Port Augusta blev vores provianteringsbase med fine indkøbsmuligheder, inden turen skulle gå videre ind til centrum af det ubegribeligt store land mod syd. Da det for os kræver faciliteter såsom køl og frys, vaskemaskine og andre bekvemmelige, moderne installationer at blive klar til en længere rejse i outbacken, besluttede vi at overnatte på en forholdsvis luksuriøs Big4 campingplads med køkken, bad og pool, selvom vi først ankom ret sent og dårligt havde tid til at benytte os af sidstnævnte herlige detalje. Vi ringede til pladsen på forhånd og fik besked om, at prisen pr. nat var 62$. Da vi ankom, og jeg talte med manden i receptionen, kom han frem til samme resultat, men jeg kunne ikke dy mig for at forsøge at få slået bare lidt af prisen. Australierne er som regel til at handle med, og den venlige mand tænkte sig lidt om og besluttede hurtigt, at vi kunne blive for 32$ i stedet for. Det var vel nok en fin aftale, syntes vi alle sammen. Børnene fik glade en hurtig dukkert i svømmepølen, og vi fik organiseret alle sagerne i bilen, sorteret og pakket mad klar til vores lange tur. Vi måtte simpelthen se at få set den sten og derefter ret hurtigt bevæge os ud til vandet igen i nærheden af delfinerne, hvor nogen af os ganske enkelt trives bedst.

Vi var ret heldige med vejret på den lange, lige hovedvej. Den første dag var det overskyet og kun 25 grader. Det betød, at maden holdt sig kold i køletasken længere end forventet. Det betød også, at vi kunne holde en tålelig temperatur inde i kabinen, og det bonner altid positivt ud på humørbarometeret. Mange af timerne blev brugt på hhv. at læse og høre lydbog – det fungerer godt – også for chaufføren. Vi lærte hurtigt, at man på Stuart Highway hilser venligt på hinanden i den sparsomme trafik. Et par løftede fingre fra rattet er tilstrækkeligt og ganske rart i et ellers ufatteligt mennesketyndt område. Andre væsener fra dyreverdenen så vi til gengæld i massevis. Især i vejkanten mere eller mindre udsplattede. Blandet med iturevne dæk og andre større og mindre vragdele fra diverse køretøjer lå får, geder, køer og et utal kængurukadavere, som blev skarpt overvåget af krager, ravne og kilehalede ørne.  Når vejens ukronede konger, de respektindgydende road trains, kom buldrende, fortrak vi ydmygt til den yderste del af venstre vejbane for at undgå at blive blæst af vejen, ligesom de andre dyr. Og sådan gik det kilometer efter kilometer i fladt steppeterræn.

Den første nat havde vi bestemt at tilbringe i Coober Pedy, en mineby, hvoraf mange huse ligger under jorden pga. de lune temperature i området.

Her graves efter smukke, værdifulde opaler. De er skabt af flydende silica, som blev ledt ned i sprækker i jorden for millioner år siden. Her blev det udsat for enorme tryk og ændrede struktur til opaler, som nu udgraves i et utal af variationer og farver. De er alle unikke. Karakteristisk for opaler er deres flotte farvespil, som forandres, når opalen vendes eller drejes i lyset.

Overalt i området i og uden for Coober Pedy stak små eller store pukler opgravet materiale op og fik det i øvrigt meget flade ørkenudsyn til at ligne en vanvittig mountainbike-rute, og det var helt tydeligt, at jagten på det gode fund og de store penge er intens. Det faktum gjorde toiletbesøget ved legepladsen (hvor jeg i øvrigt som en anden Fætter Højben fandt en lille forstenet musling omgivet af opal potch – ikke synderlig værdifuld udgave dog) til en surrealistisk oplevelse, idet der fra toilettets højttalere gjaldede en instrumental udgave af den gamle klassiker “What the world needs now is love sweet love…”. Det behov fik vi absolut ikke indtryk af, at nogen i byen var optaget af at dække. ABBAs velkendte udgave af “Money Money Money” havde været mere passende. Vores ærinde i byen bestod dog mest i – i al beskedenhed – at se det umanerligt pudsige sted og ikke mindst prøve at sove på en campingplads under jorden. Charmerende kunne man ikke beskylde den for at være. Indeni mindede den mest af alt om en blanding af tyske bunkers og katakombere. Det var virkelig besynderligt – og en lille smule uhyggeligt. Der var helt stille dernede. Ingen fuglesang. Ingen vind. Ingen trafikstøj. Kun tre unge mennesker, som i nattens mørke af og til vendte sig, gav et lille snork eller en prut, vidnede om, at vi ikke var de eneste væsener tilbage på den golde jord, og vi kunne akkurat lige så godt have befundet os på en fjern planet i en ukendt galakse. Når der endelig kom en lyd dernede, rungede den til gengæld, som befandt vi os i en gigantisk hangar for de store Airbusses. Både ude og inde var der støv – ikke nullermænd, som vi ellers er ret fortrolige med – men støv fra sand og øde land, og luften duftede tykt af varm, sødelig sandjord.

Oven på jorden kunne man også campere på en dertil indrettet campingplads eller rettere parkeringsplads. Her boede et hold bueskyttere samme nat, som var på vej fra Sydney til Alice Springs for at deltage i en bueskydningskonkurrence. Det forekom os en anelse absurd at køre 5-6000 kilometer for det, men de var flinke folk og garanteret dygtige til deres håndværk.
Ejeren af campingpladsen havde for mange år siden købt den mine, i hvis forlængelse han nu havde opført overnatningsstedet for turister. Om aftenen viste han rundt i minen og fortalte om, hvilke strategier, man skulle lægge for i bedste fald at blive den heldige finder af de eftertragtede opaler.

Hvis man ser bort fra det alt for støvede arbejdsmiljø i de underjordiske gange, blev vi næsten helt fristede til at gå på jagt med dynamit og hakkejern, og glemte grangiveligt et kort øjeblik, hvad det er, verden i virkeligheden har så hårdt brug for – LOVE SWEET LOVE!

Da den informative og spændende rundtur var slut, fik ungerne lov at stikke hænderne i den spand, lykkejægeren havde stående i et mørkt hjørne af minen. Deri lå et utal af små stykker sandsten dekoreret med større og mindre områder af opal potch, som campingfatter havde fundet gennem tiden, men som ikke var store nok og ej heller havde været udsat for stort nok tryk gennem tiden til at være blevet ægte opaler og dermed til at blive solgt for gode penge. Børnene var ikke desto mindre lykkelige og meget taknemmelige for deres nyerhvervede skatte, og vi gik til ro i vores telte opslået i den støvede, kølige, underjordiske hule.

Næste dag pakkede vi tidligt sammen, da vi var opsatte på at køre langt og måske allerede nå ind til vores destination i den røde midte samme dag. Det virkede dog en anelse optimistisk, men meget kan lade sig gøre, hvis man beslutter sig for det. Og det viste sig, at alle var i fantastisk god køreform den dag, så vi besluttede undervejs at fortsætte hele vejen til varme Yulara og Uluru i Australiens røde hjerte.

Og sikke en oplevelse! Det er vel nok ikke bare en rød sten. Den virkede fuldstændig magisk, som den synede dumpet ganske tilfældigt ned derude midt i ødemarken, hvor vi i timer og atter timer, ja i dage, ikke geologisk set havde haft udsigt til ret meget andet andet end græssteppe sporadisk dækket med lidt buske og små træer. Vi iagttog den majestætiske, røde kæmpe i solopgangens skær i den kølige morgenstund.

Sikke farver og skygger. Derfra, hvor vi stod, kunne vi se, at et lille ovalt stykke af stenen manglede nederst lidt til venstre for midten. Måske påvirket af de aboriginske åndelige væseners tilstedeværelse kom hullet med ét til fuldstændig at ligne et øje, og i løbet af ingen tid, var vi godt i gang med at digte historier fx. om kæmpenæsehornet, der lå på lur efter små, velsmagende børn i uldne sweatre. En monsterhval, der var strandet midt i ørkenen i de urgamle dage. En dinosaur, der vidnende om fordums storhedstid for de gæve kæmper et par hundrede millioner år tidligere og som nu ventede på det snare øjeblik, hvor den blev vækket til live igen af en flodhest. Efter at have ladet fantasien få frit løb, og jeg også en anelse nedtrykt måtte sande, at den resterende del af familien trænger til at øve sig lidt i den kunstart, tog vi med på en guidet morgentur ved stenen.

Den viste sig at være relativt underholdende, idet den rutinerede aboriginske guide havde medbragt en bemærkelsesværdigt urutineret lærling. Guide-eleven vedblev fornøjet at undskylde, at han var ny i branchen, og det forventedes tilsyneladende ikke, at han havde gjort sig den umage at øve sig blot den mindste smule på de fortællinger, han havde ansvaret for at videregive på ruten. Det gik i en fart, der ville få selv Søren Snegl til at tørre ud på vejen, og langt de fleste fakta den unge mand efter lang tids tålmodighed fra de venlige turister fik spyttet ud, blev hjælpsomt korrigeret af hans mere erfarne makker, som sammen med os andre og lærlingen selv simpelthen ikke kunne lade være med ofte at bryde ud i herlig latter, for det var ganske enkelt en så elendig præstation og så utrolig komisk, at vi en overgang troede, det var et imponerende gakket, indstuderet stand-up show, vi var mødt op til her for foden af den hellige sten. Det var det ikke, men underholdningsværdien var alligevel stor.

Heldigvis havde vi dog også undervejs indsamlet lidt nyttig information fra den ældre, langt mere velforberedte og informative guide. Han fortalte blandt andet, at stenen blev skabt for omkring 500 millioner år siden. I omegnen af 150 millioner år senere, blev den vendt halvvejs rundt af et gigantisk jordskælv, hvilket forklarer de mange vertikale linjer i stenens struktur. Efter sigende stikker den berømte helligdom 5-6 kilometer ned i jorden, så det er en af de helt store drenge, og vi var en smule lamslåede over dens storhed.

På vejen tilbage til campingpladsen kørte vi forbi det kulturelle center, hvori man kan orientere sig om den oprindelige, aboriginske kultur og livet i ødemarken for både dyr og mennesker. Her iagttog vi en håndfuld indfødte kvinder, der malede de velkendte, prikkede billeder, som efterfølgende blev sat til salg. Flere malerier var smukke, men der var synlig forskel på graden af malerisk talent. Ungerne havde sat sig på en bænk og så nu, hvordan en uraustralsk kvinde prikkede løs med lidt sjusket hånd, hvori hun holdt en tynd pind, som hun konstant dyppede i lysegul maling, for at kunne afsætte utallige prikker rundt om nogle brune, snoede symboler og hestesko på sit lærred. Det synede meget tilfældigt, men alligevel målrettet, så der måtte være en mening bag bevægelserne og designet. Jeg opfordrede børnene til at spørge hende, hvad det forestillede, men de nægtede pure og mente hårdnakket, at det var min opgave. De turde ikke. Her måtte der sættes ind, for de plejer at være meget mere ligefremme overfor nye mennesker, end jeg nu så dem. Men hvis det betød, at de var lidt ængstelige for den mærkelige, fascinerende mørkeste mørklødede dame, der sad der på jorden i skrædderstilling og prikkede løs på et lærred med nogle underlige tegn, måtte der gøres noget. Vi er også ude for at øve os i ikke at være så bange for det ukendte – selvfølgelig helst inden for den fornuftige side af dumdristigheden. Men her måtte gribes til bestikkelse. Jeg udlovede på stedet en is til den af ungerne, der turde spørge. Så skal jeg da love for, at piben fik en anden lyd, og Liv var til de to andres store ærgrelse den hurtigste. Hun udspurgte prompte damen og fik et fint svar tilbage på lidt tvivlsomt engelsk om, at billedet forestillede syv søstre, som ikke havde en mand og dertil en enkelt mand, der fes lidt rundtosset rundt om dem alle sammen. Med i fortællingen fik vi også en gennemgang af et par af hendes andre billeder, som forestillede blandt andet en honningmyre, som er en del af bush tucker menuen – dvs. mad man kan samle i naturen – og som urfolket med stor appetit sætter til livs, hvis de finder dem. Liv var med rette stolt over sin præstation, og vi gik dermed alle en smule mere oplyste derfra.

Det var et meget forunderligt og uforglemmeligt syn, der ventede os senere samme dag, hvor vi beskuede Uluru i solnedgangens mange betagende farver.

Vi blev mindet om de solnedgange, vi nød i vores tidligere dage ligeledes i Northern Territory blot længere nordpå lidt uden for Darwin. De er så utrolig smukke og umulige at gengive fotografisk. Horisonten prydes med sorte silhouetter af sporadiske træer, der bryder den nederste, mørke, orangerøde start på farveorgiet, glidende som blikket hæver sig over i den venlige, gyldne palet for højere på himlen at blive afløst af et smalt mintgrønt bånd og derover at overtages af alle nuancer af himmelblå fra de lyseste lyse til de mørkeste mørke øverst. Til sidst, helt deroppe i mørket med nakken lænet tilbage afsløres de funklende stjerner i himmelrummet en for en.

Lettere berusede af den vidunderlige aftenoplevelse kørte vi på vejen tilbage til campingpladsen ind forbi det eneste supermarked i en radius af 450 kilometer for at overrække Liv sin velfortjente præmie fra dagens modige forespørgsel. Gry havde dog samme dag været meget opmærksom på at byde ind med sin hjælp til madlavning o.lign. – ganske givet i håbet om, at der måske kunne falde en lille godbid af til hende også – så vi købte en 4-pak is til os alle, undtagen Liv, som blev tildelt den udsøgte luksus at måtte vælge sin helt egen :). Vi guffede dem i os på det lille torv udenfor. Liv havde valgt en vaffelis, og efterhånden som hun spiste den kortere, betragtede hun den eftertænksomt og udbrød pludselig begejstret: “Den er jo ligesom Uluru!”. Tjo, med lidt god fantasi kunne den nu lidt spiste og derfor afrundede top af chokoladeis vel godt ligne lidt i formen, men flere ligheder var lidt vanskelige at få øje på selv for det trænede, fantasifulde øje, måtte jeg skamfuldt indrømme. Hun fortsatte: “Jo, hvis nu chokoladen er oven på jorden, så er vaflen neden under… det er godt nok en stor sten, selvom isen jo ikke er så stor!” Hvilken fin betragtning af en 7-årig, som fuldstændig havde forstået en af dagens vigtigste pointer! Og det var i særdeleshed så fint, for Liv var først lidt skuffet og konstaterede, at hun egentlig ikke syntes, Uluru var så stor og havde regnet med, den var meget større, da vi første gang fik øje på den i det fjerne gennem bilruden på vej mod Ayers Rock Camping Resort – navnet Ayers Rock benyttes nu kun af gamle englændere, har vi hørt. Verden er stor, og der er meget at begribe, men vi kan konstatere, at Liv er godt på vej.

Man kører ikke i to dage ind til midten af Australien uden at få det hele med – næsten i hvert fald. Så på vej ud fra Yulara, tog vi en omvej på i alt 300 kilometer for også lige at beundre Kings Canyon. Det var bestemt ikke uklogt, for det var vel nok et ualmindeligt sted, helt usammenligneligt med noget vi før har set. Spektakulært i dets voldsomme laglagte formationer og overvældende i dets afstemte farvenuancer, der forener brændt orange med støvede, grønne kuløre overvåget af den klareste himmelblå. Verden er i sandhed forunderlig.

På vores lange vej tilbage til Port Augusta fra Kings Canyon gjorde vi holdt for natten ved Erldunda, vores is- og kaffeoase midt i den røde evighed. Det forbavser mig stadig, at Australien er leveringsdygtig i noget af det mest velsmagende cafékaffe, jeg har slubret i mig gennem tiden. Godt tanket op – både mennesker og bil – fortsatte vi tidligt næste morgen vores tur mod syd til køligere varmegrader. Da vi havde kørt en rum tid og solen rigtig bagte på Liv og mig, som havde pladserne i solsiden af bilen, lød det håbefuldt fra Liv omme på bagsædet: “Far, hvornår skal vi dreje?” Hertil gav Esben et svar, han aldrig har givet før: “Vi skal ikke dreje i dag, skat…”

Resten af den utroligt lige vej mod Port Augusta bød ikke på mange overraskelser bortset fra tre let spredte, døde køer og en bil, der havde vendt bunden i vejret i forsøget på at undslippe de store dyr velsagtens. Vores kofanger opgav heldigvis på forhånd alle forsøg på at indfange en ko, og vi ankom sikkert og vist til endnu et par nætter på den fine Big4 campingplads, hvor vi i aften fejrer, at endnu en vidunderlig milepæl er nået.

Ungerne har bestemt, at vi skal have pizza, da det er læææænge siden den ret sidst stod på menuen, og til dessert var de rørende enige om pandekager med is. Så det er noget af en fest, vi stabler på benene, glæder os over en fantastisk fin tur og gør klar til endnu en meget lige strækning mod vest hen over Nullarbor Plains, som begynder om et par dage, når vi har nydt vores nærværende præstation længe nok.

 

 

P.S. Vi tager simpelthen dejligt mange billeder – det har vi lært af vidunderlige mormor…;)