Harpen klemtede derudad på telefonen, da klokken slog 03.30 samme morgen, som vi havde booket en tur på Doubtful Sound. Det virkede så dumt at skulle stå på kajen og vinke febrilsk efter katamaranen, så vi havde beregnet god til til at køre turen fra Queenstown til Pearl Harbour ved Lake Manapouri, hvorfra dagsekspeditionen tog sit afsæt. I nattens mulm og mørke samlede vi Faster Ea op i midtbyen i et vejkryds kun befolket yderligere af et par fyre iført blomsterkranse, som efter alt at dømme ikke var helt klar til at afslutte deres festlige bytur endnu. Efter nogle timers kørsel – som blandt andet blev fordrevet med at brainstorme over et godt navn til vores nye New Zealandske bil (Hokey Pokey og Kiwi var favoritter) og nyde solopgangen, som fulgte os fra ved femtiden – ankom vi tids nok til også at kunne nå at skifte højre bagdæk på vognen, som var punkteret. Vi kunne ved den lejlighed ikke undgå at runde et lille tilbageblik på dengang, vi lystigt var på vej til Fraser Island og blev ramt af præcis samme udfordring. Denne gang undlod vi dog helt og aldeles at panikke, men nøjedes med i fred og fordragelighed at skifte til reservehjulet og stige forventningsfulde om bord på første bådtur. Den ledte videre til en lille times bustur på det dyreste stykke vej, der nogensinde er anlagt i New Zealand, for derefter at overtages af endnu en sejltur endeligt ude i Doubtful Sound, som vi stort set havde for os selv og som bortset fra den svært overhørige motorlarm fra båden fremstod overordentlig fredfyldt og betagende isoleret.

På vejen hjem langs Lake Wakatipu standsede vi ved et fint udsigtspunkt, hvor vi ikke kunne dy os for at tage et billede, som er helt eksemplarisk for, hvordan vi har oplevet et utal af kinesere ganske ukritisk posere i alle tænkelige og utænkelige stillinger iført fint tøj og smarte hatte foran kameraer i alle afskygninger til morskab for mange inkl. dem selv.

Det blev til knap tre uger i sus og dus i vores uvirkelige luksusresidens på en bjergskåning fire kilometer uden for Queenstown. Husets ejere havde vist gjort, hvad de kunne på denne side af kloden, hvor man holder sommerjul, og friskfældede nordmannsgraner dermed har trange kår i stuerne, for at bidrage til den glade julestemning, men det var alligevel svært at finde den frem sådan for alvor.

Almindelig god stemning havde vi dog dejlig meget af, og hvis det ind imellem kneb (fx da vi uheldigvis fik knækket en lille, men vital for grøntsagsafdelingen, plastikdims af køleskabet), kunne man blot svinge forbi deres walk-in-closet. Her kunne man når som helst få en flatterende og opmuntrende bemærkning med på vejen, rette ryggen og blinke skælmsk til, nåja, sig selv…

De sidste par dage i huset brugte vi både på at købe fine gaver som tak for lån af huset og kompensation for vores lidt uheldige omgang med køleskabet, se de resterende afsnit af Nak og æd sæson 8, skyllet ned med en gysende god øl og indsnuse den uforskammet smukke natur omkring os.

Tungt læsset med seks passagerer inklusive bagage satte vi bilen i bakgear, trillede langsomt ned ad den stejle indkørsel og prøvede at forlige os med, at dagene i vores smukke helle var talte. Heldigvis ventede andre dejlige oplevelser forude nu også med Faster Ea ombord. Ruten til Christchurch var planlagt til at tage et par dage og således gå op langs vestkysten forbi flotte vandfald og ikke mindst Fox og Franz Josef gletsjerne, for derefter at fortsætte mod øst ved Kumara Junction.

Hermed følger en lille potpourri af billeder fra turen, som både bød på skønt solskin og sommervejr, men også regn, dis og kulde i den klare bjergnat:

Den 20. december ankom vi til vores ‘julehus’, som ligger omkring 20 min. kørsel syd for Christchurch, hvor vi skal lufte hund og fodre kalve et par gange om dagen til gengæld for at låne huset indtil 8. januar.

Her er god plads til os alle, og samme dag hentede Esben og ungerne Farmor og Farfar i lufthavnen.

I går blev der kogt risengrød til risalamande og trillet havregrynskugler, og i dag sveder ænderne på grillen.

Kirsebærsauce bruger de tilsyneladende ikke så meget af hernede, men vi fandt noget, som forhåbentlig minder lidt om.

Plastikjuletræet blev sat frem på terrassen og møjsommeligt pyntet med den lille pose julepynt, vi fandt i garagen, og de få ting vi og Farmor og Farfar havde medbragt langvejs fra. Dennis i Brisbane havde snedkereret et lille ornament til os, som vi har passet godt på til denne lejlighed. Den bliver vores stjerne i år.

Ellers fordriver vi tiden med sommeraktiviteter: Spise aftensmad på terrassen, nyde sommerblomsterne, bade i poolen og spabadet, høste rabarber i urtehaven og koge kompot til morgenmadstykmælken.

Det er lidt pudsigt at blande den slags oplevelser sammen med julesange, så dem har vi ikke hørt så mange af i år, og gaverne bliver det også lidt småt med denne gang, da de jo helst ikke skal fylde i rygsækkene. Så alle unger glæder sig meget til næste år, hvor de kan fejre en helt almindelig dansk jul igen med chokoladekalendere, større gaver og varm kakao med flødeskum. Drømmen om hvid jul lever også i bedste velgående. Men poolen klager de sjovt nok ikke så meget over… ; ) – og vi har vist allesammen glemt en lille smule, at Danmark det meste af året er ramt af 10 graders ikke-varme og regn…

Så konklusionen må være, at vi atter engang byder velkommen til en ny og spændende oplevelse iført skiftevis shorts og badetøj, og med dette ønsker vi jer alle derhjemme en helt vidunderlig, dejlig og rigtig glædelig jul.