Med åbne arme blev vi atter hjerteligt modtaget af Danny og Ann-Maree lidt uden for Helensville. Vi fik fem dejlige dage i deres rare selskab, hvor vi delte historier om Danmark, New Zealand og mange andre egne af verden og livet.
Vi var også heldige at møde Mormor, som stadig taler godt dansk, og vi nød en frokost med endnu et hold søde familiemedlemmer, som kom forbi fra New Plymouth på vej mod Kerikeri. Vi besøgte også en sulekoloni ved endnu en smuk strand, Maori Beach, hvor de stadigt lidt dunede unger var næsten flyvefærdige og flere allerede havde forladt kollektivet. 
En af Dannys søstre har en gård i nærheden, og her kommer jævnligt gæster fra diverse krydstogtskibe for at se deres får og dådyr, så det var helt oplagt at lægge vejen forbi hende med børnene. 
Hendes mand var ved at partere en marlin, som havde en imponerende størrelse. 
På ruten hjemad derfra kørte vi ind forbi Ann-Marees chef, som havde for vane at anskaffe sig mange flere ting, end hun havde behov for (det er vi måske flere, der kan genkende…). Det betød, at hun blandt andet havde en velvoksen kuffert til overs, som vi hellere end gerne måtte få. Det, mente Ann-Maree, var en glimrende idé, efter hun havde set os tømme bilen for sager og erklære, at Esbens rygsæk var relativt udfordrende at udnytte grundet et uheldigt design med et stort, ufleksibelt stativ i ryggen. Vi var glade for vores nyerhvervelse og endnu mere lettede over og glade for, at vi holdt os under maksgrænsen for, hvor mange kilo vi hver måtte medbringe om bord på flyet til Melbourne. 
Men inden da var det på lykkelig vis lykkedes os at få solgt vores fine bil til en peruviansk gut, der tilmed inviterede os til Machu Picchu. Så ved vi da, hvor næste ekspedition skal gå hen om minimum ti år, når vi måske har sparet lidt op igen…
Vi forlod New Zealand med vemod. Ingen af os havde nogensinde før set så megen urimelig smuk natur samlet i ét land. Men naturen er også udfordret. Vi havde forventet, at New Zealand var et foregangsland med hensyn til grønne løsninger og værdier. Men det kunne vi gang på gang sørgmodigt konstatere ikke var tilfældet: Deres affaldssortering var til at overse, idet de brugte én spand til pap, plastik, dåser samt glas og en anden til resten. Pantsystemer har de ikke udviklet. Genbrugspladser findes ikke, så køleskabe og andre hårde hvidevarer samt metaller ryger i den almindelige affaldsbunke. I alle supermarkeder med en enkelt undtagelse fik vi pakket vores varer af personalet, hvilket sådan set var en rar gestus. Dog havde ingen fået instrukser i at spare på plastikposerne, som desværre er gratis. Ofte kom vi ud med to liter mælk i én pose og tre poser havregryn i en anden, for slet ikke at tale om en pose frugt (som allerede er puttet i pose), der kom i endnu en pose. Inden længe bad vi om selv at pakke vores varer i medbragte stofposer, for efter så længe at have været vant til at spare på den slags derhjemme, stred det imod alle vores gode vaner at skalte og valte med elendige indkøbsplastikposer. Newzealændernes lemfældige omgang med round-up er decideret frastødende. Der var ikke den grøftekant eller endda store skovområder som ikke blev ramt af et pift gift. Det var næsten ikke til at bære at se på, at et land, der synes at have alle chancer for og – skulle man synes – interesser i at leve op til sit grønne ry, ikke blev passet ret godt på af sine beboere, når meget ville være så enkelt at ændre i en mere grøn retning. 
Dette billede illustrerer meget godt, hvilket forhold mange newzealændere har til deres natur, “grønne” New Zealand er ikke så grøn endda. Og selvom dette faktum ofte lagde en lille dæmper på vores ellers massive begejstring for landet, var det ikke nær nok til at forstyrre de uforglemmelige minder vi har om ubeskriveligt spektakulær natur, og vi gemmer det hele dybt indeni sammen med alle de skønne mennesker, vi har mødt undervejs. 
I et overraskende luksuriøst fly fra Auckland til Melbourne satte vi os til rette bag skærme og lod os servicere med diverse forbavsende lækre retter, drikkevarer, kaffe, te, is og chokolade. 
Vi nåede ikke at spise vores medbragte madpakke. Den havde vi ventet at indtage undervejs, da vi på de kortere ruter hidtil kun har været begavet med lavprisselskaber uden forplejning. Og da vi havde fået disse billetter til samme pris, som da vi rejste den modsatte vej, var vi ikke forberedte på Quantas’ forkælelse, men ih, hvor vi nød det. Det var en fin trøst midt i den sørgelige afsked med smukkeste, smukke New Zealand, som kort sagt rummer eventyrlige bjergtinder mod syd og fortryllende sandstrande mod nord.
Lille skilt Ann-Maree havde hængende i køkkenet – kan frit benyttes af værdigt trængende ; )
