsyn måtte vi derefter se, hvad Ubud havde at byde på, omend byen har fået et lidt blandet ry over de senere år. Vi havde forestillet os, at vi straks ude af Denpasar ville mødes med grønne omgivelser og ro. Dette var lang fra tilfældet, tværtimod. Der var så godt som ingen skillelinje mellem hovedbyen og Julia Roberts’ elskede Ubud fra “Eat, Pray, Love”-filmen. Vi havde dog booket en yndig oase i tre dage godt gemt væk fra vejen, som hed Hidden Villa. Ungerne omdøbte det hurtigt til Hidden Paradise. Fra en meget befærdet og lidet charmerende hovedvej med fortove, der mange steder mindede om vores lidt udfordrende vandreture i Karijini National Park, øredøvende knallertlarm, og plastikaffald spredt med løs hånd, ledte en smal, undselig betonpassage ind bag bygninger og vejstøj og åbenbarede en lille, velplejet oase omgivet af rismarker og jungle mod vest.

Vores smukke, mørke hus med siv på toppen var så fint og med øje for detaljen pyntet med friske, gule og velduftende frangipaniblomster på himmelsenge, trapper, hylder og borde. En lille sø flankerede vores hævede terrasse, og vi iagttog i ro og mag fiskene, som svømmede rundt blandt store åkandeblomster i sarte, lyserøde nuancer. Hver dag blev sengetøj og håndklæder skiftet og hele huset rengjort. Om aftenen bankede en venlig, ung mand på døren og gik en runde for at jage myggene væk, hvilke der dog ikke var mange af. Vi nød vores pragtfulde morgencomplet med udsigt til haven og den lille pool, som en smuk damestatue forsynede med plaskende vand fra sin vandkrukke under armen. En ældre mand bevæbnet med saks og traditionel, trekantet rishat håndtrimmede græsplænen møjsommeligt siddende på hug. Nedfaldne blade og frugter blev fejet op med en lang sivkost, og de yndige parasoller i gule, røde og pink farver understregede det udprægede og fine balinesiske touch i haven. Omkring os på de små rismarker gik en bonde hver morgen og lugede ukrudt og passede sit levebrød omhyggeligt. Nætterne fyldtes af frøernes råbekor bakket op af intens insektsummen og i denne pragtfulde, tropiske lydkulisse lod vi stille og roligt den kulturelle overflod, farveorgierne og frodigheden bundfælde sig. Vi følte os som grever og baroner med al tid i verden til ro og afslapning og forsøgte ikke at få alt for dårlig samvittighed over vores økonomiske overlegenhed, men gjorde hvad vi kunne for at nyde hvert enkelt sekund.

Ubud by bød på masseturisme og larm i en lidt ucharmerende mængde og udgave, men fine silkekjoler lykkedes det omsider at snuse os frem til blandt mange skrammelting i de overfyldte boder og butikker. Der var dog også flotte statuer og tempelbygninger samt en enkelt løve på tur.

Tre nætter i Ubud var alt rigeligt, selvom vi var lidt kede af at skulle forlade vores oase skjult fra vejen og vores ualmindeligt rimeligt prissatte og delikate gadekøkken et lille stykke oppe ad vejen. Her kunne vi indtage lækker, velkrydret mad uden at tilegne os Bali-mave for den nette sum af fyrre-halvtreds kroner i alt, inklusive vandmelonsmoothies til alle.

Fotografierne fra Sidemen halvanden times kørsel øst for Ubud så lovende ud, så da vi bookede vores næste ophold lidt uden for denne by, havde vi relativt høje forventninger om at møde det uspolerede Bali med grønne rismarker op ad bjergskråninger og med pragtfuld udsigt til Gunung Agung, Balis højeste og helligste vulkanbjerg. Som turen snoede sig ud af den tætte trafik, voksede vores forhåbninger stødt, og vel fremme på vores nye ophold er lykken stor. Vi er landet præcis i det Bali, vi havde drømt om at møde.

På køreturen hertil passerede vi et orkester på omkring tyve mand iklædt orange dragter siddende i skrædderstilling på en terrasse i byen. Vores chauffør kunne berette, at de spillede i forbindelse med en begravelsesceremoni, som skulle finde sted umiddelbart derefter. Det blev vi meget nysgerrige på, og akkurat fremvist vores fabelagtige lejlighed lidt uden for Sidemen med betagende vues fra terrassen, der overgik de billeder, vi havde set tidligere af området, sprang vi i vores klipklappere og rygsæk med vand, og begav os det lille stykke vej mod byen. Som vi gik, hørte vi musik og menneskestøj komme nærmere, og kort efter blev vi mødt af et imponerende optog formet af alle landsbyens beboere i deres fine klædedragter. Den åbne ligkiste var placeret på toppen af en kæmpe båre bundet af tykke bambusstokke, og hovedpersonen lå svøbt øverst oppe i et hvidt klæde bundet sammen for enden af fødderne.

Med i optoget var de fine musikere, som spillede energisk, imens menneskestrømmen ålede sig vej mod begravelsespladsen i skoven. Vi listede med allerbagerst sammen med en håndfuld andre nysgerrige og heldige turister. Vel fremme ved den åbne plads indrettet med en slags amfiteater i højre side, hvor kvinderne placerede sig med børnene, var til venstre opbygget en slag monument for den døde med blomsterdekorationer, opsatser i diverse udgaver samt et par hvide, ophængte skjorter. På en forhøjning i midten var placeret et par lodrette jernplader med en vandret plade imellem. Flere mænd samlede sig på denne forhøjning, og liget blev bragt ned fra sin båre og pakket ind i sivmåtter. Herefter udspillede sig et begynderligt ritual, som vist gik ud på, at halvdelen af mændene skulle forhindre liget i at blive lagt på jernbåren, og den anden halvdel havde modsatte opgave. Så rundt på pladsen med begejstrede publikumsudbrud og tilråb til følge kæmpede mandeflokken med liget indpakket i siv imellem sig en brav kamp. Omsider var kampen slut, og den døde blev – dog stadig iført det hvide lagen – pakket ud af sivmåtten og stedt til hvile på jernlejet let skjult af de lodrette plader. Herefter påbegyndtes en mængde ritualer omkring kroppen, som omfattede bønner, blomsterdekorationer, vievand og andet.

Til slut blev fremdraget en stor, blå gasflaske tilkoblet en lang stang, som blev ført ind under dødslejet og tændt. En mængde sort røg steg op, og inden længe stod ligsengen i høje luer, imens børnene rendte rundt og legede, mændene sad på jorden og hyggesnakkede og lo, og kvinderne delte majskolber rundt iblandt sig på amfipladserne til de sultne deltagere. Heller ikke her på landet var nogen optaget af at indsamle plastikaffald fra vandkopper og andet. De lokale virkede ganske ligeglade og har måske en generel opfattelse af, at plastik forgår let og ubesværet i naturen.

Så var forestillingen stort set forbi, og folk begyndte stille og roligt at bryde op, imens bålet stadig brændte, og et par forkullede tæer stak ud for enden af de ellers dækkende jernplader. Dem undlod vi at studere alt for længe. En anelse morbidt, mente Esben, hvad han jo nok kunne have ret i set med vores vestlige øjne, men det tog øjensynligt ingen af de lokale notits af. Kroppen er blot et hylster, og efter kremeringen gives ånden fri og kan begynde et nyt liv i en ny indpakning i fin overensstemmelse med deres tro på reinkarnation. Vi havde i den grad en fornemmelse af fest og sammenhold, da vi til sidst måtte forlade pladsen, fordi ungerne rimeligvis skulle tisse og var sultne ; )

De spisesteder, vi havde passeret på vores vej til begravelse, som på udvejen til vores forbavselse var lukket, var nu genåbnet og nogenlunde klar til at byde os på mad. Lige bortset fra, at værterne også havde været til begravelse, og kokken ikke var ankommet endnu. Ham ringede de efter og beklagede, at den ret, vi havde udset os, tog lidt til at tilberede. Vi sikrede os, at det var okay, vi blev hængende trods alt og ventede på frokosten og sugede i mellemtiden forfriskende smoothies i os. Maden var i sandhed en times ventetid værd. Så frisk og veltilsmagt med de krydderier og grøntsager, der hører sig til i denne del af verden og serveret af den sødeste dameværtinde, hvis engelske var forbavsende godt, målt ud fra de lettere uforståelige udgaver vi ellers er blevet præsenteret for på øen – vi øver os fortsat i indonesisk, hvilket er ret svært. Vi følte os meget heldige den dag, og selvom især Peter syntes, det var lidt ubehageligt med kremeringsoplevelsen, så havde vi på fornemmeste vis fået et værdifuldt indblik i den rige, farverige og fascinerende kultur, vi nu er omgivet af. Og vi gør vores ypperste for at imødegå den respektfuldt ved at iklæde os saronger og afmontere sko på de rigtige tidspunkter. Vi undskylder på forhånd for mulige uvidende fejltagelser på den konto – hensigterne er de allerbedste.

Flere stemningsbilleder fra dejlige Bali: