“Er det her?”, spurgte jeg med en stemme fuld af forundring og håb, imens vi lod blikkene glide imponeret op ad en stejl bjergskråning beklædt med et par huse, der så alt for flotte ud til at kunne blive boligbyttet med vores lille træhus hjemme i Danmark.

Nogle dage tidligere var vi landet i Christchurch og var allerede på vejen dertil blæst aldeles bagover ved synet af sydøens ubeskrivelige skønhed set fra flyverens åndeløst smukke rute ned over bjergtagne, snedækkede klippelandskaber. Det lykkedes os at glemme et af kameraerne i flyveren – måske af samme årsag, men heldigvis kom Esben i tanke om det, inden vi havde forladt lufthavnen, og en venlig steward eller -esse havde nået at indlevere det til glemte sager. Vi åndede alle lettede op over fundet og Esben i særdeleshed. Sidst vi gik i kamerapanik var ved Sapphire Beach i New South Wales, hvor vi havde alarmeret hele campingpladsens personale. Lidt senere opdagede vi på pinlig vis, at det var lagt i en af vores egne tasker… Vi gik dog til bekendelse og blev overbærende tilgivet – pyha. Lettelsen, over nu for anden gang at blive genforenet med den store linse, blev siddende, da det for alvor gik op for os, at vi var havnet i et land med herlig, uvant venlig fauna. Tanken om at kunne gå omkring i højt græs med bare tæer eller sandaler uden at være nervøs for at blive gnasket i storetåen af giftslanger gav en enorm velkommen frihedsfølelse. Og således klar til at indånde vild natur kørte vi i vores fine udlejningsbil af sted mod en house sitting aftale, vi har henover julen (20. dec.-8. jan.) lige syd for Christchurch for kort at hilse på beboerne efter deres ønske, inden vores tur fortsatte længere sydpå. “Julehuset” var meget hyggeligt og rummeligt med skøn have og dejlig terrasse, hvor vi forhåbentlig kan nyde en rar og pudsig sommerjulemiddag i shorts og t-shirts og i dejligt selskab med farmor Else, farfar Ib og faster Ea.

Vi havde medbragt vores to telte til øen, og de var heldigvis blevet klistret ind i godkendt tape af The Ministry of Primary Industries, efter en venlig grænsevagt bevæbnet med gummihandsker i et baglokale i lufthavnen havde inspiceret hver en centimeter teltdug og gudskelov fundet den ufarlig. Dermed kunne vi i ro og mag overnatte billigt på en skøn campingplads den første nat. Det var en dejlig fornemmelse ikke at være så hysterisk med at lyne teltene, nu hvor krybene ikke er så farlige her. De har dog også red back spider og white tale spider, som man helst skal undgå at klappe, men førstnævnte har vi ikke engang mødt i Australien, og den sidste har vi kun set én gang på Wallabadah i pakkehytten. Den blev da lynhurtigt sprayet af Sally og åndede ud. Tilbage til vores første aften i New Zealand fik vi en interessant sludder i det hyggelige campingfælleskøkken med en ældre mand fra Hawaii, som kunne fortælle om, hvordan også den oprindelige hawaiianske befolkning er undertrykt, ligesom de fleste andre urfolk er det rundt omkring på kloden – herunder også maorierne i New Zealand og aboriginerne i Australien. Dog var det ikke helt så udtalt i den eksotiske øgruppe i Stillehavet, idet landet er så lille, at man har været nødt til at blande sig, hvorfor de fleste efterhånden er i familie med nogen, der har oprindeligt blod i sig. Men dermed gik måske også en del af den oprindelige kultur tabt, og verden blev en anelse fattigere. Rigere blev vi til gengæld, da vi næste morgen kørte fra pladsen fyldt med interessante syn på mere af verden men også med bilen fuld af både æg, radiser, kartofler, løg, te og kaffe, som vi generøst fik foræret af en amerikansk familie, hvis ferie var slut, og som derfor skulle hjemad igen. Dagligvarer er ret meget dyrere her end i Australien, hvilket vi faktisk havde forestillet os var omvendt.

