Sådan kan man pine sig selv med hjemlængsel: Rejs om på den anden side af jorden og find et sted, der deler navn med ens smukke fædreland, hvor vi ved, at foråret pibler ivrigt frem alle vegne, imens efteråret er ved at bide sig fast hernede. Det indbefatter dog smukke blade, der falder til jorden og former mønstrede tæpper med gule, orange, røde, pink og brune takkede, dynamiske formationer. Omend udtrykket er skønt på sin egen melankolske måde, længes vi alligevel efter mere sol og varme mod nord – vi er godt forvent.

Varmen og svømmeturene i det lune Indiske Ocean måtte dog vente en stund, for vi havde indgået en aftale om at hjælpe Stuart og Thitikarn i deres æbleplantage syv kilometer nordvest for Denmark. Her producerer de ægte, usødet, alkoholisk cider og eddike. Desuden eksperimenterer de med diverse drikke brygget på citrusfrugter og blommer, som de også dyrker nogle rækker af. Omgivelserne var rolige og fredfyldte, kun fuglefløjt og et muh i ny og næ fra naboens køer var at høre, når menneskeaktiviteterne holdt pause.

Jeg har på fornemmelsen, at Stuart mest accepterede vores forespørgsel, fordi han syntes, det var hyggeligt at have nogen på besøg, for der var ikke meget arbejde for os at udføre. Cideræblerne var for længst plukket ned fra træerne, og der sad kun nogle få ubrugelige tilbage på sporadiske grene, som vi fik ansvar for at pille ned. Ydermere skulle træerne trimmes for overskydende vækst og rodskud, hvilke heller ikke var i overmål, og slutteligt skulle der gødes lidt hist og pist samt fjernes nogle nedfaldne grene fra den velholdte plantage.

Vi nød de stille stunder på farmen og glædede os især over at have vandtæt tag over sengene, når regn, lyn og torden ufølsomt væltede ned over os i tide og utide, imens vi var indlogeret på æblegården. Vi havde vores egen afdeling bestående af tre hytter.

Den første dag, efter vi var ankommet, tittede solen dog frem med hæderlige varmegrader i sit kølvand, så den dag brugte vi på de nærliggende utroligt smukke strande.

En anden dag i et øjebliks ophold mellem regnbygerne besøgte vi en lille, lokal dyrefarm, hvor vi på Stuarts lovning kunne kæle med både koala og kænguru samt fodre diverse andre husdyr. De talte både får, geder, grise, dværgkvæg, æsler, heste, alpakaer, kaniner, marsvin, høns og kyllinger samt ildere. Vi var lidt overraskede over, at kænguruerne mod forventning var meget blødere at klappe end koalaen, og det var en fin oplevelse for både børn og voksne.

På ruten tilbage mod vores æblehjem slog vi vejen ind forbi et lille hus, der lå ud mod vejen, og som havde opsat et lille skilt, der indikerede, at her kunne købes hjemmeavlet honning. Esben steg ud med penge på lommen og så sig omkring efter en lille kasse eller beholder, som vi er så vant til at handle fra i honningboderne både på Samsø og Djursland. Men efter at have været hele haven rundt både foran og bagved huset vendte han tilbage og konstaterede, at der ikke var nogen bod og ej heller nogen hjemme. Der var dog et telefonnummer, man kunne ringe til, så det blev næste træk. Det viste sig hurtigt, at den særdeles uopmærksomme ejer af hus og honning befandt sig meget nært, idet opringningen blev besvaret siddende i den hvide bil, som holdt parkeret tre-fire spytklatter fra vores egen. Det kastede en lille indre latter af sig, at manden havde befundet sig i sin bil med snuden vendt mod haven, alt imens Esben ganske synligt havde søgt alle vegne efter godterne uden at blive opdaget. Men det lykkedes heldigvis at påkalde os opmærksomhed gennem telefonen, og ud af den parkerede bil steg nu en herlig fyr. En lille, ældre, korporlig herre med stort, mørkegråt fuldskæg, briller med glas, der gjorde de bagvedsiddende øjne så store som tekopper, og på hovedet bar han en fransk kasket udført i blødt, sort skind. Inden vi havde set os om, var vi alle inviteret om i den meget hyggelige baghave, som var udstyret med lysguirlander i alle regnbuens farver, og hvor bistaderne havde hjemme. Derfra blev vi ledt videre op ad verandaen. På dørmåtten lå livligt og dekorativt et par damesko, som i udtrykket mindede mig om mine til alle tider yndlingssko, da jeg var på Livs alder. De havde den smukkeste turkisgrønne nuance og var udstyret med delikate remme og spænder. Så fine og alligevel tilstrækkeligt uprætentiøse lå de muntre damesko der på måtten, og vi vidste med det samme, at her var alle velkomne. Det feminine fodtøj tilhørte “My Good Lady” fandt vi ud af, imens vi blev ledt gennem køkken og stue, som på alle måder emmede af dejlig stemning, og da vi nåede rummet, der husede biernes guld, vidste vi efterhånden en hel del om den rare mands liv og hans sympatiske syn på honning og bier. Historierne flød i en lind og interessant strøm på et engelsk med en så tyk tysk accent, at vi måtte se os om en ekstra gang for at sikre, at vi ikke var landet i Renés humoristiske café i serien ‘Allo ‘Allo. Det var vi naturligvis ikke, men var til gengæld dejlig uventet budt ind til honningsmagning i det hyggelige hus i udkanten af Denmark i Western Australia. Det var på alle måder en vidunderlig oplevelse, og vi drog derfra først og fremmest med honning, hvilket var vores hovedærinde, men i særdeleshed også med høje (utopiske) ønsker om at omvende den kliniske og travle indkøbstyrani derhjemme til anderledes nære oplevelser i møder med fine, grønne damesko på dørmåtten og en vidunderlig rar mand, der med stolthed i stemmen sælger den ægte, ufortyndede, uforfalskede vare uden alverdens mere eller mindre ugennemskuelige tilsætningsstoffer, hvis bivirkninger ingen endnu kender til fulde.
Reinar Ehlert, vores nye, midlertidige honningleverandør, havde tidligere arbejdet som elektronikingeniør og fik midt i sin karriere mulighed for at rykke ud i verden til enten Canada, Australien eller New Zealand. Canada var for koldt og New Zealand husede for mange jordskælv ifølge hans tidligere kones vurdering, og dermed var der kun Australien tilbage, og her havde han glad og tilfreds boet nu i tredive år. Han fortalte, hvordan Kina opkøber australske produkter som fx honning, fortynder sagerne og sælger retur til Australien til billigere priser end den ægte vare, men de fleste Australiere går ikke på nogen måde op i kvalitet inden for madvarer, så det er en meget fin forretning for kineserne, der sælger produkterne i rigelige mængder. Hvordan går det til, at kineserne som er forsynet med stolte kulturelle traditioner gennem årtusinder, forfalder til at producere billigt skrammel til fordel for ussel mammon? Ja, det har kineserne jo ikke eneret på, men det er næsten ikke til at bære, at verden på nogle måder er blevet så uægte, fup-agtig og alt for økonomisk fokuseret.

Hjemme igen på cidergården sluttede vi vores uges ophold af med en interessant smagning på deres lækkerier. De har åbent for cidersmagning hver dag i sommerhalvåret og en sådan skulle vi ikke snydes for.

Mange af produkterne var lige til den tørre side efter min smag, men jeg fandt en enkelt favorit, som hed Winter Warmer, som skulle nydes lun, og som smagte rigt af luksus-gløgg, hvilket mindede mig om, at vi til vinter går en herlig, kold jul i møde. Tja, det er lidt pudsigt, hvordan traditioner høre uløseligt sammen med vejret. Vi nød vores jul i bare tæer og godt selskab på terrassen i Christchurch, helt bestemt, men der er nu alligevel noget særligt og rigtigt ved kulde og stearinlys kombineret med dampende varm gløgg i glasset, ild i brændeovnen og et par tykke kravlenisser på reolerne. Så vi støttede Stuarts foretagende med køb af en enkelt flaske til at varme os med i den kommende danske vinter, ønskede Thitikarn en dejlig ferie i sit hjemland, Thailand, som hun netop var på vej til og trillede selv stille og roligt videre afsted mod Perth.

Missionen i Perth var primært at få bilens aircondition fikset og også indkøbe et par ekstra snorkelsæt, da der var gået lidt glemsommelig svind i dem, vi havde på lager hidtil. Forhåbentlig gør vores efterladenskaber andre børn glade i de mere østlige egne af Australien.

Vores første og lidt hurtige møde med bymidten var absolut positivt, og vi glæder os til et gensyn, når vi om en god måned flyver videre til Indonesien.

Vores hjem i de to nætter, vi slog lejr i WA’s største by havde modtaget lidt blandede anmeldelser på vores uundværlige camper-app. Sagen var den, at campingpladsen lå i umiddelbar forlængelse af Perths internationale lufthavn, hvilket betød, at der indfandt sig en anseelig mængde støjstærk trafik over vores tynde teltduge. Men her gælder det simpelthen om, at få det maksimalt bedste ud af udfordringen. Vi gjorde vores ypperste for at vende tankerne på noget andet, og i vores tilfælde var det nærliggende at drømme sig med ombord på de luftbårne jerndyr og lade sindet vandre med på tur rundt i verden til fremmede kulturer og mere smuk natur. Jovist, havde disse vandringer lidt trange kår i mørket klokken fem om morgenen, men hvis man ikke prøver, er der ingenlunde chance for at lykkes med missionen.

Spektakulær natur behøvede vi dog ikke at drømme os længe til, for med nyfikset bil, kørte vi i dag videre mod nord langs Indian Ocean Drive for ved første stop at se nærmere på The Pinnacles. Et område overstrøet med sandstenssøjler i alle former og størrelser. De fungerede meget fint til gemmeleg, og vi mærkede endnu engang jordens geologiske vingesus på nærmeste hold. Der er stadig meget at opleve i Australien.