Uhelbredeligt inficeret for godt og vel et kvart århundrede siden…

“Drømme er et enestående godt afsæt for handling”.

Citat af Troels Kløvedal – min allerbedste ven gennem 25 år…

Her kan man dog ærgre sig en smule over, at jordomsejleren ikke er bekendt med dette faktum, at vi er soulmates, og den sørgelige konsekvens heraf efterlader en noget ensidig form for venskab, hvor jeg om og om igen i mangel af personlig kontakt til kaptajnen har suget hvert et velskrevet ord af hans forfatterskab op med et velvalgt nedløbsrør: Lyttet interesseret til Sankt Hans båltale med vind i håret, Fregatten Jylland som perfekt kulisse og en del stof til eftertanke. Forfulgt ham til mangen et foredrag, hvor jeg gang på gang dels indsamlede signeringer i nøje afmålte mængder til min velnærede litterære samling (jeg ville ikke være bekendt at stable alt for store bjerge af bogtårne til personlige hilsener op af gangen i det tilfælde, at temperamentsfulde damer i køen havde medbragt livsfarlige våben såsom paraplyer og håndtasker) og dels labbede alskens vidunderligt betagende eventyr i mig som fed og cremet fløde, mijauuu. En enkelt gang cyklede jeg ubemærket forbi det smukke, idylliske bindingsværk med stråtag i Gravlev på Djursland for at falde i staver over, hvor bemærkelsesværdigt et liv, der gik rundt bag murene. Og jovist har jeg ualmindeligt mange gange stirret på digterhytten gennem træerne fra savannen i Ree Park med funklende udlængsel i blikket. Hvem sagde stalker…??!

På magisk vis lykkedes det mig engang at indsamle tilstrækkeligt mod til med så godt som ubemærket skælven i stemmen – subjektivt vurderet – at udbasunere et inderligt brændende ønske om at blive godkendt til en smuttur med Nordkaperen til varmere, eksotiske himmelstrøg. Det var i Paladsbiografen på Trøjborg (nu Metropol) en anselig mængde år tilbage – en kvinde nævner ikke, hvor mange. For første gang i mands minde, hævdede skipperen, var han forsinket til et foredragsarrangement – meget forsinket. Midt i træfældningen på ejendommen ved Gravlev var han blevet ringet op af biografpersonalet, som kunne berette om en fuld, stadig tålmodigt ventende og forventningsfuld sal, som forgæves spejdede over skulderen efter hovedpersonen. I en fart havde søulken kastet sig forlegen ind i bilen og i skyndsomheden grebet et par kasser kvajehåndbajere, der lunkne blev delt ud til det positivt overraskede publikum, som straks skyllede den tabte tid ned med en perfekt autentisk oplevelse af at skåle ombord på et skiv i troperne uden køleskab. Alt var tilgivet.

Efter de tryllebindende rejseberetninger om moanablå verdenshave sad nu mit til alle tider største idol (i ulige konkurrence med andre dog ellers også gode og fascinerende folk og koncepter såsom Anne-Marie Helger og Nak & æd) afventende i de bløde biografsæder, klar til gavmildt at uddele personlige underskrifter. Iklædt sin velkendte uniform: Hjemmefarvet skjorte i prægtig, blændende gul, som ville gøre Ra (solgud) ildrød af misundelse (også set i stærk pink ved andre festlige lejligheder, jovist, vi er nogle, der elsker farver), dertil krydret med det genkendelige, utæmmede morgenhår – tronede han som min personlige konge frem og syntes at vokse til en urørlig kæmpe i takt med, at jeg nærmede mig ærbødigt og håbefuldt med den nøje udvalgte bogstak under armen.

Med venlige øjne blev jeg modtaget, og jeg lovpriste de højere magter, hvem det så måtte være, for at jeg selv havde medbragt en kuglepen, da den i skyndsomheden ikke havde fundet vej til den solgule skjortelomme. Uanende på det tidspunkt om hvorvidt bøgerne rent faktisk blev signeret iagttog jeg, hvordan min mund åbnede sig og lydene samlede sig til det største spørgsmål, jeg har nogensinde har haft på sinde. Hvem er optaget af at få besvaret simple spørgsmål om liv og død på jord, når man kan bruge sin tildelte spørgetid på at udfritte Troels, hvis man tør, om han har en ledig plads på båden…?

I et drømmesyn betragtede jeg til min store lykke, at han med vidtåbne arme, venlighed og varme i stemmen betroede mig, at jeg selvfølgelig var mere end velkommen, og at der netop var en ledig køje på Kaperen til det forestående togt i Stillehavet. Som den store menneskekender man bliver af at have sejlet med hundredvis af forskellige mennesker og derfor levet umådelig tæt, kunne søkaptajnen tydeligt se, at jeg var den heldige ejer af ben i næsen, et mildt sind, et humoristisk tvist, en omgængelig sjæl, en overraskende idérigdom og skøre påfund. “Vi ses på havet”, sluttede han og vinkede sit farvel. Jeg vinkede ivrigt tilbage, indtil han var ude af syne, og da jeg stadigt vinkende venligt blev guidet ud af biografsalen af en flink ansat fyr, erindrede jeg nedslået, hvordan den netop forgangne virkelighed ikke stemte helt overens med mit vinkende drømmesyn.

Således måtte jeg på ulyksalig vis sande, at Troels’ og mine drømme ikke tog helt samme form. Bøgerne var trøstende signeret trods alt, men aftalen på havet var desværre kun min. Skipperen mente dog, at der var mange andre måder at rejse med sejl på, hvis drømmene var store nok og handlingerne derefter. Altså et skånsomt nej, og jeg var såret dybt i min omgængelige sjæl, som jeg i situationen trods alt takkede for, idet den havde redet mig fra at optræde med et sandsynligvis uheldigt, ukontrolleret og hysterisk indslag.

For en tid indstillede jeg jagten efter en del år med følgende lettere forkølede forsøg på at smage ægte eventyr:

• Lære sejladsens kunst dog uden stor succes – H-båden blev ikke min ven.
• Endnu et forsøg på at snige mig ombord på Nordkaperen, idet den var udlånt til et togt i Ny Guinea med Thomas som skipper – et togt som jeg efter mails frem og tilbage næsten følte jeg var tæt på at lykkedes med, havde det ikke været, fordi der viste sig kun skulle bruges een besætning og ikke to, som det først så ud.
• Læse utallige rejseberetninger – mest fra havet.
• Uendelig brug af tankevirksomhed på at overgår mine opfindsomme konkurrenter i jagten på en tur med Troels, den stakkel, som velsagtens gennem tiden er blevet bombarderet med bunkevis af flaskeposter, som ville få selv den mest flittige flaskedreng til at lægge sig fladt, men sikkert nok til at finansiere næste jordomrejse.

De følgende år tog jeg af egen fri vilje på job-, mand-, børn-, hus-, og bileventyret. Ikke et eneste ondt ord skal være sagt om denne mere eller mindre obligatoriske rejse, som mange ønsker sig brændende og ikke er alle forundt. Jeg er overordentlig taknemmelig for min vidunderlige familie, som jeg elsker af hele mit milde og måske en anelse utålmodige hjerte. Fra tid til anden særligt i årene hvor børnene er små, føles udvalgte perioder dog umiskendeligt som et overlevelseseksperiment, der får programmerne Alene i vildmarken til at fremstå som en hyggelig søndagsudflugt med hjemmebag. Men i takt med at børnene vokser sig store, dygtige og mere selvstændige, er drømmene om eventyr på havet så småt vendt tilbage.

Held har mange ansigter og mit ægteskabelige held opfylder alle tænkelige ønsker, blot de holder sig i behørig afstand til det åbne hav. Det faktum taget i betragtning må man jævnligt kaste en nytænkende eventyrlig følerline ud og vente spændt på, at den store, stærke og smukke tarzanfisk bider på krogen.

Efter en del år, en desværre overordentlig beskeden mængde klingende mønt i jordomrejsesparreguldægget på reolen og en anselig mængde udkastet line – nok til at spinde net de godt 40.000 km rundt om jordkloden – bed kærlighedsfisken alligevel omsider på. Det kan hænge en anelse sammen med mængden af flotte, uudforskede fugle på den modsatte side af vores blå planet. Men også strategiske små kim drysset ud med kærlig og insisterende hånd har gjort sit. Ofte i form af forskellig inspirerende litteratur med nøje udvalgte himmelhøjt-læste passager med vigtige pointer fra fængende bøger (se under Inspiration) samt udsendelser hele familien har været tvangsindlagt til at følge, herunder Kurs mod fjerne kyster. Sidstnævnte særligt efter at jeg overtalte Gry til at gå med mig til optimistsejlads – jovist en beskeden størrelse jolle til voksne, men man må sno sig, sagde ålen, og det er jo mest for barnets skyld…

Hvorom alting er, så Esben og jeg hinanden i øjnene og blev enige om, at vi kun har dette liv at gøre godt med og opdagede til vores store glæde, at vi kunne mødes i ønsket om at skabe vores eget eventyr sammen med hinanden og sammen med vores børn – om muligt uden at blive ruinerede af det. Vi får se og krydser fingre.