Omend vores lejede bil – Nissan X-Trail – er lækker og dufter ny, er det ikke økonomisk holdbart at cruise landet rundt i den i tre måneder, så vi satte GPS’en mod Dunedin, hvor Esben havde lokaliseret, hvad der forhåbentlig vil vise sig om tre måneder at have været, en rentabel bilhandel. Det viste sig dog, at forhandleren ikke modtog kreditkort, hvilket gav os uventede udfordringer i hæveautomaterne, som kun tillader en begænset sum hævede kontanter pr. dag pr. kort. Så vi endte med at overnatte på en campingplads i et smukt område lige uden for Dunedin for dagen efter at kunne hæve de sidste penge og køre afsted med for en gangs skyld rigeligt plads til alle inklusiv bagage i nu to biler. Samme morgen var Liv glædestrålende kommet løbende ned til teltene efter at have været på campingpladsens toilet og fortalte nu ivrigt om, hvordan skraldespanden derinde kunne slå saltomortaler…vi lyttede imponerede, men undlod trods alt at opfordre hende til at vise det igen… Om natten havde hun drømt, at hun fangede en barracuda, som mormor og moster skulle smage – de kunne godt lide den. Det er så hyggeligt og meget interessant at rejse med børn (…når de ikke skændes…) – de oplever ofte verden med ganske andre øjne.

På vej til Dunedin dagen før kom vi blandt andet forbi en strand drysset med noget så vanvittigt som forstenede dinosauræg…nåh nej…drageæg…nåh nej…mastodontskildpaddeæg…nåh nej, det var vist egentlig ikke helt så eventyrligt endda, men stadig ret fascinerende. De mystiske sten vejer hver flere tons og er op til to meter i diameter. Forskere forklarer stenkuglerne som kalkkonkretioner dannet for omkring 65 millioner år siden. Men ifølge en maori-legende er stenene skyllet i land fra den store rejsekano Araiteuru, da den blev ødelagt ved anduvning i New Zealand for hundreder af år siden. En jævnt kedelig forskerforklaring kunne således tydeligvis ikke imponere maorierne, så vi tog os den lignende frihed at digte videre på drageæggehistorien.

Selve de ildspyende, voksne drager så vi desværre ikke meget til, men en søløve, som nok mente, vi uforvarende havde overskredet dens privatsfære, viste hele sit savtakkede gab frem og hvæsede det bedste, den havde lært, hvorpå vi lidt forskrækkede fortrak. Et andet sted blev vi angrebet af en aggressiv sort strandskade, som passede overordentlig godt på sin rede. Ja, bedst som man tror New Zealand er beboet af ufarlige dyr, kan vi blot tilføje, at man gør klogt i at holde passende afstand til de vilde væsener.

På vores tur rundt langs den øst- og sydlige kyst har vi gjort os mange anstrengelser for at hilse på op til flere pingvinarter.

Det lykkedes på lykkelig vis at se et par stykker af de små, fine, blå pingviner på reder, men desværre blev vores timelange venten ikke belønnet, da vi ligeledes forsøgte at få øje på de meget sjældne guløjede af slagsen, som efter sigende rugede ved en også sjælden, 170 millioner år gammel, forstenet skov. Til gengæld prøvede børnene for første gang i deres liv at spise aftensmad kl. 22.30…

Flere australiere, end vi kan tælle, har sagt til os: “You’ll love New Zealand!”, og enkelte har tilføjet: “Every turn is a new postcard”. Vi var lidt spændte på, om forventningerne var skruet for højt i vejret på forhånd, men efter at have kørt fra Christchurch ned langs østkysten, rundt om sydkysten og op mod Queenstown fra Invercargill, kan vi blot sige, at de vel nok havde ret. Det er for os helt usædvanligt at opleve et land, der er så gribende smukt, uanset hvor man vender næsen hen. De spektakulære bjerge rejser sig majestætisk op mod himlen overalt, og de højeste tinder velsignes med hvide kys af englene. Vi må igen og igen huske på, at dette er ægte natur og ikke Hollywood-skabt kulisse, imens vi kniber os selv i armene for at være sikre.

