Vi havde ikke planlagt at skulle returnere til Ubud, særligt ikke i silende troperegn, men dels trængte vi vist alle sammen efter interessante junglemaddage til at kvæle en pizza til forandring, og dels ville Gry og Peter gerne prøve at skære mere træ, hvilket man kunne melde sig til på byens helt fine bibliotek. Liv meldte sig til at skære frugt.

Bali Birdpark i nærheden af Ubud ville vi også gerne besøge for at se en stor øgle som en slags plaster på det sår, der indeholdt en tur til Flores, Komodo og Rincaøerne, som blev sparet væk i denne omgang. Og selvom entreprisen til parken var absurd høj for Bali, så var det alligevel noget billigere at møde en velvoksen komodovaran her end på øerne længere østpå. Så vi nappede nogle ekstra dage i Ubuds hektiske heksekedel.

Egentlig havde vi forsvoret at skulle tilbringe tid syd for Ubud overhovedet, men vi synes simpelthen, at vores tre yngste deltagere på rejsen har været så utrolig seje at rejse med, så vi ville gerne skænke dem en afsluttende tur i et vandland, hvor der for en gangs skyld var stor chance for ikke at fryse til is (ulig Djurs Sommerland). Balis Waterbom Park skulle efter sigende være det bedste vandland i Asien og et ret sjovt sted for hele familien. Så vi valgte Nusa Dua som hjem i de sidste par nætter og tilbragte en dag i det fabelagtige vandland. Liv var ekstra glad, for hun mødte en skøn, dansk pige på sin egen alder, som hun hang sammen med resten af dagen. Vi endte med at spise middag med Livs nye ven og hendes søde familie, da vandparken lukkede, hvilket var en rigtig hyggelig afslutning på en dejlig lang dag, som satte sine trætte spor i os alle.

I morgen står sidste flyrejse for døren i denne omgang. Vores destination er Danmark. Det er så svært at begribe, og mon ikke det tager lidt tid at lande igen også mentalt. Et klogt menneske (sikkert Troels Kløvedal ;)) sagde engang: Man indstiller sig på en rejses længde, så uanset om den varer et par uger, måneder eller år, så har man som regel fået nok og glæder sig til at vende hjem, når afslutningen nærmer sig. Det gælder i hvert fald for os. Vi længes efter familie- og vennekram, en cykeltur i smukke Ebeltoft, blomster og bær i haven, at bage en kage og kunne invitere gæster (når huset liiige er pakket ud igen…) og meget andet.
Vi vender hjem med rygsækkene fulde af store og små oplevelser, af tættere familiebånd, af forvisning om, at når livet er svært, findes der ofte en udvej, hvis man kigger godt efter. Vi er blevet klogere på verden og os selv. Vi ved nu, at det, man mangler eller leder efter, notorisk altid ligger i bunden af tasken, og at det pas ud af fem, man skal bruge, altid er det sidste, man åbner. Men det gør alt sammen ikke noget, for vi har uvant ikke travlt, og disse erfaringer har i sandhed også gjort os rigere.

Digte har en lidt anstrengende plads i mit sind, hvis jeg tænker tilbage på mine HF-dansktimer, som ofte bevægede sig langt ud over min fatteevne, men siden dengang er jeg stødt på et par andre fine udgaver af slagsen, og Jakob Martin Strids fabelagtige rimebøger finder vej til de flestes hjerter, vil jeg tro. Der er dog særligt et digt blandt mine favoritter, som har fulgt mig i mange år. Det er skrevet af Robert Frost, og umiddelbart skulle man tro, det handler om at vælge en helt særlig og speciel vej i livet, som ingen før har betrådt, hvilket det på sin vis også gør. Men efter min opfattelse ikke i den forstand, at man søger det specielle og gakkede for partout at ville være anderledes, men i den forstand, at man tør vælge at lytte til sin egen stemme og handle derefter – også selvom den måske ikke altid siger det, der forventes. Men også at livet handler om fravalg lige så meget som tilvalg, hvilket gør det både svært og spændende. Og selvom andre tidligere har truffet lignende valg, kan de ikke kopieres. Den rejse og vej, man vælger, vil altid være ens egen. For beslutninger har individuelle og subjektive konsekvenser, hvilket ofte afføder en større eller mindre grad af usikkerhed og derfor kræver almenmenneskeligt mod. Det er et grundvilkår – især i den vestlige verden, hvor de færreste tror på karma – og det er egentlig en dejlig kollektiv fornemmelse at vide, at det i udgangspunktet er ens for alle…

Det har været så vidunderligt undervejs at tænke på, at vi har haft vores kære derhjemme med på rejsen gennem Verden Venter (også). Tusind tak for, at I har gidet at bruge tid på at kigge ind forbi. Det har betydet ubegribeligt meget for os, og nu kommer vi endelig hjem og krammer jer! P.S. Gå aldrig ned på reservekiks til køredage, og pak derudover let – meget let.

THE ROAD NOT TAKEN

Two roads diverged in a yellow wood,
And sorry I could not travel both
And be one traveler, long I stood
And looked down one as far as I could
To where it bent in the undergrowth;

Then took the other, as just as fair,
And having perhaps the better claim,
Because it was grassy and wanted wear;
Though as for that the passing there
Had worn them really about the same,

And both that morning equally lay
In leaves no step had trodden black,
Oh, I kept first for another day!
Yet knowing how way leads on to way,
I doubted if I should ever come back.

I shall be telling this with a sigh
Somewhere ages and ages hence:
Two roads diverged in a wood, and I – –
I took the one less traveled by,
And that has made all the difference.

Robert Frost 1916