“Se, hvad jeg har fået, mor!”, udbrød Liv glædestrålende, da hun kom tilbage fra sit morgenbesøg hos Glen i receptionen på 90 Mile Beach Holiday Park. Det var den 15. februar og hænderne holdt nu fremstrakte godt fast på den calippo-is, som hun havde fået foræret i anledningen af sin 7 års fødselsdag. Hvis ikke på centimetermålet, så gjorde hendes stolthed sit til at få vores lille, lyshårede pige til pludselig at synes meget stor. Til Livs store tilfredshed gik dagen både med søde hilsener hjemmefra, prinsesseudklædning, neglelak, plask i poolen, gaver, hjemmelavede burgere, lagkage og fødselsdagssange. Hun var fuldstændig på toppen.

Det ville vi andre også gerne prøve at være, så på en til formålet nøje udvalgt, fin solskinsdag begav vi os af sted mod toppen af New Zealand, Cape Reinga. Med dejlige minder hjemme fra hhv. Grenen på toppen af Jylland og Issehoved på toppen af Samsø i bagagen, blev vi alligevel lidt overrumplede af storheden og de bjergede landskaber på spidsen af New Zealands nordø. Endnu engang indtog vi et lille stykke guddommelig skønhed på disse kanter, og det var sjovt at tænke på, at stillehavet til højre ankom med hilsener fra paradisiske, små sydhavsøer spredt generøst ud over det uendelige blå med naturens forunderlige hånd. Vi var i sandhed på toppen.

På vej hjemad gik turen blandt andet forbi en fortryllende smuk strand, hvor vi alle godt lune kastede os i de behagelige bølger.

Vi indtog også en subtropisk kælkebakke med enorme sandklitter som underlag, og inden vi kunne køre bilen ind ad indkørslen til vores campingplads, skøjtede den lystigt forbi en flok vilde heste for derefter at indtage det faste sand langs den storslåede (næsten) 90 mil lange kyststrækning. Egentlig var den ikke beregnet til biler som vores med sit manglende firhjulstræk, men Glen mente ikke det var noget problem, så vi tog chancen og nød den brede strand ganske rigtigt uden den mindste smule problemer med vores trofaste, rullende følgesvend.

Flere hilsener fra Stillehavet fik vi en aften i campingkøkkenet, hvor en familie på tre fra Ny Kaledonien kogte muslinger, de havde samlet på stranden. Han var fra Tahiti, hun fra Reunion og nu boede de altså med deres teenage-søn på en tredje paradisø. Han var tidligere rejst fra Tahiti, da de politiske forhold var noget frustrerende, mente han. Efter sigende gik magthaverne mest op i at promovere sig selv frem for at koncentrere sig om at skabe et rart samfund at leve i for flest mulige. Her er det fristende at tilføje, at vi kender andre, koldere egne, hvor man ofte får samme indtryk… På Ny Kaledonien er det svært at være tilflytter, fortsatte han. Det tager som regel et par år at blive accepteret som ven til nogen. Det hænger angiveligt sammen med en meget forpligtende opfattelse af venskab, de har, som gør, at det gælder resten af livet, hvis man først er lukket ind i varmen, og man skal derefter altid være parat til at hjælpe med hvad som helst, når som helst. Så ifølge forklaringen, kunne det vel nok retfærdiggøres, at man tog sig lidt tid til at se sine potentielle venner an, før man tog dem under vingerne for livet. Nogle kunne måske i denne sammenhæng dog også få tanker, der associerede fransk snobberi, men det er en helt anden historie. Eftersom mit franske desværre ikke egner sig til at føre en længere, forståelig samtale og hans engelske ikke var stort bedre, opgav jeg at få svar på flere af alle de spørgsmål, der boblede indeni, nu, hvor jeg havde en ægte sydhavsbeboer i levende live til min udspørgende rådighed. Men jeg fandt da ud af, at de anser cykloner for at være en del af årets gang på de kanter, omend jeg i hans hustrus øjne så et glimt af frygt, mens samtalen omhandlede dette ødelæggende naturfænomen, som vi er så lykkeligt forskånede for derhjemme, selvom medierne opfører sig som om, vi rammes af en kategori 5 flere gange hvert år. En sådan, ved navn Gita, jævnede for nyligt dele af Tonga med jorden og fejede sin derefter heldigvis mildnede kost hen over midten af New Zealand i tirsdags med et følgeskab af øget vandstand på 8 meter og bølger på op til 15 meters højde. Det er vildskab, der var sin medieomtale værd.

Velfortjent omtale i den lokale avis fik også vinderne af fiskekonkurrencen i kystfiskeri, der blev afgjort lidt nede af vejen fra campingpladsen. Vi indtog pladser som publikum blandt de deltagende og fulgte med i vejninger og vinderfisk. Fiskene skulle være trukket i land fra stranden, og det var fortrøstende at bevidne, at der stadig er liv i verdenshavene (nogle steder). Vindersnapperen vejede over 8 kg. Idet vi skulle til at gå, blev vi tilbudt en af de mindre, indfangede fisk, hvilken vi tog imod med kyshånd. En flot snapper på to-tre kilo – mums!

Man skal som bekendt ikke stå tilbage for sin nabo – heller ikke på en campingplads – så vi måtte selvfølgelig også en tur på stranden ligesom vores nykaledoniske køkkenmates og samle tuatua-muslinger. De knasede lidt, da vi åbenbart ikke havde udvandet dem helt længe nok, men slet ikke i sammenligning med de hjertemuslinger, vi samlede for nogle år siden på Samsø til den årlige, obligatoriske sankemiddag. De hvirvelløse dyr efterlod en mindre sandkasse på tallerkenen.

Tuatua’erne fra 90 Mile Beach smagte lidt rigeligt af havvand, men i andet forsøg, med en nats udvanding og med Glen og Debbies opskrift på muslinge-fritter til vores afskedsmiddag, hjalp det en hel del på smagsoplevelsen. Vi var atter på toppen! Og sådan forlod vi vores rare værter og hyggelige hus (som vi flyttede til, da de havde dobbeltbooket vores oprindelige værelse) efter knap to uger i smukke omgivelser og kørte mod vores glædelige gensyn med Danny og Ann-Maree lidt udenfor Helensville.

Undervejs indsamlede vi flere smukke og mindeværdige billeder på nethinden og kameraerne – heriblandt det største Kauri-træ (Tane Mahuta) i New Zealand – en 2000 år gammel kæmpe.