Efterhånden som vi banede os vej op ad bakke og ned ad bakke mod vores længerevarende ophold i et hus lidt uden for Queenstown, åbenbarede der sig stadig mere storslået natur og i særdeleshed, da vi nåede til Wakatipu-søen, som ligger omgivet af rå, dramatiske og formidable bjerge. På denne årstid er landskabet oven i købet fortryllet pakket ind i lilla lupiner, gule gyvler og lyserøde, vilde timian.

“Ja, det er her!”, hørte jeg Esben råbe oppe fra det af husene, jeg mest heppede på. Og som om vores arme ikke var klemt og knebet nok allerede, fik de endnu en tur, imens vi med åbne munde gik rundt i huset med tre badeværelser og fra næsten alle rum kunne konstatere, at der var loft-til-gulv-udsigt til magiske bjerglandskaber.

Nu manglede vi blot resten af familien for at være gennemlykkelige, og med søster og nevø på trapperne næste dag, var vi rigtig godt på vej.

Vi kørte mod lufthavnen i Queenstown i god tid før afhentningen og var ret imponerede over, at det overhovedet kunne lade sig gøre, at manøvrere et fly sikkert igennem de tætliggende, høje bjerge. Det virkede som en temmelig halsbrækkende indflyvning. Men sikkert på grund fulgte vi hvert af de to skønnes skridt fra flyveren henimod ankomsthallen, hvor vi forventningsfulde og rørte tog lykkelige imod varme gensynskram og knus.

Det blev ti vidunderlige dage, hvor vi nød hinandens selskab og gjorde, hvad vi kunne for at skabe dejlige minder sammen. En dag kørte vi til Glenorchy i hælene på Ringenes Herre. Det var nu ikke så meget for hans skyld, men mere fordi vi lige ville tjekke, om det nu også var rimeligt at kategorisere turen fra Queenstown til Glenorchy blandt verdens otte smukkeste ruter. Men det var det, kan vi oplyste konstatere!

 

Vi fik også badet i smukke, kølige søer, vandret i billedskøn natur,

set Sydkorset på den klare nattehimmel

og et par fascinerende kiwifugle i nødvendigt mørkekammer

samt udøvet et par behagelige yogasessioner. Moster og Kasper er forrygende gode til at finde på hyggelige lege, hvilket resulterede i talrige runder af Vinkeput, som huset er som skabt til

og ligeså en del omgange Margretheskål (Pokemon-far, var nem at gætte…)

samt banke-bøf.

Vi nød alle de intense dage, hvor det ganske enkelt blot handlede om at være sammen om dejlige oplevelser, le og kramme tit og ofte.

“Jeg tror, det bliver svært at sige farvel til Moster og Kasper”, sagde Liv et par dage før afsked. Og hun fik vel nok ret. Det blev en meget tårevædet dag, hvor meningen med hele vores tur pludselig blev uklar, og hvor de fleste af os vist havde mest lyst til at spæne efter flyveren i bedste Jim Carrey (Liar Liar) stil. Vi var helt ved siden af os selv og forsøgte resten af dagen at bedøve længslen og synet af det nu tomme gæsteværelse med 3-4 afsnit af Nak og Æd, sæson 8. Det hjalp en lille anelse, men hvis vi før havde været den mindste smule i tvivl (hvad vi nu ikke for alvor har), om vi overhovedet skulle hjem til Danmark igen, blev det nu slået fast med astronomiske søm, at det skal vi!

For der er jo alle dem, vi elsker.

 

 

Lidt opmuntrende julestemning: