Køreturen fra Munduk til Jatiluwih gik ad snoede bjergveje, gennem landsbyer og forbi søer og snesevis af templer.

Ved et enkelt af sidstnævnte gjorde vi holdt. Templet Ulun Danu Beratan lå smukt; delvist op ad og ude i en sø med skønne bjerge som baggrundskulisse. Vores besøg faldt sammen med en kunstfestival i byen, og vi blev hurtigt de glade tilskuere til traditionelle balinesiske danse i templet.

Jatiluwih fik vi anbefalet af vores taxichauffør, som kørte os fra lufthavnen til Denpasar for nogle uger siden. Han kunne oplyse, at rismark-området var optaget på UNESCOs verdensarvliste. Nu jagter vi ikke nødvendigvis alt, hvad der er nævnt på diverse lister, men frodige rismarker har bestemt interesse. Og selvom høsten så småt er skudt i gang, levede udkigget over området bestemt op til de fleste forventninger, selvom vores værelse for en enkelt nat i det fugtige område var ret muggent.

Det har været lidt svært sådan rigtigt at opleve Bali indefra og lære nogen at kende eller for den sags skyld føre en interessant og informativ samtale med de lokale. Sprogbarrieren er stor, da vores indonesiske ordforråd trods ihærdige forsøg på forøgelse stadig er meget begrænset, og deres engelske er ofte kun en lille smule bedre. Heldigvis faldt vi over et umiddelbart spændende airbnb jungleophold lidt vest for Jatiluwih, som dog krævede en betragtelig omvej at nå frem til. Simon, en meget sympatisk og behagelig fyr fra England, var kommet herned for seks år siden med planer om at fungere som engelsklærer i nabolandsbyen i blot tre måneder. Han havde ingen intensioner overhovedet om at beskæftige sig med turister, men nød livet hernede og forlængede derfor sit ophold på ubestemt tid. Efter at være blevet optaget som medlem af byens befolkning, hvilket bland andet omfattede en ceremoniel tandfiling, blev han bedt om at samarbejde med de lokale om en primitiv hytteudlejning langt fra masseturisme og swimming pools (hvilke vi ellers også holder meget af…). Den ville vi godt afprøve i nogle dage.

Ih, hvor vi nød stilheden på landet. Søde mennesker fra den nærliggende landsby tilberedte dagligt en vifte af mere eller mindre velsmagende, men horisontudvidende, lokale retter til os i junglekøkkenet – som kun to ud af fem fik lidt mavekneb af.

Vi havde masser af tid uden netforbindelse til at være dovne, og dovenskab er slet ikke ugle set her, hvor tid ikke er en luksusvare. Det er helt legalt at bryde op midt i arbejdet og erklære, at man vist er for doven til at udrette mere den dag, hvorpå man med god samvittighed kan vende ryggen til og begive sig hjemad for at dovne den resten af dagen og udrette ingenting. Det skal vi dog nok lige øve os lidt mere i, for Peters dovenskab bestod i at ondulere en kokosnød fra yderst til inderst, Gry og Liv tilberedte og serverede forskellige, flotte retter opfundet ud fra den omringende beplantning, Esben læste ivrigt, og jeg skrev en lille tekst.

For en lille uge siden forsøgte jeg forgæves at få svar fra en af vores chauffører på, hvad balinesere anser for at være det gode liv. Men han havde ganske enkelt ikke den fjerneste anelse om, hvad jeg mente, og jeg endte med at måtte opgive forhøret. Simon var i den forbindelse en vidunderlig vidensbank omkring livet på landet og dets beboere, og vi gjorde, hvad vi kunne for at udfritte ham om lokale traditioner og levevis. Således kunne han berette, at begrebet lykke ganske enkelt ikke findes i vores vestlige forstand hernede. Han fortalte, at det, man er optaget af først og fremmest i livet, er at ære sine forfædre og guderne, samt at holde en fin balance mellem de gode og onde ånder gennem daglige ofringer og hyppige ceremonier, og sidst men ikke mindst at give ens børn det, de har behov for (for at overleve). Balineserne bruger ifølge Simon relativt meget energi på at bekæmpe trangen til at ville have mere, frem for at pleje og føje den. Den hedonistiske trædemølle er ikke så fremherskende her endnu, men måske er det på vej til at ændre sig med de unges stigende brug af internet og sociale medier.
Eftersom balineserne i bjergene lever midt i et stort spisekammer, og ingen derfor er i stor fare for at sulte, er de som tidligere nævnt ofte ikke så optaget af at arbejde, så det gør de kun i den udstrækning, de nu har lyst fra dag til dag. Man har ikke, som mange af os i Vesten, sin identitet hængt op på sit job, så det ligger relativt langt nede på prioriteringslisten her. Det gjorde det ifølge Simon af og til en anelse vanskeligt at drive gæstehus. Hvis han bad sine ansatte om at få noget gjort, var svaret tit “i morgen”, hvilket kunne betyde alt fra rent faktisk i morgen til om tre dage eller om tre måneder. Det kunne man aldrig rigtig vide, så han var nødt til at arbejde med en masse plan B’er, hvilket var fjernt fra, hvad også han havde været vant til i England tidligere, og hvad vi kender fra arbejdsmarkedet i Danmark. Desuden står alle ceremonier og hellige ritualer (hvilke der er ubegribeligt mange af) altid over pligter på arbejdspladsen. Sygdomsrepertoiret er for resten også udviddet her med fæle udgaver såsom “Vind-i-kroppen”- og “Regn-på-hovedet”-syge. Mon Chris fra chokoladefabrikken har hørt om disse fuldstændig legale undskyldninger for at holde fri…? Hvis vi skulle blive hjemme hver gang, det enten blæste eller regnede lidt, ville hele Danmark kollapse i løbet af et par dage.

Balineserne anser generelt sig selv som fejlfri, idet de tror på karma, og guderne derfor styrer, hvad der sker og hvornår. Intet kan en lokal holdes ansvarlig for. Hvis nogen har stjålet fra en anden (hvilket generelt sjældent forekommer), er det, fordi javaneserne er kommet hertil og har taget arbejdet fra de lokale, som så derfor er nødt til at stjæle – umiddelbart en ret dårlig undskyldning, når vi nu kender lidt mere til deres arbejdsmoral eller herlige og lidt komiske mangel på samme. Plastikaffald i naturen ser de indfødte først og fremmest ikke som et problem, men hvis nogen skulle driste sig til at antyde, at det ikke står alt for godt til på den front, og at de nok bør handle snart, så skyder de skylden på de javanesiske turister, som smider deres skrald over skulderen. Affald i havet omkring Bali kommer fra Java, lyder svaret, hvis man anlægger et kritisk øje på tingenes tilstand, og dermed frasiger balineserne sig ethvert ansvar for at have forårsaget nogen former for problemer i alle henseender. De lever i nuet og bekymrer sig hverken om, hvad der sker i morgen, eller hvad der skete i går. Det betyder også, at de samme fejl nemt kan begås utallige gange, og at når plastik først er kastet ud til højre, så forsvinder det helt og aldeles ud af bevidstheden. Der bruges ikke et millisekund i Simons nærliggende landsby på at undres over, hvor det mon bliver af og ender, efter det er sejlet lystigt ned ad åen.

Da vi for et par år siden i en sommerferie byttede hus med en familie i Holland, bed vi imponerede mærke i, hvor flot husene var holdt og forhaverne ligeså. Vi kom til at snakke med Simon om balinesernes forhold til æstetik og skønhed, idet vi havde en idé om, at de primært pyntede op og holdt pænt for gudernes skyld, hvorimod vi fik den tanke, at hollændernes (og vores egne danske) motiver nok ofte har større karakter dels af selvfølgelig først og fremmest selv at nyde tilfredshed ved at se på pæne ting, som man har gjort sig umage med at forme, mæææn det gør jo heller ikke noget, hvis naboen samtidig lader et par rosende ord falde af sig. Vores forestilling om balinesernes måske mere rene motiver i forhold til at tilfredsstille guderne, blev dog delvis gjort til skamme. Selvfølgelig er det vigtigt at holde sin sti ren og sørge for god balance blandt guder og ånder, men Simon kunne også fortælle, at man kan sagtens gå mange skridt længere for at høste en lille misundelig anerkendelse fra sidemanden også. Højden på de små hustempler har ingen betydning for guderne, men hvis den nu er lidt højere end naboens, er det da meget rart. Mere guddommelige er de trods alt heller ikke. Ligeså foregår der mangt og meget bag gardinerne, som atter forsikrer os om, at mennesker rundt om i verden dybest set er gjort af samme stof på godt og ondt, og det er faktisk en ret befriende bekræftelse. Men balinesernes utrættelige ihærdighed med at holde balance i alt, kunne vi nu godt lære lidt af i Vesten, hvor mange ifølge statistikkerne fx pålægger sig en særdeles usund ubalance i arbejdslivets hellige navn – undertegnede inklusive. Det, tror jeg, vi kommer til at skulle tage meget mere alvorligt i de kommende år i vores del af verden. Der må findes en bedre balance, og her er nogen, vi kan søge lidt inspiration hos.

Yderligere inspirerede blev vi hurtigt, da en venlig og fantastisk tålmodig mand, Yas, ankom til vores hytte for at undervise Gry og Peter i træskærerarbejdets fornemme kunst. Det krævede stor vedholdenhed og omhyggelighed, hvilket det stort set lykkedes dem på fornem vis at opretholde i de tre timer sessionen varede.

På vores sidste dag midt i den regnskov, som før 1930’erne også husede den lille Bali-tiger, havde Simon inviteret os med til en stor og festlig ceremoni i hans landsby. Deres nye Barong – et helligt væsen, som hjælper med at holde lidt styr på ånderne, gode som onde – skulle vises frem og introduceres til de lokale templer og til et par af de andre landsbyers Baronger, som var ankommet, så de kunne lære hinanden lidt at kende og knytte fredsommelige bånd. Det var alt  sammen spændende at være med til, og vi blev fint klædt på til lejligheden, som dog desværre druknede lidt i tung troperegn. Men festligt var det alligevel.

En mængde gadekøkkener var opsat lige uden for det største tempel, hvor vi mætte af majs og bakso (grøntsagssuppe med kødboller inkl. benstumper) tog vores afsked med Simon og hans hold. Det var et spændende, berigende, lærerigt og meget lokalt ophold i noget af det sidste regnskov, vi har tilbage på kloden. Et møde med Bali-tigeren må vi have til gode til en dag guderne vil, at den vender tilbage til skoven. Og hvis de ikke vil, så forbliver den uddød for evigt. Vi må vente tålmodigt og se, hvad de beslutter sig for…