Hos Catherine og Pim i Tauranga blev vi absolut ikke overanstrengt. Vi arbejdede 4-5 timer om dagen til sammen og fik for den pris vores eget hus samt sammenskudsmiddag, hvortil de leverede det meste. Det var den officielle handel, men vi tog derfra med meget mere end det: Nye, gode venner til børn og voksne samt diverse dejlige minder om smukke vandfald i baghaven,

vandreture i deres bakkede, frodige omgivelser,

glowworms i skoven, cricketkamp for børn (dog til den langtrukne side både for spillere og tilskuere), boogie boarding på rullende, lune stillehavsbølger (det var simpelthen så skægt : )),

sydkorset klart på himlen endnu engang, let bjergbestigning på Mount Maunganui og meget andet.

Vi bidrog med kartoffelopgravning og -plantning, udendørs husmaleri,

græsslåning, frugttræsbeskæring,

en enkelt vinduespudsning, sti og andre detaljer omkring vandingssystem, risengrød, æbletærte, rugbrød med fiskefilet og hjemmerørt remoulade samt nogle dage senere en død ged. Sidstnævnte havde Esben onduleret på en spontan jagttur i området i bedste Nak & Æd stil for drenge på 9 år og deres fædre. Peter og Esben var således draget med Pim, Leif og en kammerat i samme størrelse afsted på jagt efter vilde geder (som er uønskede generelt i New Zealand, fordi de – ligesom possummen og mange andre dyr – er importerede, invasive arter, der æder alt, hvad de kommer i nærheden af) og vendte stolte hjem med lårbasse-trofæer i rygsækken, som vi nød at sætte til livs efter at have tilberedt dem efter indiske John-fra-Melbourne’s opskrift. Jo, det ophold må klart klassificeres i top tre af alle vores workaway-steder.

 

Med næserne vendt mod nord gik turen videre gennem Auckland og derefter til en overnatning ved Helensville. Her har Lone familie, som vi var så heldige at have fået lov til at besøge. Og det var vel nok overvældende at blive mødt med så åbne arme, så megen gæstfrihed og lækker, nybagt lasagne. Det varmede helt ind i hjertet. Danny og Ann-Maree var faktisk lidt skuffede over, at der skulle gå 20 år, førend det lykkedes René at sende nye gæster fra Danmark ned til dem ; ) og vi følte os så utroligt velkommen. Om aftenen kørte Danny os ned til den lokale strand, hvor vi kunne nyde solnedgangen, som var virkelig smuk. Vi tog taknemmelige imod deres søde, insisterende invitation til at komme tilbage til dem igen, inden vi atter drager mod Melbourne den 27. februar. Vi glæder os meget til at se dem igen.

 

Først ventede dog et par andre stop længere nordpå, og således kørte vi ind ad indkørslen til et orkidégartneri ved Keri Keri for at besøge et tysk-hollandsk par, som Esben kender gennem gartnerifolket derhjemme – Birgit og Art, med deres to drenge på 5 og 7.

De kom hertil for en del år siden og oplevede, at man her kan drive gartneri uden at sælge sin sjæl til masseproducerende, fabrikshaller, der spreder sig over tusindvis af kvm – de viste os en bog fuld af billeder af den slags spredt ud over store dele af Holland. Birgit og Art havde til gengæld et mindre areal, og virkede behageligt til mode uden stress og jag.

Familien var netop på vej til Europa for at besøge familie og venner, bland andet i Danmark, i et par måneder hen over lavsæsonen, men havde heldigvis rum til at give en pizza og et glas hvidvin af egen mindre produktion. Det viste sig at være en af de bedste hvidvine, vi har smagt, og vi faldt fint til ro på puderne i ganske hjemlige omgivelser i deres nybyggede hus direkte inspireret af et sommerhusbesøg, de engang havde været på i Hirtshals.

Næste dag trodsede vi den tunge regn og blev vist rundt af Birgit og drengene ved seværdigheder i nærheden. Først så vi nogle af de få, enorme Kauritræer, som Cook og hans efterfølgere benådede, og som derfor stadig rækker deres grene højt mod himlen.

