Om eftermiddagen, dagen inden vi atter forlod Sally, Greg og pigerne lidt uden for Casterton, kom Liv pludselig løbende lidt forskrækket ind fra haven og fortalte Greg, som ellers var midt i et nogenlunde ligeværdigt spil pool mod Esben, at et træ i haven var væltet. Vi havde egentlig ikke bemærket, at det blæste nævneværdigt, men da vi ved selvsyn betragtede den omkring 30 meter lange gren, der udgjorde den ene halvdel af et stort, gammelt egetræ, som var splittet i to, og hvoraf den ene halvdel nu lå på langs hen ad deres ret store græsplæne, iagttog vi også, hvordan den tiltagende blæst truede med ligeledes at stede den anden halvdel til hvile på jorden. For at undgå et sammenstød med huset ved den lejlighed, hentede Greg straks motorsaven og lykkedes med at styre resten af træets fald helt uden om selve huset og delvist uden om garagen. Store træer ser pudseligt enorme ud, når de bliver lagt ned foran et hus.

Der var dog stadig plads til påskeæggejagt.

Resten af aftenen var vi lidt nervøse for, om der mon var flere af havens velvoksne træer, der måtte overgive sig til blæst og tyngdekraft og dermed søge hel eller delvis flugt ovenpå huset. Men vi slap med skrækken ved eftermiddagens fald. Sally var trist over tabet af havens, synes hun, smukkeste træ, men Greg gik mere pragmatisk til oplevelsen. Han var optaget af at få ryddet sin indkørsel. Og det kunne vi hjælpe med, inden vi kørte videre ud på eftermiddagen næste dag. Der er en stor tilfredsstillelse i at gøre sig nyttig til andres glæde, det føles dejligt indeni, og idet vi var mange om arbejdet, da Sallys mor og kæreste også var på besøg, var det nemt at se progressionen i arbejdet, og det gik som en leg.

Da vi den eftermiddag vinkede på gensyn til familien, var det med omvendt fortegn. De kørte, og vi blev. De skulle besøge Poppys nye college, og vi ryddede væk efter frokosten, førend vi også atter rullede derudaf.

For en gangs skyld skulle vi ikke så langt. Vi havde fået lov at kigge forbi et hold af Sally og Gregs venner, hvis kvindelige, voksne halvdel jeg var faldet i hyggelig snak med, da vi mødtes til Little Athletics i det australske forår. Julie havde sagt, at vi var meget velkommen til at kigge forbi, når vi kom retur fra New Zealand, fordi de da efter alt at dømme ville have helt nyfødte kalve på deres kvægfarm. Det tilbud var svært af afslå, så vi aftalte nu at blive et par dage i deres fine gæstehus. Dagene gik med at lære Julie, Peter og deres to børn bedre at kende og at se farmen samt dyrene. Flotte og skinnende sorte anguskvæg gik og åd sig tykke og fede i græs, hø og ensilage samtidig med, at de passede deres små nyfødte, som senere i lighed med deres mor skulle ende deres ellers tilsyneladende værdige og behagelige liv på en middagstallerken.

Peter og Julie var begge elektronikingeniører og havde arbejdet som sådan i mange år og også haft eget firma sammen. Men pludselig en dag bekendtgjorde Peter, at han ville have en farm, selvom ingen af dem havde en dyt forstand på eller kendskab til landmandslivet. Ønsket gik ikke desto mindre i opfyldelse, og nu har de drevet gården i ni år, dog med Peter stadig bijobbende i sin tidligere branche. De havde bygget et helt nyt stuehus for nyligt, og havde modsat de fleste andre australske huse udstyret det med en smule isolering og dobbelte vinduer, hvilket de synes, var utrolig smart, da det holdt på varmen om vinteren og holdt den bedre ude om sommeren. Begge har tidligere rejst meget i Europa med deres firma og vist fået idéen derfra.
Julie og jeg fik et par fine snakke om, hvor svært det kan være at sætte funktionelle rammer for computer- og iPadtid i dagligdagen, som samtidig minimerer konflikterne derom. I Australien er der dog ofte meget langt til alt, så hverdagene går stort set med transport, skole, lektier, en smule idrætsaktiviteter og endnu mere transport – sidstnævnte misunder vi dem virkelig ikke! Men det betyder, at digitaltid ganske naturligt hovedsagligt begrænser sig til weekenderne, og sådan var reglen således blevet i deres hjem. I Danmark er det en hårfin balance, som kan være vanskelig at holde. Jovist, lever vi i den digitale tid, og det er vigtigt for vores unger at lære den at kende og oparbejde en kompetent fortrolighed med værktøjerne. Men i mine øjne er der stadig meget andet, som hører et dejligt barneliv til. Relationer i den virkelige verden. Lære at se virkelige mennesker i øjnene og være stolt ved det, man selv bidrager med til samværet. Tillid til, at det hylster, vi nu engang alle er udstyret med, kan bære og være. Hvis man ikke bruger sin krop, finder man heller ikke ud af, hvad den formår. Lege og fantasere, undersøge, afprøve og udfordre – ikke fordi man belønnes med virtuelle diamanter, guldmønter og falske roser, men fordi man oplever noget stort og rart, når man sammen med en ven eller på egen hånd udvider sin horisont og formåen måske endda med et godt grin og frisk luft som følgesvend.

Et godt grin ventede derimod ikke vores kommende workaway-vært lidt uden for Port Augusta, da vi bekendtgjorde, at vi måtte lægge vores vej uden om hans hus. Men efter at have haft en meget lang periode med det ene besøg afløsende det andet, trængte vi alle til en lille pause fra nye mennesker og tilpasning til andres rytmer. Vi havde egentlig oprindeligt fravalgt at tage turen ind til midten for at se Uluru, da vi syntes, det virkede som en urimelig lang tur for at se en sten. Men da vi kørte ind i South Australia og dermed efterhånden havde udsigt til at nærme os Stuart Highway, og Peter lidt slukøret udbrød: “Skal vi så ikke se verdens største sten?” (som dog kun er den næststørste), ulmede lysten til alligevel at se den, nu hvor vi var kommet så tæt på, som vi nok nogensinde kommer. Men hvis vi skulle lægge den omvej ind i vores program, havde vi pludselig lidt travlt, da vi har en aftale i Denmark i Western Australia senest midt i april og endnu en lidt før i Esperance. Vi er ellers ikke meget for helt at aflyse indgåede aftaler, og har ej heller gjort det hidtil, men måtte simpelthen gøre denne undtagelse dels for at kunne nå rundt til vores ønsker for de resterende to måneder i Australien og dels for at holde en relationspause fra andre end vores egen lille familie i en lille tid. Det er trods alt også vigtigt at prioritere en stille stund.

Den fik vi uventet hurtigt, da vi ellers egentlig var kørt imod et hurtigt, nogle fristes måske sige lidt fortravlet, besøg på Kangaroo Island i South Australia på et par dage. Da vi på vores sted for natten, Rapid Bay, kort før færgehavnen, undersøgte færgepriserne, opdagede vi, at rederiet havde en overordentlig fantasifuld forestilling om, hvad vi skulle betale for en returbillet, der ville give adgang til to gange 45 minutters sejlads mellem St Vincent Gulf og Great Australian Bight. Det får Samsøfærgebilletten til at synes som et enestående røverkøb, og den opfattelse har vi bestemt ikke tidligere været af. Vi valgte derfor at bytte en måske alligevel lidt forhastet tur til den hoppende ø ud med en stille stund på den smukke campingplads, som bød på panoramaudsigt over et stille hav, og den beslutning fortrød vi særligt ikke, da vi over madlavningen talte med en lokal, som ikke mente, øen var færgepengene værd at se i forhold til så meget andet fint i Australien.

I stedet fik vi lidt bedre tid til vores andre planer – troede vi.

Samme formiddag havde vi været kortvarigt forbi en mekaniker i Kingston, da bilen tabte meget kølervæske, men han konstaterede, at der ikke var nogen læk at se og fyldte den op igen. Den gestus skulle vi ikke betale for – dejligt. Men radiatoren (hedder det vist) havde givet nogle underlige hop og lyde fra sig, så vi var faktisk ikke helt trygge ved situationen. Men vi begav os stille og roligt på vej videre i vores helt eget tempo næste morgen efter en dejlig nat i teltene. Esben tjekkede løbende bilen, som syntes at have slukket sin enorme tørst, og vi blev enige om at se turen an, køre forbi Adelaide og få bilen nærmere undersøgt i Port Augusta, hvis den stadig teede sig til den tid.

Da vi var hundrede kilometer nord for Adelaide blev tempoet dog pludselig anstrengende langsomt. Den hvide pind i bilen, som måler temperaturen i motoren nærmede sig faretruende de røde advarselsstreger, og vi så os nødsaget til meget hurtigt at holde ind i en øde vejgrøft omgivet af tørre, gule marker så langt øjet rakte. Esben gik ud for at hælde mere kølervæske på, da vi regnede med, at det atter var problemet, men måtte til vores overraskelse og også urolighed konstatere, at den var helt fyldt op. Nu hvor vi var kørt relativt langt væk fra alle mekanikerne i Adelaide, var der kun én mulighed for reparation femten kilometer længere fremme i en mikroskopisk by. Bedst som alverdens ærgerlige scenarier kørte hen over nethinden og en halvdeprimeret stemning var på vej til at lægge sig, nåede jeg til det sted i Troels Kløvedals første bog (medbragt og læst endnu engang), hvor kaptajnen må tage en næsten ubærlig og særdeles upopulær men nødvendig beslutning om i første omgang at sejle udenom Tuamotu-atollerne – det mest paradisiske sted i verden, forestiller jeg mig – fordi skibet skal fikses. Det gav en god reminder om at acceptere, at det er en del af rejsen, at ikke alle planer holder og ikke alle drømme opfyldes, men ofte får man andre fine oplevelser med i købet, som man blot ikke havde regnet med. Det er også en vigtig del af et rigtigt eventyr.

Vi startede bilen, da den var kølet lidt ned efter en stille tid i grøften og kørte forsigtigt og med konstant øje på temperaturmåleren mod Simon’s Garage midt imellem Port Wakefield og Snowtown. Simon var en overordentlig flink mekaniker, som undersøgte bilen og ville lade den køle af for at undersøge bestemte ting. Vi ventede i skyggen af værkstedet, og imens vi stod der, gik mange tanker igennem os om vores sidste del af turen. Simon havde nemlig tegnet to scenarier omkring problemet, hvoraf den ene mulighed var en ny bil. Den anden var, at en termostat skulle udskiftes, hvilket virkede lidt mere overskueligt, bortset fra, at Simon ikke havde en sådan liggende. Bedst som vi havde gennemtænkt flere alternative, meget dyre løsninger på udfordringen, slog Simon fast, at det heldigvis blot var termostaten. Så han anbefalede os at køre videre og undervejs holde skarpt øje med temperaturen, indtil vi nåede den næste større by 70 km længere nordpå i Port Pirie, som efter Simons vurdering helt sikkert ville have den reservedel liggende, som vi nu havde så hårdt brug for. Simon, den rare mand, ville ikke have betaling for sin diagnosticering, så vi gav ham det bedste, vi havde i gemmerne – en plade Lindt crème brûlée chokolade – og hans taknemmelige og overraskede reaktion herpå er en af de fine, uventede oplevelser, der er værd at huske på. Efter et hurtigt tjek på Wikicamps, kunne vi se, at Port Pirie ikke er overstrøet med roste campingpladser, så vi gjorde vores stop for natten lidt uden for Snowtown, som vel næppe nogensinde har set den mindste skygge af et snefnug, på en fårefarm med nyopførte, fine campingfaciliteter med rigtig dejligt drikkevand (hvilket man lærer at sætte overordentlig stor pris på, når man har været omkring både meget klorholdige og også støvede på grænsen til mudrede udgaver af den livgivende væske) og en meget stor edderkop, som heldigvis holdt sig på ydersiden af Livs og mit telt, men som kastede sin alt for store skygge på soveposerne. Inden for vores campingfelt, stod yderligere et eukalyptustræ, og selvom det er dejligt med skygge, må vi til stadighed huske os selv og hinanden på, at man hverken skal parkere eller slå sit telt op under disse utilregnelige skabninger. De kaster grene, når som helst, store som små.

Dagen efter stod vi tidligt op, krydsede tæer og fingre for at TimTam var frisk og afkølet til en lille tur og kørte mod Port Pirie, inden det blev alt for varmt – de lovede over 30 grader midt på dagen. Det var den heldigvis, så vi nåede godt frem til Port Pirie og fandt en mekaniker, der kunne tage bilen under kærlig behandling med det samme. Og imens bilen blev fikset tog vi ophold på det lokale bibliotek med fin underholdning til store og små, dejlig airkonditioneret afkøling og toiletter i behagelig afstand.

Med en nu fint kølende bil, nød vi de to følgende dage med nordligt vendte næser i retning mod i første omgang Flinders Ranges og stadig fornemmelse af tid til at tage alting i vores eget tempo. Sydkorset og mælkevejen lyste stadig klart over os i de heldigvis lidt kølige nætter, og jeg sænkede skuldrene en anelse ved at vide, at vi nu har tegnet roadassistance forsikring i de sidste australske måneder, som forhåbentlig kan redde vores efterhånden ret køreflade bagdele, hvis bilen skulle strække atter engang på vores lange tur videre ud i den australske ødemark.
Finders Ranges fremstod ældgammelt, hvad det sandt at sige også var, da det var skabt for ca. 500 mio år siden. Der var flotte vues ud over landskabet med bjergene i orangerøde og multigrønne farver op ad den klare blå himmel med enkelte små hvide skypletter. Der var jernvilje til liv i et ellers meget uvenligt og udtørret landskab. Enkelte store træer var vokset forkrøblet ud af klippesider og rakte deres krogede grene op mod solen. Vi tog en grusvej efter anbefaling af en venlig fyr, der tilsyneladende boede på den farm, som også husede campingpladsen vi sov på. Enkelte steder var den mere ujævn end rart var i vores ikke helt så off roadede bil, som vi kunne have ønsket os. På trods af vores nyindkøbte forsikring, føltes det en anelse usikkert og ensomt grænsende til ubehageligt at køre rundt i området. Men smukt, det var det, og nu glædede vi os til at nå ind til den røde midte og se aboriginernes helligdom rejse sig storslået op fra jorden.

 

 

Bonusmateriale 🙂