Ruten fra Cockatoo til Numurkah ledte os gennem et stort område omkring Marysville, som i 2009 blev ramt af The Black Saturday Fires.

Det var Australiens mest ødelæggende skovbrande nogensinde. Ilden var opstået i et nedlagt savværk af uvisse årsager, men vejrforholdene gjorde, at flammerne havde optimale vilkår til at udvikle sig voldsomt: Ekstrem varme på op til 46 grader i dagene op til, kraftig vind, lav luftfugtighed og alvorlig tørke – den værste nogensinde målt i Australien – spillede alt sammen en afgørende rolle i brandenes frygtelige udvikling. Black Saturday medførte det største antal mistede liv i skovbrande og fjernede hele byer fra landkortet. På en global skala var det de værste brande nogensinde, og energiudladningerne kunne sammenlignes med 400 eksploderende Hiroshima atombomber. De menneskelige omkostninger og beretninger var ikke til at bære. En mand, som kørte afsted i sin bil i tide, så sin nabo fylde sit åbne bagagerum med sager fra huset. Da manden senere vendte uskadt tilbage, stod bilen med sit åbne bagagerum stadig samme sted, dog ganske forkullet – ligesom naboen. Den eneste måde, man kunne fastslå, at der havde siddet mennesker i biler, var fordi sikkerhedsselespænderne stadig var klikket i. En mor var flygtet med sine børn, og faren ville lige pakke et par ting fra huset. De blev aldrig forenet igen. En brandmand havde, iført sin brandhæmmende uniform, forsøgt at redde sit hus, men havde opgivet i sidste øjeblik og var kørt afsted med ilden lige i bagenden af bilen. Han kørte forbi en dame, som han ville tage med, men idet hun gik bag om bilen for at komme ind ad døren, forsvandt hun i røgmasserne, og han var nødt til at køre videre, men selv 120km i timen var ikke hurtigt nok til at komme væk. Bilen brændte bagfra, og han ramte et væltet træ og røg i grøften. Han kom fri af bilen og fandt hurtigt et sted fri for græs og anden bevoksning, lagde sig ned beskyttet af sit tøj og blev liggende i timer, før han kunne kigge op igen for varme. Brandene kom uventet bag på mange, som end ikke nåede at forlade deres huse, og bredte sig meget hurtigere end først ventet. De var startet som en lang, smal ildstribe, men bevægede sig pludselig i et meget bredere bælte, da vinden vendte 45 grader. Temperaturene nåede op på 800-1200 grader – samme varmegrader, man brænder keramik ved. Normalt kan man opholde sig 50 meter væk fra en skovbrand pga. varmeudviklingen, men disse superbrande krævede en afstand på 250 m. Det var på alle måder de ekstreme tilfældes tragedie.

Det tog lidt tid at finde opmuntring og vores gode humør igen ovenpå de alvorlige fortællinger, men lidt opløftede blev vi ved senere at se det højeste vandfald i Victoria. Vi er dog nok blevet lidt sværere sådan rigtigt at imponere med den slags våde naturfænomener efter tre måneder i New Zealands vandfaldshimmel. Men det virkede dejligt forfriskende at iagttage vandets plasken, og dynamiske vandmasser er altid dragende.

Uden særlige forventninger oven på vores slukørede oplevelser i Cockatoo ankom vi til Mette, Tony og deres kære datter Angelas gård lidt uden for Numurkah.

Vi blev vel nok overraskede. Al den velkomst, vi blev snydt for i Cockatoo, væltede ned over os her. Vi blev indlogeret i fine værelser med forventning om at blive længere, end vi først havde planlagt. Det var spændende at følge livet på gården, og vi blev inddraget i de daglige gøremål i det omfang, vi havde lyst, og det gav mange herlige og nye erfaringer og oplevelser. Vi fodrede køer, kørte traktor og quadbike, malkede og gav vitaminindsprøjtninger. En enkelt ko-auktion blev det også til. Vi blev i fem dage og nød hvert eneste øjeblik.

Onsdag formiddag vinkede vi på gensyn i Danmark til Mette, Tony og Angela for at drage mod Benella og en frokostaftale, vi havde hos Lyn og Peter. De fungerede som værtsfamilie for Esbens bror, Steffen, for omkring 25 år siden, hvor han læste på highschool hernede og hjalp til på deres mælkefarm. Driften af gården er nu forpagtet ud, og er samtidig et fredfyldt sted med masser af natur og blomstrende roser i haven. Esben fik samlet op på tiden, der var gået, siden Steffen forlod stedet, og vi hyggede os alle i deres selskab. Efter den lækre, lune frokost, var der to desserter til børnenes (og vi andres) store lykke : ) Godt mætte kørte Lyn os til en nærliggende by, hvor to siloer var kunstnerisk dekoreret med hhv. et flot landskab og en majestætisk ugle.

Derefter tog vi afsked, og ungerne lovede Lyn at give besked om, hvordan der er i Western Australia, når vi når så langt.

Vi havde lidt travlt ud på eftermiddagen, da vi havde aftalt atter at lægge vejen forbi Erik og Jessica, som samme aften fejrede deres søn Joakims 16 års fødselsdag, og vi stod for lagkagen. Så med håret blæsende bagud drønede vi afsted og ankom lige tids nok til at piske fløde til skum og dekorere chokoladelagkagen med jordbær på toppen. Den faldt heldigvis i god jord, og vi havde endnu en hyggelig aften i Lara.

Da vi tre måneder tidligere kørte langs en del af The Great Ocean Road, havde vi en fornemmelse af at skulle skynde os, og vi fik ikke set det hele. Det er dog et grundvilkår, vi stadig prøver at lære at leve med, idet syv måneder ganske enkelt er alt for lidt til at udforske hele Australien grundigt. Men vi havde stor lyst til at donere lidt mere tid til den strækning, og derfor startede nu endnu en virkelig spektakulær og storslået roadtrip langs en lille del af Australiens sydkyst. Jovist, vores mindste kontinent har så sandelig også skønhed at byde på. Vi forsøgte os tilmed med endnu et vandfald, Erskine Falls, men måtte endnu engang konstatere, at der skal mere til at overgå de New Zealandske udgaver.

Men kyststrækningen er uden sammenligning ganske imponerende særlig og vild.

Vi kom også forbi Logan Beach, hvorfra der er fin udsigt over vandet og på udvalgte tider af året også til rethvaler. Hvalerne har fået deres lidt pudsige navn, fordi de førhen var de såkaldt rette hvaler at jage, da de er store og langsomme og derfor et nemt byttedyr. Det betød, selvfølgelig, fristes man til at sige, at der blev drevet rovdrift på dem, og at de derfor var nær udryddelse, før de blev fredet, ligesom så mange andre hvaler er nu. Mens vi sådan stod og spejdede ud over det store hav, sendte vi en del ønsker til havguderne om at lede blot en enkelt lille rethval på afveje fra Antarktis og således dukke op et par måneder før sæson ved Australiens sydlige kyst, men der er desværre grænser for hvilke ønsker, der kan gå i opfyldelse, og dette var altså et af dem, det ikke lykkedes med.

Til gengæld gik et andet længe ønsket ønske i opfyldelse kort tid efter, da vi fik et glædeligt gensyn med Tower Hill. Egentlig gik vores ekspedition dertil mest ud på at købe en ny, lille taske til Gry, da hun havde mistet, den hun sidst købte der i New Zealand, men netop som vi rullede ned ad adgangsvejen til området, fik vi øje på en lille, fin skabning i græsset, som ledte efter orm og insekter. Echidna kunne dermed endelig tjekkes af på dyreønskelisten. Vi fik også en ekstra koala, en blue wren og emuer med i købet, skønt.

Vi havde fået lov til at komme forbi Sally og Greg på blomsterfarmen, Wallabadah, igen. Denne gang som gæster og ikke workawayers. Det er rigtig hyggeligt at se kendte ansigter igen, og alle børn er euforiske over gensynet med Poppy og Mathilda. Vi tager herfra igen i morgen og håber at se dem i Danmark en dag.

Liv fortæller stadig glad om sin bedste usynlige ven, som er fantastisk dygtig til gymnastik, kan tale alle sprog undtaget dansk, og som har en hollandsk hund, der er meget sky for mennesker. Så vi kan vel konstatere, at vi alle trives på hver vores måde : )