Det var en mørk, kølig, lørdag aften i det tidlige forår. Vinteren havde budt på forskellige uventede udfordringer, som snildt kunne gøre sig fortjent til optagelse i en klassisk, absurd, tragikomisk Woody Allen film. Længe havde vi mærket udlængslen banke på, og gennem de senere år havde vi jævnligt snakket om, hvordan det mon ville være for en tid at forlade de trygge omgivelser i dejlige Danmark.

Vores Danmark, hvor vinterillusionerne om flødeskumsfede snemasser, der giver tvungne fridage med varm chokolade indtaget i sofaen, blomstrer livligt, hvor rapsmarkerne skyller som bløde, gule bølger ind over landet i det smukke forår, hvor sommerhavet glimter lunt, lystigt og inviterende omkring silhuetter af lykkelige børn som kun Krøyer kunne illustrere det, og hvor støvlerne spiller herlige melodier ovenpå sprøde og knasende blade i melankolske nuancer fra efterårets pallet, imens skoven falmer trindt om land. I sandhed et vidunderligt sted.

Men denne lørdag aften var scenen sat til luftforandring på en ny mission. Vi sendte Elvis et halleluja og tog ham på de velkendte ord: “A little less conversation, a little more action, please”. Vi stod ansigt til ansigt med en pegefinger klar på SEND-knappen, som ville afkræve mere end tre håndfulde uskyldige australiere, newzealændere og stillehavsbeboere et svar på, om de ønskede sig at have en eventyrlysten, dansk familie boende for en tid – lidt arbejde for kost og logi omkring et års tid i alt. Fire øjne strålede forventningsfuldt i pardansen med hinanden den aften, og den ene spurgte håbefuldt: “Skal vi ikke gøre det?” Herefter fulgte en lille eftertænksom pause, begge holdt vejret, hvorefter den anden svarede et vidunderligt, mavekildrende, “Jo”, og trykkede modigt tasten helt i bund.

Vi gør det, sgu! (…sgu er ikke længere et bandeord…)