Den grønne filt på poolbordet i vores stue hos Sally og Greg lå godt skjult under alle vores rigelige mængder af pakkenillikker, som var bredt ud i sirlige bunker, da afgangsdagen nærmede sig. Det var et større sorteringsarbejde, der krævede et vist overblik, da vi dels skulle vurdere, hvad vi kunne efterlade midlertidigt i Australien, hvad der skulle bruges i New Zealand, og hvad vi fordelagtigt kunne medbringe og sende videre med familien hjem til Danmark. Tim Tam sank atter gradvist mere og mere i knæ, efterhånden som de nøje sorterede stakke blev lagt i tasker og fyldt op på tag og i bagagerum. Det er et lidt pudsigt forhold, vi har til vores værter de steder, hvor vi bor i længere tid ad gangen. Dels er de jo arbejdsgivere, men samtidig lærer vi hinanden rigtig godt at kende, idet vi tager på ture og spiser mange måltider sammen, hvor der er god tid til snak. Da vi denne gang rullede ud ad indkørslen efter endnu nogle uforglemmelige oplevelser, havde vi mere end nogensinde tidligere en fornemmelse af at vinke farvel til nye, gode venner. Vores form for humor gik virkelig godt i spænd, og børnene havde haft en dejlig tid med Poppy og Matilda, så der løb en del tårer ned ad kinderne på bagsædet.
Vores meget lange og ensartede tur fra Melbourne til Wallabadah havde vi ikke det helt store behov for at opleve igen på vores returrute mod lufthavnen, så vi var i stedet blevet enige om og havde afsat nogle dage til først at køre mod syd forbi et naturreservat i et udslukt vulkankrater med sø, Tower Hill, og derefter mod øst langs The Great Ocean Road. På vejen kom vi også forbi Tarrington, som havde en lidt usædvanlig men skæg udstilling langs vejen. 
Vi er ret vilde med dejlige dyreoplevelser (ikke at forveksle med dyre oplevelser…), og turen omkring Tower Hill skuffede ikke. En langhalset skildpadde, emuer, koalaer – og fugle naturligvis – blev puttet ned i lykkeposen.
Omend afstandene er store, og det tager tid at komme rundt på kontinentet er det ganske imponerende natur, vi mødes af igen og igen. Fra frodige, grønne skråninger ved Tower Hill til golde kalkstensmonumenter i det frådende hav langs The Great Ocean Road er åbenlyst kontrastfyldte oplevelser, og især det barske, men imponerende smukke landskab langs den rødlige kyst tilføjer interessante tanker til forståelsen af menneskets geologisk set ultra korte væren på denne jord på samme måde som et dvælende blik på Mælkevejen og Sydkorset i den klare nattehimmel kan gøre det. 
Når vi rejser på ægte backpacker-maner bliver vi indhyllet i naturalieøkonomiens fordelagtige koncept. Således overnattende på en fin plads blandt andre ligesindede byttede vi en jævnt kedelig instant kaffe, som fulgte med TimTam, til en herlig Lonely Planet Road Trips rejsebog med tip til lækre ruter rundt omkring i Australien. Den bor nu i bilen, og vil helt sikkert blive os nyttig, når vi om tre måneder igen lander i Melbourne og kører mod vest, så langt vi kan komme uden at blive våde.
Ja, store oplevelser findes også i mødet med andre mennesker, og vi er blevet mødt med rørende megen gavmildhed og venlighed undervejs, som vi jævnligt minder hinanden om at huske at give videre. Vi var en anelse udfordrede på parkeringsmulighederne for TimTam, imens vi rejser New Zealand rundt. Så vidt vores undersøgelser afslørede, kunne vi ikke parkere så længe i lufthavnen, og selv kort tid, var meget dyrt. Men en føler lagt ud på Facebook, gav i den grad pote, og sådan gik det til, at både vi og TimTam overnattede under rigtigt tag hos Erik og Jessica, som immigrerede fra Danmark for 25 år siden og nu bor i Lara uden for Melbourne. De kunne sagtens have bilen stående, til vi er færdige med at muntre os i NZ. Jovist, der findes i den grad også rare mennesker på den anden side af jordkloden. 
Dette fik vi bekræftet endnu engang, da vi vel ankommet til storbyen med tog fra Lara, mødtes med John, som er vokset op i Indien, men som studerede og nu arbejder i nab (National Australia Bank) som optimeringsudvikler i Melbourne. Ham mødte vi på en kanalbåd på vej til Van Gogh museet i Amsterdam sidste sommer, hvor han inviterede os på middag i Melbourne, hvis vi en dag kom forbi på de kanter. Og det gjorde vi, viste det sig, så vi blev forkælet med en personlig guide i byen, som tilmed købte kasketter til børnene på markedet til minde om byen. 
Dagen sluttede med vidunderlige, krydrede indiske retter tilberedt af John og serveret i hans hyggelige lejlighed midt i byen. 
Vores egen airbnb-residens kunne vi nu heller ikke klage over. Den lå i behagelig kort gåafstand til lufthavnsbussen og med en udsigt over byen, der især kom til sin ret, når solen stod højt i Danmark. Med benene vandret udstrakte, hovedet på puden og øjnene hvilende ud i bynatten, tænkte jeg på, hvordan man som John bærer sig ad med at møblere et så stort menneskeligt overskud, at man glædeligt inviterer en hel familie på fem, som man dårligt kender til middag og yderligere hver torsdag aften udviser samme gavmildhed overfor tilfældige forbipasserende heriblandt også hjemløse. Han planlagde yderligere at invitere beboerne i sin opgang, som han kun hilste kort på til daglig, til en julemiddag, så de kunne lære hinanden bedre at kende. Det varmer at møde sådan et menneske, og vi blev mindet om, at ikke kun julen, men alle dage har potentiale til at blive hjerternes fest. 
Vi stod meget tidligt op den 28. november, hvor flyveren lettede kl. 8.20 mod Christchurch. 
Vi havde oplevelserne fra Melbourne Museum dagen forinden friske i erindringen.
Med knap fire begivenhedsrige, uforglemmelige, sjove, smukke, udviklende, givende, anderledes, udfordrende, skøre, dejlige, horisontudvidende, hjertelige, lune, svedige, forbavsende, øjenåbnende, naturrige, forfriskende, varierede og ekstreme måneder i Australien, som vi glæder os til et gensyn med den 27. februar 2018, satte vi os godt til rette i flyveren for dermed at indtage New Zealand for en stund.
Nedenfor lidt julestemning fra Melbourne:
