Vi ankom til Aussi Bay campsite mellem Nelson og Picton på sydøens nordlige kyst sent på eftermiddagen den 9. januar. Den lille bitte campingplads ved vandkanten havde ikke plads til mange, men vi klemte os ind blandt et par andre biler, telte og små campervans. Her havde vi en dejlig udsigt over havet i Queen Charlotte Sound, og selvom ammoniak-odeuren sved slemt i øjnene på komposttoilettet, var vi ret tilfredse med vores ly for de kommende to nætter.

Når vi har flere rejsedage i vente, køres rejserutinerne i stilling. De indebærer blandt andet medbragt, hjemmebagt brød (hvor dette er muligt) og en eller flere frosne liter mælk til at holde en behagelig lav temperatur i køletasken, men også sikre kold mælk på havregrynene til morgenmaden den følgende dag. Vores newzealandske køletaske lider dog stærkt under at have været et sparsommeligt køb, og hvad angår køletasker kan vi her konstatere, at kvalitet i høj grad følger pris. Dette for os lidt ærgerlige sammentræf kombineret med sommerlune temperaturer (over hvilke det ville være uartigt at klage) gør, at chancerne for at hive en glad smiley hjem til indholdet i den folieforede sag er lig nul, når de første 15 timer gået. Det har den uheldige konsekvens, at vi her i New Zealand, når rejsedagene overstiger en enkelt, må nøjes med at drømme os til køleskabskold mælk på de ellers nemme og mættende morgengryn. Med mindre at vi har placeret os i optimalt naboskab for natten med skønne folk på luksustur og dermed inkluderet køleskab i deres campervan.

Sådanne herlige skabninger har vi været begavet med op til flere gange. Denne gang på vores mikroskopiske campingplads, var det et ungt par fra Schweiz, som blev en pose Hokey Pokey chokolade rigere, imens vi fik udsigt til en dejlig, svalende morgencomplet. Vækkeuret skulle dog stilles til tidlig ringning, da de havde en færge til nordøen at nå, præcis samme afgang som var os i vente dagen efter igen. Vi stod op i passende tid til at få overdraget mælken og ønske rigtig god rejse til gengæld. Morgenmaden med dejlig, kold komælk begyndte sin fortæring i teltet dog i dyb koncentration om de dertilhørende balanceøvelser med dybe ikke helt stabile campingtallerkener medbragt fra Tim Tam i Australien.

Bedst som vi havde fået rimelig kontrol over det skvulpende indhold, blev vi afbrudt af en banken på teltdugen. Det var de venlige schweizere, der lettere paniske bad om vores hjælp. Vi stak hovederne ud af teltet og rettede blikkene op ad den stejle nedkørsel til campingpladsen. Øverst oppe, meget tæt ved vejen holdt deres campervan på tværs af sporet faretruende tæt på den faldende skråning ned mod ammoniaktoilettet. Hvordan den var endt sådan, er fortsat en gåde, men der var ingen tvivl om, at de havde brug for hjælp til at vende snuden. Vi kom straks i sandalerne og medbragte nogle store sten fra stranden til at hindre uheldet i at forværres. En conservation ranger (statsansat naturvejleder) kom kort efter kørende forbi og stoppede for også at hjælpe. Yderligere en ung dansk fyr fra campingpladsen tilstødte og ville gerne give en hånd med – måske blev velvilligheden forstærket af, at det var helt umuligt for nogen at komme hverken ud eller ind ad campingpladsens adgangsvej, så længe Schweiz lå på tværs.

Situationen gav anledning til at sende en kærlig tanke år tilbage til min tid på Skjoldhøjkollegiet, hvor en vandrehistorie levede i bedste velgående. Den kunne berette om, hvordan det en dag var lykkedes x antal studerende at vende bunden i vejret på en licensvogn, hvis chauffør efter sigende var kommet for at opkræve betaling fra alle de studerende, der snød og snyltede. Ingen havde siden set hverken vogn eller chauffør på matriklen, hvor der ellers hovedsageligt boede pæne folk, naturligvis.

Nu lurer I måske lettere undrende på, om pointen her er, at løsningen på campervanens lidt udfordrende placering kunne være, at vende bunden i vejret på den, men vi er helt enige om, at det simpelthen ville virke for fjollet. Og dog, for hvis man tænkte den tanke til ende, kunne der opstå et ikke ufordelagtigt scenarie, som i bedste fald kunne ende med et tiltrængt udskiftet toilet, hvis man forestillede sig, at campervanen fortsatte med at trille rundt og rundt og først stoppede ved sit møde med stinkbomben, som i så fald ville lide uoprettelig skade og dermed være nødsaget til at se sig udskiftet til glæde for samtlige fremtidige gæster på pladsen. Men det ville samtidig efterlade to meget ulykkelige, hjemløse unge mennesker, hvilket det trods alt ikke ville være værd. Så pointen er i stedet her, at det på sin vis kan komme ud på ét, om man drejer en bil 180 grader den ene vej eller 90 grader den anden vej. Og vi havde en del studerende eller måske netop udklækkede fra diverse uddannelser overnattende på stedet, så i alle henseender var kollegiesituationen at sammenligne med den aktuelle her i New Zealand. Hr. ranger havde dog tydeligvis ikke den fjerneste relation til kollegier i Brabrand, så han fik en anden lys idé, som vi andre lod os overtale til at afprøve. Med tre piger (Gry, Schweiz og mig) skiftevis hoppende ud og ind for at give bagenden mere tyngde (fikst på baghjulstrukne biler) og alle drengene (Esben, ranger og dansk backpacker) skubbende og fortløbende stenflyttende – helt stereotyp rollefordeling – lykkedes det efter en del skridt frem og også mange tilbage at få vanen på rette spor igen. Det eneste synlige minde vognen kørte væk med, var fra kofangerens velmenende smækkys vinkelret på skråningen. De unge schweizere takkede hjerteligt af lettelse med knus velvidende, at de var forsikrede mod den slags, og vi gengældte ivrigt deres vinken, da de kørte mod færgen i sidste øjeblik.

Bagefter havde vi en virkelig rar fornemmelse af at have givet noget af al den hjælp og venlighed, vi har mødt på vores rejse videre til andre trængende. Fornemmelsen af smattede, nu meget lunkne havregryn på tungen stod til gengæld ikke helt mål med den. Og lige lidt hjalp det, da jeg i et uopmærksomt øjeblik på vej ind i teltet satte mig ovenpå min portion, som foruden ned i baglommerne på mine bukser valgte at tage flugten hen ad to liggeunderlag. Jeg må indrømme, at det ikke blev set på med udprægede milde øjne, da det eneste engagement i den hændelsen de øvrige familiemedlemmer bidrog med, var Gry, der fra et tørt liggeunderlag i sikker afstand ligeså tørt konstaterede: “Mor, du har sat dig i din morgenmad…”

Desværre for vores børn er der ikke så mange dage ved en pool indlagt i vores tur, men når chancen byder sig, prioriterer vi det ind imellem. Således havde vi opsnuset, at der var en offentlig udendørs pool i Picton, hvorfra vi skulle med færgen den 11. januar. Dagen før kørte vi forventningsfulde hen for at bade inden frokost, men kunne se på skiltet ved indgangen, at de først åbnede kl. 12.00. Hurtigt blev alle enige om, at indtage frokost først og derefter trække i badetøjet. Mætte og glade, så vi alle frem til en dukkert, og ti minutter i tolv holdt vi klar ved lågen. Da klokken havde passeret åbningstiden uden tegn på åbning, kom en forbipasserende dame hen til os og fortalte, at der var lukket i to dage, fordi de ikke havde kunnet skaffe personale til at holde åbent. Lidt slukørede kørte vi derfra og fortsatte vores tur ind til en legeplads midt i byen i stedet, hvori der også indgik en del vand.

Idet vi på vejen derhen kørte forbi en række caféer med udsigt over havnen, udbrød Gry pludselig: “Der sidder Faster Ea!”. Og det gjorde hun. Helt begejstrede kastede vi bilen ind på den nærmeste parkeringsplads og fik skønne gensynsknus. Hun skulle med færgen til nordøen samme eftermiddag. Selvom det kun var en uges tid siden, vi havde taget afsked med både hende, Farmor og Farfar i Christchurch-huset, var det alligevel dejligt at få et ekstra kram fra Danmark med i købet.

Det var nok ikke Faster Ea, som havde medbragt regn fra Danmark foruden knus, men ikke desto mindre måtte vi forlade legepladsen kort efter i silende pjask, og imødegå en nat på campingpladsen med for mange dryp fra teltet på indersiden samt en gravet vandaflederbane foran indgangen til teltet. Vi slap dog overvejende tørre fra den omgang, men hvis vi havde sat næserne helt op (hvad vi sandt at sige havde) efter at indsnuse en af de måske smukkeste færgeruter i verden i klart vejr, var det meget svært at skjule skuffelsen over at stå op til så meget dis og tåge, at kun det aller nærmeste åbenbarede sig undervejs. På den anden side har vi været heldige så mange andre gange, så vi bar over med en enkelt undtagelse og glædede os over igen at være på vej mod nye eventyr.

Sejlturen endte tre en halv time senere i Wellington, og derefter gik ruten videre mod New Plymouth, nærmere bestemt til Taranaki Retreat lidt syd for New Plymouth, hvor vi skal hjælpe en familie med deres “Time Out Space”-Retreat indtil 20. januar. Det er et sted, hvor familier eller enlige, som oplever store udfordringer, kan bo gratis et par uger og få et tiltrængt pusterum med fred og ro.

Stedet styres af Suzy og Jamie, som bor her med deres nu tre døtre. For otte år siden flyttede de til New Zealand fra England, hvor de syntes, at for meget gik op i penge og prestige. Og for et par år siden ændrede deres liv sig yderligere radikalt, da de mistede en datter til kræft. I den forbindelse var de selv på et omsorgsfuldt ophold, som betød alverden for dem, og derefter besluttede de at skabe et lignende sted for folk som af forskellige årsager gennemgår meget svære perioder i livet.

På Taranaki Retreat er der forskellige tilbud og dyr, man kan optage sine tanker med. Et yogarum med smuk udsigt til Taranaki Mountain (som man i øvrigt mener vil bryde ud igen på et ukendt tidspunkt inden for de kommende 80 år), et kreativt værksted og træningsrum, et legeområde for børn, to grise, to geder, ænder, høns, fisk og to hunde.  Den ene ged, er den største vi nogensinde har set, men den er heldigvis også meget godmodig, hvilket er rart, da det blandt andet er vores opgave (sammen med vores søde med-workawayer 26-årige Josefine fra Tyskland) at trække den ud på nyt græs hver morgen. Foruden dyrene passer vi haven og forsøger os med at bygge et skur – meget praktisk erfaring at have, når vi vender hjem til vores eget hus, som også ønsker sig en tilbygning. Børnene sover i en campingvogn af lidt ældre dato, men trods alt en mærkbar opgradering fra den vi havde i Darwin. Esben og jeg sover lige udenfor i vores fine telt. Det er drøn-hyggeligt og faktisk helt vidunderligt at sove ude i den friske luft hver nat, og med en slumrende vulkan som nabo føler vi os virkelig langt væk hjemmefra.

Flere billeder fra denne del af rejsen:

Gøglerdag i parken, New Plymouth:

Festival of Lights, New Plymouth: