Foruden en meget smuk tur rundt på imponerende sandstensklipper ventede der os en interessant kunstnerisk oplevelse ved Sculpture By The Sea, Bondi Beach, i form af mange spændende værker, som gav forskelligt stof til eftertanke. Livs favorit var nr. 76 – en 2,5 meter høj kunstig potteplante i det fri, som, hun simpelthen bare synes, var flot. 
Gry og Peter foretrak nr. 11, som viste en kæmpeburger med fiskekrog og budskabet: “Beware, the fish are now fishing”. 
Men det var svært at vælge sin favorit, for der var mange gode med fine ærinder:
Nr. 13. High Tide, der mindede os om, at en del af naturen går sin gang i en uendelighed uanset menneskets påvirkning. 
Nr. 42. Y Not, som med sin dobbelthed i titlen var virkelig godt fundet på. 
Nr. 45. Inconvenience Store, som i den grad havde en pointe med det moderne menneskes ekstreme overforbrug og deraf følgende affald. 
Nr. 66. Are We There Yet?, der stillede spørgsmålstegn ved, om vi som mennesker nu egentlig også er så kloge endda, når vi endnu ikke har løst de massive trafikale udfordringer, som mange står overfor på daglig basis. 
Nr. 69. Under One Sky, der havde sit fokus på at omfavne og bygge broer på tværs af race, tro og nationalitet i en æra med globale konflikter. 
Nr. 73. In The Grain Of Sand, der zoomede ind på skønheden i de bittesmå ting. 
Nr. 87. Peace of Mind, der havde som ærinde at minde os om, at vi er en del af det økologiske kredsløb, og at al vores plastikaffald dermed også bliver en del af os. 
Således fuldt opladet på den kulturelle front, kastede Esben og ungerne sig befriede en tur i de på disse kanter alt for kolde bølger. Jeg meldte mig frivilligt som taskepasser imens. Efter dejlige dukkerter, tog vi afsked med den berømte strand i gråvejr og kørte mod Wollongong og en strandcampingplads i nærheden. 
Nogle af os havde været lidt triste (læs grædefærdige) over, at hvalsæsonen længere nordpå var slut, så da vi velankommet og veludpakket havde en stille stund til at spejde ud over vandet med ivrige surfere og pludseligt så blåst fra en pukkelhval langt ude, var et vidunderligt håb og ønske om at se dyrene tættere på genskabt. 
Vi havde flottet os og købt et nyt tremandstelt til erstatning for det gamle, gule, der fulgte med bilen, men som var vådt indeni hver morgen, uanset om det havde regnet eller ej. Så den nat drømte nogle dejligt om hvaler, mens andre blot nød at sove trygt, roligt og tørt på trods af lyden fra dryppende regn uden på teltdugene.
På vores vej videre ned langs den virkeligt smukke australske sydøstkyst med børn, der i tide og især utide ville vide, hvornår vi var fremme, havde vi meget sjov med de lidt fjollede bynavne, vi kom omkring. I området Eurobodalla befandt sig både byen Bodalla, hvor vi benyttede os af et meget fint, gratis ly for natten i en skov med nysgerrige possummer, og byen Ulladulla, som blandt andet husede Ulladulla’s Pet Motel.
I Narooma så vi en mængde dyr, heriblandt store pigrokker og en sød sæl. 
De havde virkelig gjort sig umage med at opfinde attraktioner, der kunne lokke turister til området. Et hul i en klippe, de kaldte Australia Rock, ville kræve en del bearbejdning i photoshop for at få kortet over kontinentet til at passe ind. Men omgivelsernes betagende skønhed kunne vi ikke klage over. 
En tur på havet blandt pukkelhvaler er lidt svær at arrangere, når man er på farten, og hver dag dermed er en køredag, fordi vi havde en relativt fast aftale vest for Melbourne. Men håbet og lysten blussede op, hver gang vi så de store dyr fra land. I Kiama holdt vi ind for at se et såkaldt Blowhole og var i samme nu så heldige også at spotte en hval på tur i det åbne hav. 
Dermed gik hvaltursundersøgelserne for alvor i gang. Der blev regnet på ankomsttider, priser og så videre. Nu skulle det være. Vi var ankommet til Marimbula om eftermiddagen og havde fundet en ledig hvalsafaritur næste formiddag. Den passede med, at vi derefter havde yderligere nogle timer til at komme videre på ruten mod vores næste Workawayfamilie, Sally og Greg. Den venlige kvinde ved skranken synes dog, hun var nødt til at nævne, at meteorologerne havde lovet en del regn den følgende dag, men hvalerne var jo våde i forvejen, så det påvirkede ikke dem det mindste, erklærede hun. Og eftersom vi kun havde den formiddag til rådighed, var der ikke noget at rafle om, så vi købte billetter og glædede os, imens børnene varmede op med en kold dukkert i campingpladsens ellers fine pool. 
Næste morgen stod vi tidligt op, pakkede ganske våde telte (heldigvis kun udenpå) sammen i regnvejr og kørte de fem kilometer hen til kajen og hvalbåden. Vi havde iført os det varmeste og mest regnresistente tøj, vi kunne opdrive fra vores tætpakkede rejsetasker, og pludselig fandt vi midlertidig mening i den lidt fyldige pakning af regntætte vandresko og -støvler. Med uldtrøjer, fleece- og regnjakker stoppet godt op om ørerne, gik vi sammen med 20 andre hvalkiggere om bord på skibet, der skulle sejle os ud til kæmperne i de på dagen meget grå bølger. Gennem piskende regn iagttog vi, ridende på velvoksne bølger, måbende og jublende en mor med kalv samt to store hanner, der gavmildt fremviste deres imponerende spring og vift med haler og finner lige foran vores våde næser. 
I sådan en situation gælder det om at se bort fra regn og våde bukser. Det må fikses i land bagefter. Men det midlertidigt meningsfulde i regntætte støvler forsvandt sporløst i takt med at vedholdende byger fandt deres vej ned igennem plaskvåde bukser for i bunden at danne hæderlige søer, der i kraft af de fine vandtætte sko ikke så nemt fandt deres vej ud igen. 
Sandaler havde været mere praktiske, kan vi bagkloge konstatere. Men vi følte os meget heldige med de imponerende oplevelser af dyrene, og lykken var stor hos nogle, da vi våde fra yderst til inderst sejlede frysende med anstand i land og tømte støvlerne – en enkelt ganske gul i ansigtet med et meget koncentreret blik i øjnene. Ornitologi er belejligt en mindre kvalmende hobby end dem, der udspringer fra det marinebiologiske felt.
Sidste nat i telt under stjernerne, inden en ny periode med nætter indendørs ventede, blev på en såkaldt Showground i en østlig forstad til Melbourne. Nogle fiffige australiere var øjensynligt kommet til at se på alle de steder, der er indrettet til store arrangementer såsom sportsstævner, koncerter og lignende og så en økonomisk attraktiv mulighed for at benytte faciliteterne til overnattende rejsende mod en symbolsk betaling. Så vi betalte $30 (150 kr) for en nat i tæt nærhed af en ellers dyr storby.
Vi synes egentlig at havde regnet grundigt på rejsetiderne fra sted til sted, men hvad vi havde spået som en afsluttende køretur den sidste dag på max. tre timer, viste sig at skulle tage os fem. Pyha, de afstande hernede tror jeg ikke, vi når at blive vant til, ej heller deres voldsomme priser på helt almindelig yoghurt… Til gengæld har vi i den grad vænnet os til, at en lækker cafécappuccino (som bevilges ved få, særlige lejligheder) kun koster 20 kr., og at modne, søde og saftige mangoer fås til en 10’er.
Inden længe er vi klar med historier fra vores nye sted hos endnu en rar familie med to piger på Gry og Peters alder. Her kan man også opdateres på, hvad man fornøjer sig med på landet i staten Victoria forbavsende langt fra Melbourne.