Efter en af de mere interessante landinger, vi har været udsat for, men en derefter uventet uproblematisk tur gennem Melbournes Australian Border Protection Area afleverede vi meget taknemmelige vores godt 70 kilo bagage til Erik, som var så sød at komme forbi lufthavnen efter arbejde for at hente os. Vi nøjedes dog med at læsse bagagen i bilen, idet vi selv havde et ærinde inde i Melbourne, hvor vi i et uopmærksomt øjeblik tre måneder tidligere havde efterladt tørretumbleren i vores airbnb-lejlighed fuld af især børnenes tøj. Det havde vores indiske ven, John, været så rar at hente, og det lå nu og ventede på os i hans lejlighed. Han selv var dog taget på ferie i Europa, men hans mor fra Indien passede på lejligheden, og hun glædede sig til at møde os. Så vi blev modtaget af en ægte, indisk dame, som så ud præcis, som vi havde forestillet os med hår så sort som ibenholt og kroppen indhyllet i smukt turkis stof trykt med gyldne ornamenter, hvorunder hun ikke forsøgte at skjule sin fine mørklødede og helt rigtigt postrede mave. Vi måtte anstrenge os lidt for at forstå hendes engelske, som hun ellers på herlig vis var stolt af, og som var præcis som det skulle være for at efterlade os med en perfekt autentisk oplevelse af også at have været en tur i Indien. Snakken omkring sofabordet faldt hyggeligt på lidt af hvert fra de varme og også kolde egne, men da samtalen kom til også at omfatte Johns søster, som nu bor i USA og Esben lidt hurtigt og letsindigt fik spurgt til, om hun havde giftet sig med en amerikaner, fik han prompte svar på tiltale: “No! Only Indian!”. Vi skyndte os at dreje indholdet tilbage på det mere hyggelige spor og takkede hende derefter mange gange for hjælpsomheden, snakken og forfriskningen og begav os atter ud i storbyens gader.

Efter at have indtaget vores indkøbte aftensmad bestående af brød, pesto og frugt på en kaj i den melbournske solnedgang satte vi kursen mod togstationen for at fange en linje mod Lara og dermed Erik, Jessica og ikke mindst TimTam, som var passet virkelig godt på.

Fint fremme ventede der os sammen med godt selskab en mindre operation på vores rullende ven, da vi for tre måneder siden forlod en bagdør, som ikke kunne åbnes. Vi havde hørt en raslende lyd forinden problemets opståen, hvilket indikerede, at det muligvis kunne blive en relativt dyr operation. Og eftersom det vist nok ikke er helt lovligt at køre rundt med en dør, der ikke kan åbnes og ej heller særlig praktisk, synes vi, at vi var nødt til at handle på tingenes tilstand. Da vi ikke kunne lukke op ind til dørens indre uden at åbne selve døren først, hvilket selvsagt var det største problem, havde vi sandet, at vi nok var nødt til at køre forbi en mekaniker. Men vi kviede os lidt ved tanken, da den slags besøg som regel ikke er super billige. Da vi ved vores sidste besøg i Lara havde forklaret Erik situationen, kom han med et alternativt løsningsforslag: “Hvorfor gør I ikke som en australier ville have gjort? Saver et hul i døren og fikser det selv…” Den model grundede vi over i tre måneder og besluttede derefter at følge skik. Så Esben gik i gang med at bore robust plastik ud indefra, hvilket senere resulterede i et nævestort hul, hvorefter alverdens mekaniske undersøgelser blev sat i søen med udgangspunkt i det indre af den modsatte fuldt funktionsdygtige dør, som Esben behændigt havde afmonteret beklædningen på. Peter kom også til hjælp med sine lidt mindre hænder, hvilke fungerede godt på den snævre arbejdsplads. En plastikdims var knækket, viste det sig, så en overgang så fremtiden ret sort ud for pengepungen, men efter endnu nogle undersøgelser og Georg Gearløs-opfindelser vendte stemningen, og der findes heldigvis ikke det hul, som gaffatape ikke kan skjule… Jeg kan med stolthed afsløre, at der lå en ikke uvæsentlig mængde kvindelig snilde bag løsningen og den nogle timer senere fiksede dør. Det var teamwork i sin bedste udgave. Måske skulle man overveje en ny karriere med sorte hænder og nøgne kvinder på væggene?

Det tog os det meste af en dag at reorganisere TimTam, som desværre rummede en del sorte sække med alt for mange ting – mest tøj, som vi på snedig vis havde undladt at bringe med os på turen over det tasmanske hav. Men fordelen ved det var, at vi kunne bytte noget af det relativt ubrugte tøj fra poserne med hullede sager fra rygsækkene. Så mod forventning lykkedes det os at pakke TimTam væsentligt mere hensigtsmæssigt i denne anden halvdel af Australien-eventyret end i den første. Og vi havde nogle rigtig hyggelige dage i Lara.

Efter at have vinket på gensyn til Erik og Jessica, som forhåbentlig besøger os i Danmark til sommer, kørte vi mod Cockatoo lidt nord for Melbourne. Her havde vi planlagt at tilbringe omkring ti dage hos Arthur og Aukje, som kom hertil for ti år siden fra Holland med deres tre piger på nu 13, 17 og 20 år. Det er vores niende workaway-sted, og vi kan med ro i stemmen sige, at det på mange måder indtager en imponerende plads på den nederste del af listen, omend Darwin også var lidt af en udfordring.
Aukje startede med at sætte stemningen på et lavpunkt, da hun, samme dag vi skulle ankomme, sendte en ret uforskammet sms-besked om, hvor travlt de havde, og hvor dårligt vores ankomsttidspunkt passede. Samme attitude fortsatte, da vi ankom, og i øvrigt anerkendte hun ikke workawaykonceptet med det maksimale arbejdstimetal, de benytter. Da vi næste morgen konfronterede hende med den noget tvivlsomme velkomst, var der ingen empati at spore. Vi tog os derfor et øjeblik til at overveje, om vi overhovedet var interesserede i at blive, men besluttede os alligevel for at give det en chance. Hun er tidligere billedkunstlærer i Holland – stakkels børn – og forsøger sig nu med at producere og sælge sine egne keramiske værker, hvilket i teorien var interessant for mig at høre mere om. Men bedst som vi havde den tanke, at kunstnere nok er et meget rummeligt og åbent folkefærd, kan vi slå helt fast, at der absolut findes ucharmerende undtagelser. Så idet vi nu har opgivet at få hende (dem) til at kravle ned ad den alt for høje hest og forvandle sig til et ordentligt menneske, har vi besluttet at forlade etablissementet allerede i dag – noget før tid – med vores ære og værdighed nogenlunde i behold. Vi har dog nået at hjælpe med lidt af hvert.

Det er naturligvis ikke den slags oplevelser, vi samler mest på, men det føles rigtigt og godt at ændre kurs og handle, når relationerne viser sig, at være helt ude i skoven. Og det er der også fin lærdom i for os alle. Så vi drager videre til et hold forhåbentlig sødere mennesker i Numurkah, som Esben tidligere har fotograferet til deres bryllup hjemme i Danmark.

Vores eget kobberbryllup den anden dag, gjorde vi ikke et stort nummer ud af, da vi var lidt slået ud over den tvivlsomme velkomst til dette nye sted. Men det var dejligt at få kærlige lykønskninger hjemmefra, og vi har siden i sommers haft sådan en lyst til at samle familie og venner igen, når vi kommer hjem, som vi gjorde, inden vi forlod Danmark. Ikke til trækbasun og rundstykker med blå birkes, hvis det kan undgås, og ikke for at nævne noget særligt om et kobberbryllup, da det giver en ubehagelig fornemmelse af at lægge omkring halvfems år til vores nuværende alder, men simpelthen blot til hygge, leg og bål i solskinshaven omgivet af et herligt bundt af skønne, dejlige mennesker. Det er også livet!

Ekstranummer: