Vores primære fingeraftryk på Taranaki Retreat blev dels et skur til familiens havetraktor, som de dog åbenlyst havde glemt at tage mål til forinden, for det var kun med møje og besvær, at den kunne trilles ind på plads (hvilket mindede mig om dengang, vi anskaffede os et fint, velvoksent garderobeskab til børneværelset, og det viste sig, at jeg i et lettere uopmærksomt øjeblik havde målt godt og vel en halv meter forkert, hvilket betød, at skabet måtte omlokaliseres til den modsatte side af værelset, men der passede det sådan set også ret godt) og dels et drivhus, der først var samlet forkert af tidligere workaway’ere, og som dernæst var blæst omkuld og nu lå i en temmelig uorganiseret bunke og hvoraf enkelte dele stadig befandt inde i naboens have. Men det lykkedes os at hitte ud af rodet og få drivhuset samlet efter overblikket hurtigt var skabt, og vores værtsfamilie var svært tilfredse med resultatet.

Gry blev et telefonnummer rigere på deres jævnaldrende datter Roxanne, og vi alle blev beriget med et lille akvarelmaleri dekoreret med insekter observeret på matriklen, som vi på forespørgsel fik lov at købe af en af gæsterne på stedet. En kvinde, som trængte til lidt fred og ro, og som brugte meget af tiden på at male, for hvilket hun tydeligvis havde talent. Vi fik kun lov at aflevere et symbolsk beløb i bytte, som hun enten ville drikke lidt kaffe for eller donere til retreatet.

Tiden på bostedet i New Plymouth blev forlænget en smule, da det pludseligt viste sig, at toilettet på vores næste værtssted ved Hamilton gav dem en del udfordringer, som de ikke mente var egnede for børn. De nærmere detaljer undlod vi at spørge ind til, og de dermed ændrede rejseplaner passede faktisk glimrende med, at vi både kunne nå at bygge drivhuset helt færdigt og også se lidt mere af nordøen på vores nu nye rute til Tauranga, som er vores hjem fra 28. til 8. januar. Vi planlagde således at bytte Hamilton ud med Lake Taupo, Lake Rotorua, Hobbiton og Coromandel. Og eftersom ingen af beboerne eller gæsterne på Taranaki Retreat forstod, hvorfor vi i første omgang havde valgt at lægge vejen for Hamilton, kunne vi konstatere at de latrinære udfordringer viste sig at være held i uheld for os.

Ved smukke Lake Taupo boede vi på en gratis campingplads lidt uden for byen i bedste festivalstil. Her satte kun fantasien grænser for antallet af overnattende gæster. Ethvert ledigt frimærke ansås for at være en fin teltplads, og toiletterne var et sted, man kun i absolut nødstilfælde opholdt sig ultrakort, hvis naturen virkelig kaldte. Men gratis er altid godt, og pladsen lå i meget kort afstand fra Huka Falls, hvortil vi dermed kunne ankomme tidligt næste morgen og have området næsten for os selv. Det viste sig at være et af de mest imponerende og smukke vandfald, vi endnu har set, og det siger efterhånden ikke så lidt. Med brusende, eventyrligt turkise vandmasser fossende afsted i rivende fart gennem en smal kløft presses den skummende flod ud i et festfyrværkeri af vandkaskader, som hver minut kan fylde fem olympiske svømmebassiner til kanten. Endnu engang blev vi blæst bagover af naturens skønhed og kraft i denne del af verden.

Fulde af appetit på mere forunderlig natur kørte vi bagefter mod endnu en gratis glæde ikke langt derfra, hvor man kunne hoppe i nogle såkaldte hot pools. I dette tilfælde sænkede vi os ned i Waikato River (hvor også Huka Falls holder til et stykke derfra) ved hvis bred, der strømmede dampende varme kilder ud.

Vi var nogle, der ikke havde det helt store behov for at mærke kulden fra den strømmende flod længere ude mod midten, men det var sjovt at iagttage, hvordan de kulderesistente væsener crawlede efter alle kunstens regler uden at bevæge sig den mindste smule fremad. Endnu mere underholdende var det at følge med i det uofficielle Le Mans for ænder. Floden fungerede fortrinligt som en ensrettet motorvej for fugletrafik. Det ene bevingede væsen efter det andet susede afsted med fjerene blafrende bagud uden dog at fortrække en mine.

Rotorua var et interessant bekendtskab. Vi indtog den offentlige svømmehal lidt sent på eftermiddagen, som viste sig at være et badeland værdigt med fire bassiner, nogle ude og nogle inde, springvand og spa, dog til en brøkdel af normalprisen på den slags.

Da vi var mætte af vand og lettere opløst, blegnede smilene lidt, idet vi fandt vores shampooer strøet ud på gulvet i dameomklædningen. Måske går nogle af indbyggerne hernede ind for at uddele efter værdigt trængende princippet, hvilket vi sådan set sagtens kan finde en vis rimelighed i, men her kunne vi nu indtage en hæderlig plads i køen efter en del dage på vejen uden bad samt en enkelt festivalovernatning. Dog lettere overbærende, stadig i godt humør og nu med delvist nyvasket hår kørte vi mod vores næste overnatning i nærheden af et meget specielt geotermisk område, som vi ville besøge næste morgen et lille stykke uden for Rotorua. Da vi henimod aften rullede ind på campingpladsen, blev vi naboer til tre unge drenge i en autocamper. De havde en fodbold liggende i græsset, og da Liv spurgte os, om hun måtte gå hen til dem og spørge, om hun måtte låne deres bold, blev der råbt på dansk henne fra deres vogn, at det måtte hun selvfølgelig. De tre rejsesvende var midt i at skulle vælge uddannelse, og kun én var helt sikker på vejen at gå. Han ville læse økonomi, men skulle så til gengæld bruge en del af sommerferien på at læse matematik op på et A-niveau, hvilket han ikke var helt tilfreds med. Den anden var noget i tvivl, men hældte mest til jura, og den sidste var helt på herrens mark, men tænkte måske en lille bitte smule på at blive lærer. De synes egentlig alle, det var et lidt svært sted at stå, fordi der er så meget, man kan vælge, hvilket ved første øjekast synes som et stort privilegium, men hvilket ved nærmere eftersyn også kan gøre valget frygteligt kompliceret. Og det var ikke spor svært at sætte sig ind i deres overvejelser.

Efter en god nats søvn ventede så Wai-O-Tapu. Et besynderligt termisk område, hvor boblende mudderpøle afløstes af farverige syre- og mineralholdige pools, efterhånden som vi banede os vej rundt gennem parken, som dog også var pakket ind i en slem lugt af rådne æg. Den nåede vi faktisk ikke at vænne os til, men det blev en fin fagdag i Natur/teknologi for børn i skolealderen – og ligeså voksne.

Vores nye newzealandske værtsfamilie tyve minutters kørsel sydvest for Tauranga består af seks individer: Catherine og Pim samt deres fire drenge i alderen 7 til 13 år, som, selvom de på forældrenes ord sagtens kan være højrøstede og udfordrende, virker en smule tilbageholdende og generte sammenlignet med vores børn. Men det tydeliggøre måske blot, at det for vores egne unger er blevet helt naturligt at møde nye mennesker og også at være nysgerrig overfor dem. Således var det Peter, der startede samtalen med en dansk familie, vi delte bænk med ved Hobbiton Movie Set. Det var en far med sine to voksne døtre, og Peter ville gerne vide, hvor længe de skulle være her og også gerne fortælle om vores tur. Det, synes jeg egentlig, var et ret sejt initiativ fra en dreng på 9 år. De to store piger rejser rundt i 14 dage på klassisk vis i en autocamper, og faren holder ferie i seks måneder, imens hans hustru udlever en drøm om at arbejde i New Zealand. Hun er jordemoder og havde tilsyneladende fået nok af effektiviseringsdanmark, hvorefter hun først havde tilbragt fire måneder i Norge, dog uden resten af familien, og nu seks måneder i New Zealand med sin mand og sine besøgende to piger. De havde solgt huset, bor til leje i Auckland og var ligesom os helt klar til at indtage Hobbiton, som levede fuldt og helt op til alle de tårnhøje forventninger. Samme oplevelse havde en tysk turist åbenbart haft tidligere, kunne vores snakkesalige guide berette. En to meter høj mand, klædt ud som en hobbit, som havde nægtet at forlade området igen. Han ville bo i Hobbiton resten af sine dage, og det tog en hel dag, før det lykkedes guiderne at guide ham ud igen. Der taler vi nok alligevel om tosseri, der slår vores niveau ; ) Selvom vi må indrømme, at vi fik lyst til at etablere et lignende setup i et hyggeligt kuperet terræn derhjemme med skønne mennesker og en fælles grøn dragekro.

