Sommerfuglene kildrer altid i maven hver gang, vi kører ind ad en indkørsel til en ny værtsfamilie. Man ved aldrig rigtigt, hvad der venter. Og selvom vi har læst deres profiler og også har korresponderet med dem forinden, er det altid anderledes, end vi forestiller os. De fleste gange bedre, heldigvis. Denne gang havde vi kørt i timevis gennem mere eller mindre øde bakkede marklandskaber og endda set noget så hjemligt som en gul rapsmark undervejs, men ellers mest køer og får på enorme græsbakkede arealer. Endelig så det ud til at den blå prik på Googlemaps skulle mødes med den røde nål, som indikerede vores endestation på 1284 Nareen Road. Skiltet på det hvide stakit ved indkørslen afslørede, at vi entrerede Wallabadah, som skulle vise sig både at indeholde en snitblomst- og fårefarm. Dertil seks heste, to alpakaer, en hund, to katte, høns, et hamster og en rar familie på fire; mor Sally, far Greg samt pigerne Poppy på 10 og Mathilda på 9 år. Vi fik vores eget gæstehus i umiddelbar forlængelse af deres. Forinden havde de gasset vores afdeling med det formål at tage livet af alt mindre kryb og kravl, hvilket de i store træk var lykkedes med. 
Første formiddag på farmen blev vi vist rundt, og da vi havde nogenlunde styr på området, var det tid til at indtage vores nye arbejdspladser i blomsterrækkerne skarpt bevæbnet med havehandsker og rosensakse. 
Vi klippede mange fine blomster, som derefter skulle sorteres i længder og sættes i vand, indtil pakningsdagen oprandt. 
Ind imellem blev der også lavet lidt skolearbejde i pakkehytten. 
Hvert år er jeg ganske overbevist om, at det bliver i denne sæson, græsset holder op med at kilde så voldsomt i næsen, og derfor kom det noget bag på mig, at de to tætsiddende lufthuller pludseligt transformerede sig til et mindre vandfald. Jeg overvejede undervejs i forsøget på at mestre kunsten både at jonglere med papirservietter til den våde tud, saks til blomster og afklippet flora, om ørepropper hensigtsmæssigt kunne bruges i næsen, men undlod for mine omgivelsers skyld at afprøve idéen. Man kan dog i den forbindelse undre sig såre over, at den ellers så adaptive evolution ikke har udviklet et par ekstra arme til Homo Sapiens Sapiens (eller blot til mødre…).
Vi gik weekenden i møde med planer om at besøge den lokale byfest krydret med dyreskue. Ved ankomst til pladsen fik vi således et indblik i, hvad man muntrer sig med på disse kanter. Der var elastikhop, karrusel, radiobiler, ridekonkurrencer, uimponerende kagebagningskonkurrencer og candyfloss bogstaveligt talt i spandevis, hvoraf det gule lignede importeret isolering fra Rockwool. 
Det hele kostede en formue foruden entrébetalingen, undtaget dyrekiggeriet, så det indtog vi videbegærligt i lighed med den afsluttende parade og konkurrencen i hurtig fåreklipning, som kiwierne åbenbart altid vinder til aussiernes store fortrydelse. 
En morgen begav vi os den korte vej til arbejdet op af grusstien fra huset til blomstermarkerne. Sally var kørt i forvejen på deres firhjulede ATV, og vi fem musketerer fulgtes ad, indtil Gry vist syntes, det gik lidt for langsomt og satte i løb hen ad vejen. Kort efter gjorde hun et stort spring. Det var i sidste øjeblik, før hun ville være landet ovenpå en velvoksen Tiger Snake, som angiveligt anses for at høre til blandt verdens 10 giftigste slanger. Da jeg kort efter var nået op til hende, lå den med hovedet helt fladt, så vi troede, Sally måske var kommet til at køre den over. For bedre at kunne vurdere den hypotese, tog vi dumdristigt et lille skridt nærmere. Men nu var de andre tre kommet til, hvilket heldigvis virkede overvældende, for i samme nu rørte det spillevende, stribede dyr på sig og fortrak i al hast ind i græsset og videre ind i blomsterrækkerne – lidt problematisk sted at vælge set fra vores blomsterplukkervinkel, men vi kom helskindede igennem dagens dont. Senere samme dag læste vi os til, at det flade hoved er sidste advarsel, inden de angriber. Selvom Tiger Snakes ikke anses for at være aggressive ligesom Brown Snakes (som heldigvis ikke er almindelige i dette område), var det en uhyggelig tanke, at Gry uagtet nær var kommet til at træde på den. Alle var lidt chokerede, også vores værter, omend de jævnligt ser de hvislende væsener på matriklen. Når de ser dem på engene, lader de dem som regel være, men er de i haven omkring huset, må de lade livet, da det er for usikkert med børnene legende omkring. Men eftersom de for tiden jo har os som gæster, og vi allerede havde været alt for tæt på det farlige dyr, satte de et net op for at fange den. På trods af alvoren i hændelsen, mente Sally dog, det var en fin fortælling, Gry kunne bringe med sig hjem: “I went to Australia and jumped over a Tiger Snake”. Senere hakkede hun hovedet af den med en skovl, da den var gået i den til formålet opsatte netfælde. 
Da skindet åbenbart er ret sejt, hjalp Esben med at trække den i halen, så hovedet kunne skilles fra kroppen. Hovedet blev begravet, så intet dyr åd det med kirtler fulde af gift, men kroppen blev bragt ned til huset, så vi alle kunne ae den stadig lune slange. Den var meget blød og glat at røre ved, men jeg tror alligevel, at vi springer over flere af den slags oplevelser. 
Mindre farligt var det heldigvis en dag, hvor vi fik lov at komme med til Little Athletes, som er atletiktræning i den lokale klub, hvor pigerne i huset går en gang om ugen. 
Vi er også blevet introduceret til numsebarbering, som heldigvis kun gjaldt får… 
Greg er lokal brandmand foruden at være blomsterfarmer, så ungerne fik lov at sidde på forsædet. 
Men vi har også tilbragt tid med at rydde op, beskære afblomstrede buske og opdatere litteraturbanken. 
De sidste par dage har vi været på nogle fine ture anført af Greg i nærområdet (radius op til 2 timers kørsel…) Nedenfor hermed billeder ved hhv. Sink Hole og Blue Lake omkring Mount Gambier samt imponerende klippelandskaber ved The Grampians. 
Man siger, at vejret i Melbourne er helt utilregneligt. Den ene dag kan der være knap 40 grader og høj sol, hvorpå der den følgende dag kan opleves heldagsregn og 15 grader. Omend vi befinder os et godt stykke fra storbyen, har vi været vidner til begge dele, og eftersom de ikke smider unødige dollars efter opvarmning her i huset, som ikke er isoleret, betyder det, at vi skiftevis sover i eskimouniform under dyner og tæpper, og i undertrøjer oven på dynerne. Men efter sigende skulle vejret være på vej ind i en mere stabil sommerperiode, der varer et par måneder. Vi skal nu blot bruge en uges tid, da turen på fredag igen går mod Melbourne et par dage for derefter på tirsdag den 28. november, præcis på vores dejlige fætter Anders’ fødselsdag hurra hurra hurraaa, at gå til New Zealand, nærmere bestemt sydøen. Her venter et boligbytte lidt udenfor Queenstown og vigtigst af alt vidunderligt besøg hjemme fra Danmark <3
Lidt ekstra billeder:
Oh my God, som Johan ville have sagt! Godt hoppet, Gry!
I må glæde jer til New Zealand, hvor der ikke er et eneste farligt dyr. Bortset vist fra en lille sjælden edderkop, som vi aldrig har hørt eller set noget som helst til.
Tak for de flotte billeder, som vækker sådan en rejselyst herhjemme ❤️
Selv tak, og tak for hilsenen – det er altid så dejligt at høre fra jer derhjemme. Vi elsker NZ allerede! Ingen af os har nogensinde været et sted, hvor der var så smukt overalt. Det nyder vi hvert minut af. Håber ikke juletravlheden overskygger alt det hyggelige i Danmark i denne søde juletid. Vi har dog ret svært ved at fatte, det er jul om lidt. Må tage revanche næste år. Hils og kram fra os alle.