Dernæst fortsatte den guidede tur til Rainbow Falls, som grundet en anselig mængde regn fossede aggressivt og larmende afsted langs flodløbet for længere nede at sprutte karamelfarvede vandmasser, træstammer, sediment og jord ud over kanten af klipperne. Floden fungerer desværre som afløb for mælkebøndernes marker i området, så myndighederne fraråder nu al badning deri. Sådanne historier har vi desværre hørt alt for mange gange før også andre steder i verden, men imponerende var vandfaldet dog stadig, omend til den lidt brune side… Vi sluttede af med at se det ældste stenhus i New Zealand, bygget i 1836. Man havde forsøgt at få huset optaget på UNESCOs verdensarv liste, fordi newzealænderne anså det for at være en ufatteligt gammel bygning. Alderen synes dog ikke at kunne imponere europæerne synderligt…og ansøgningen blev arkiveret lodret.

Vi forsøger efter bedste evne at indvi vores børn i de betagende og bemærkelsesværdige scenarier, vi ofte passerer, når vi bevæger os rundt på fire hjul. Tit holder vi ind og beundrer naturens spektakulære detaljer, og minder glædeligt børnene om at kigge ud. Opfordringerne bliver dog ikke altid modtaget med kyshånd, og en dag blev jeg lidt stram i betrækket over den manglende begejstring – selvom jeg godt ved, at vores børn af ganske naturlige årsager endnu ikke sætter nær så stor pris på naturens æstetik, som vi voksne – og forklarede, at det er vigtigt at sætte pris på det smukke i livet og nyde de dejlige oplevelser, man får med taknemmelighed. Sjovt nok fejler begejstringen ikke noget, når der er is og pools stillet i udsigt (hvilket sådan set er fair nok, og hvilke også er oplevelser, der er fine at udvise taknemmelighed overfor). Men da vi nu kørte langs kysten ved Bay of Islands, og jeg ufortrødent – også lidt af vane – atter bad ungerne om at spejde ud mod den fortryllende, smukke bugt, lød der aldeles uventet et meget entusiastisk råbekor af waauuu! og neeeiiiijjj! og woooow! fra bagsædet. Det afledte hjertelig latter hos os alle, og jeg tror, vi alle bemærkede, at begejstring af den kaliber gør glad og smitter – også selvom det mest var ment som kærligt drilleri. Det fik mig næsten til at glemme andre lidt tvivlsomme kommentarer såsom: “Jeg håber ikke, der er hvaler, for så vil mor være her i tiiimevis!”…

Ved 90 Mile Beach Holiday Park, hvortil vi ankom for nogle dage siden, skal vi vist være mere end heldige for at se hvaler (- afhængig af hvordan man ser på den slags oplevelser, selvfølgelig). Og det bekymrer under alle omstændigheder ikke børnene det fjerneste, for lykkens pool-gudinde har tilsmilet os og til gengæld for et stort værelse inkl. køleskab med plads til otte, fri adgang til pool, kokkereret og serveret aftensmad, skal vi kun lægge et par timers arbejde om dagen. Således blev det Esben forundt at fægte lidt rundt med en højtryksrenser, imens Gry, Liv og jeg strøg 30 hovedpudebetræk den første dag. I går rensede Esben fortsat, og jeg pudsede vinduer. Ungerne havde morgenskole og plaskede derefter lykkeligt rundt i poolen i tiiimevis. I dag regner det igen massivt, men vil man have frodige landskaber, må man tage regnen med som en gave, så vi napper en glad hjemmedag, imens vi venter på solen, så vi forhåbentlig snart kan drage på en lille udflugt mod toppen af New Zealand og se Stillehavets møde med Det Tasmanske Hav.

 

P.S. Ved Kawa Kawa kom vi forbi de offentlige toiletter, som den østrigske kunstner Hundertwasser står bag. Taget i betragtning, at vi mennesker efter sigende tilbringer mere end et halvt år på toilettet i løbet af et liv, så kunne andre kunstnere passende lade sig inspirere, og derpå opgradere flere kedelige private rum med eller uden træk og slip til manges begejstring – måske…