Så gik det atter over stok og sten eller rettere over slette og bushland på endnu en meget lang strækning, hvor vi heller ikke skulle dreje i et par dage.

Vi kørte blandt andet ad den længste helt lige vejstrækning i Australien og krydsede Nullarbor Plain i fin stil.

Undervejs skruede vi forventningerne til alt det dyreliv, vi ifølge den lovende skiltning kunne støde på helt i vejret, men måtte skuffede erkende, at man vist skal være mere end almindeligt heldig for at rende ind i både kameler og vombatter i ødemarken (emuer og kænguruer har vi set en del af).

Asfalt skortede det til gengæld ikke på, og da vi øjnede Esperance by forude, var det en virkelig tiltrængt forandring fra de mange ensartede kilometer dog afbrudt af et spektakulært udsigtspunkt.

Esperance viste sig at være en af de mere hyggelige australske byer, omend der ikke skal meget til at overgå de øvrige, men foruden en fin bymidte er den omkranset af det smukkeste hav i alverdens turkisblå nuancer. Temperaturene her er dog for tiden at sammenligne med en jævn dansk sommer, så vi har afstået fra at bade indtil videre – måske også lidt fordi en hel del store hvidhajer patruljere i området – men smukt ser det ud fra landsiden.

Det var nu heller ikke badeferie, vi var kommet for, da vi havde en aftale med en familie om at hjælpe dem en uges tid. Leoni, Laurence og deres to børn – Laura på fem og Leon på tre år – havde solgt hans forældres gård. De havde i stedet købt deres egen lidt uden for Esperance, men den er ikke beboelig endnu, så imens de istandsætter stedet bor de på et besynderligt område fem minutters kørsel fra Esperance. En betragtelig matrikelstørrelse, som de selv ejer, men som de lejer ud til et skrotmetalfirma samt et betonfirma, og hvorpå der ligger et temmelig skrammelagtigt hus. I umiddelbar nærhed deraf var der anbragt en uddateret lastbil, som var konverteret til en skurvogn og indrettet til os med et par senge. I det hele taget havde Lawrence i imponerende Georg Gearløs-stil en fortrinlig evne til at finde nye muligheder i gammelt skrot – kønt var det ikke, men løsningsorienteret og billigt. Et ekstra toilet var det dog ikke lykkedes ham at udvikle, så vi deltes om deres inklusive bad samt køkken, hvilket fungerede forbavsende godt til ni mennesker. Leonis meget nydelige mor var på besøg fra Holland i fem uger, men havde frabedt sig at være indlogeret på skrotpladsen i sin datters hus. Hun synes tydeligvis, at hygiejnestandarden og den manglende organisering af alt inklusive måltider var helt håbløst. Så hun bor i et byhus denne gang, og sidst hun var på besøg, boede hun på campingpladsen i byen, hvilket vi sådan set ikke kunne bebrejde hende. Men heldigvis er roderi, skrammel og snavs ikke nødvendigvis en hindring for hjertevarme, og vi følte os meget værdsatte og velkomne og blev begavet med dejlig, sund mad. På deres gård og ligeledes bag en bevokset bakke på genbrugspladsen holdt de geder til malkning og i baghaven høns. Vi hjalp med at fodre dyrene, passe børn og bygge et nyt bur til hønsene samt andet forefaldende.

Heldigvis fik vi også mulighed for at deltage i en begivenhed, byen efter sigende stabler på benene hvert andet år, som de kalder “Kids’ Fun Day Out”. Her kunne børn muntre sig med alt fra elastikhop til klatretårn, alverdens vandaktiviteter og forskellige kreative boder. Det var helt bestemt en virkelig vellykket og sjov dag for børnene. De voksne væbnede sig med enorme mængder tålmodighed og glædede sig over alle de glade børn i parken.

En tidlig morgen tog vi afsked med familien i Esperance og drog imod Cape Le Grand National Park endda med en nyindkøbt fiskestang på taget.

Efter sigende rummer den beskyttede park nogle af de smukkeste strande i verden, og dem ville vi gerne se lidt nærmere på – selvom vi egentlig allerede følte os ret godt dækket ind på området – og samtidig undersøge om fiskelykkens gudinde var i humør til at tilsmile os. Desværre var hverken vejrudsigten eller gudinden på vores side, så vi fik kun en enkelt fin solskinsdag (som vi blandt andet tilbragte på underskønne Lucky Bay) for derefter at være lige på grænsen til at blæse i havet og blive ædt af den haj, der tydeligvis havde tømt oceanet for de fisk, vi skulle have lagt på middagsbordet. Hvordan man end vender og drejer situationen, er det blot lidt ærgerligt at måtte nøjes med at stege den fisk, som nabofiskeren fangede i det splitsekund, hvor hajen var mæt, for derefter medlidende at forære os den. Derudover måtte vi sande, at den glubske haj også var svømmet afsted med vores forfang, som nu ikke længere befandt sig for enden af fiskestangen.

Senere samme nat vækkede Esben mig i nattens mulm og mørke og insisterede kraftigt på, at jeg hentede gaffatape samt den yderste halvdel af fiskestangen i bilen. Imens ville han forsøge at holde teltet sammen og oprejst, hvilket krævede en særdeles fast hånd om den ene teltstang, idet den var knækket midt over i den tiltagende, voldsomme storm og teltet derfor nu skiftevis lagde sig fladt ovenpå de ikke længere så tungt sovende beboere og rejste sig med begrænset held. Den tynde, fleksible fiskestang blev med hjælp fra det klistrede universalværktøj forenet med den knækkede teltstang, og måske forbarmede fiskegudinden sig endelig over os, for løsningen holdt hele den lange stormomsuste nat og bidrog med alternativ men stor fiskelykke i lejren. Ovenpå en derpå følgende lidt søvndrukken og stille dag blot krydret med telthygge, en mindre udgravning, petanque og en enkelt lille gåtur med smuk udsigt gik vi meget tidligt i seng for at være friske til Esbens fødselsdag den følgende morgen.

Fødselsdagen startede så godt som den overhovedet kunne subjektivt vurderet ud fra fødselsdagsbarnets højeste ønsker om en god morgenkomplet. Efter en nydeligt fremført fødselsdagssang bød menuen på bacon, æg, ketchup, lidt brød, pandekager og varm kakao.

Børnene og jeg havde re-shoppet en bog fra ønskesedlen og lagt et fuglekort i, som kunne bruges til bogmærke. Det faldt heldigvis i god jord. Og efter at have sagt pænt farvel til de øvrige nomadiske børnefamilier på den lille campingplads og lejrchef Mike trillede vi videre forbi den australske kopi af Stone Henge – en pudsig idé, som ikke syntes synderligt imponerende men snarere turistfup-agtig, idet den selvsagt er bygget med moderne maskiners hjælp og ikke de bare næver. Vi værdigede den da også kun et blik fra vejen og kørte videre forbi Pink Lake, som vi dog havde hørt ikke var pink, men som skulle vise sig at være komplet udtørret, da vi passerede.

Omend stadig fyldt med mange dejlige minder fra vores tid i og omkring Esperance fortsatte vi mod Denmark og en workawayaftale på en økologisk æblecidergård ti minutters kørsel fra byen. Den skal vi høre mere om i næste indlæg…sikke en cliffhanger ; )

 

 

Retfærdigvis skal slutteligt tilføjes, at det lykkedes lystfiskeren at få en lille haps på krogen, som forgæves blev findelt og kastet ud til de store, udspekulerede artsfæller.