Somme tider kan jeg få den lidt usikre fornemmelsen af, at vi er de eneste tosser i verden, der har fundet på at vende den daglige trummerum ryggen for en tid, så det var faktisk ret befriende at møde nogen, som også havde taget en chance i livet og en stor beslutning under fremmede himmelstrøg der på bænken ved Hobbiton. Moren i familien var flyttet fra et hospital i Danmark med 3000 fødsler om året til et med kun 300 fødsler om året, hvilket selvsagt er meget anderledes. Jeg tror, at mange (måske især offentligt ansatte) i disse år kæmper med at finde human mening i effektiviseringsbølgen, og hvor meget politikerne end gør sig umage med at opfinde positive navne for negative følger af besparende beslutninger, kan det ikke undgå at sætte sine spor på kvaliteten af arbejdet og ligeså livskvaliteten for dem, der leverer samme. Større, hurtigere og billigere går sjældent hånd i hånd med bedre kvalitet, passion og medmenneskelighed, og derved går essentielle menneskelige aspekter tabt, som ikke er uvæsentlige for et velfungerende samfund, hvor ikke alt kan gøres op i kroner og ører.

Apropos økonomi, så var vi dårligt nok trådt ind ad døren førend Catherine forsøgte at sælge os et par lærerjobs i Auckland. Der mangler de efter sigende absurd mange lærere, men vilkårene ligner desværre dem i Storkøbenhavn, hvor boligerne er blevet så dyre, at folk med ganske almindelige jobs som sygeplejersker, politibetjente og lærere ikke længere har råd til at bo der, hvilket betyder, at man ville skulle bruge uønskeligt mange timer på transport om ugen. Vi skulle dog slet ikke bekymre os om opholdstilladelse, mente hun, for det kunne hun snildt hjælpe os med, eftersom hun blandt andet er autoriseret til at godkende den slags. Vi blev mødt med dette flotte tilbud umiddelbart efter vores to-dages miniferie på Coromandel, som er en ualmindelig smuk halvø med bløde, grønne bakkedrag, brede sandstrande mod øst og turkisblåt vand, der glimter i solskinnet. Så jeg må indrømme, at jeg lod tanken om et berusende liv i subtroperne sætte sig fast et lille øjeblik. Men selvom jeg hurtigt spottede de åbenlyse fordele, der ville være ved at bytte tempereret kystklima ud med anderledes attraktive temperaturer, så opvejede det på ingen måde den medfølgende mangel på familie og venner i vores nærhed. Ja, det kan I godt tage som en stor kompliment! : )

På Coromandel mødte vi Malena og Mike med døtrene Emma og Grace. De holdt ferie hvert år sammen med Mikes forældre og onkel på den samme campingplads, hvor Mikes far var kommet, siden han var en lille dreng, og nu nærmede han sig de tres. Sikke nogle tosser! Hvilke skøre kugler finder på at tilbringe sommer efter sommer på den selvsamme campingplads år ud og år ind?! – det kender vi ingen andre, der kan finde på! Så helt overraskende faldt vi fuldstændig fint i hak…

 

Billeder fra vores nye, midlertidige hjem lidt uden for Tauranga:

 

Flere fine billeder – synes vi selv: