Stadig lidt ærgerlige over, at vi ikke kom på vandet lørdagen inden, vi besluttede at sejle ud med Ise Pearl, drog vi afsted for at søge lykken den sidste lørdag, vi havde hos Katy og John. Vel ankommet til yachtklubben for anden gang, satte vi os igen tålmodigt på terrassen med udsigt over lystbådehavnen. Vi havde ikke siddet der ret længe, før en midaldrende mand kom hen til vores bord og forklarede venligt men uden omsvøb, at han ikke havde redningsveste til børnene, og at han derfor kun kunne tilbyde én af os en plads ombord på sit skib. Beskeden blev overleveret, idet han overvejende vendte sig mod Esben. Imens kunne den anden forælder se efter børnene, mente han. Jeg kunne i det øjeblik mærke en lille flamme tændes i min indre rødstrømpe (selvom bålet som regel ikke bliver så stort, som i min elskede søsters knaldrøde strømper – godt kæmpet, søs) og det frydede mig en del, at tænke på, at hvis vi kun skulle vælge én enkelt gast til turen, ville det blive mig. Herefter fulgte dog et lille bump på vejen, der kunne minde en smule om separationsangst. Det er pudsigt at opleve, hvordan man som familie på nogle få måneder vænnes fra i årevis at have levet hver vores liv i noget, der ligner ni timer om dagen til at tilbringe næsten hvert eneste minut i hinandens selskab. Selvom det også kan være anstrengende fra tid til anden, så føler vi os ret privilegerede i disse tider, hvor familietid er en luksusvare, og vi ville ikke have ønsket det anderledes. Så jeg havde egentlig i beslutningsøjeblikket mest lyst til at tage på stranden med mine nærmeste. Men efter en længere, indre diskussion med mig selv og en ydre med Esben, som mente, at det også var vigtigt at tage de tilbud, der opstår, meddelte jeg kaptajn Bass, at jeg meget gerne ville med på vandet. Lidt overrasket, men uden at lade sig mærke tydeligt med det, erklærede han, at jeg var meget velkommen.
Esben havde samme morgen bagt Meyers lækre kanelsnurrer, og de blev medbragt til senere uddeling som tak for gæstfriheden. Bass havde et meget fint sejlskib, som så helt nyt og skinnende ud. Desværre havde han ikke råd til at beholde det, men han nød det, indtil det blev solgt. Og det gjorde resten af besætningen også, som bestod af tre mandlige sejlerkolleger til Bass og så mig. Mændene havde tydeligvis holdt sig opdateret på nyhedsfronten, modsat os, og kunne fortælle diverse fatale historier både om en ældre dame, der netop var blevet spist af en krokodille ved Cairns og om tre faldskærmsudspringere, der havde mistet livet ved Mission Beach, fordi faldskærmene ikke havde foldet sig ud. Et tandemspring og en single. En af de uheldige var angiveligt en mor til en del børn. Hun havde fået oplevelsen i gave, og familien havde efter sigende stået på jorden og filmet hændelsen…
Sejladsen var, bortset fra de indledende, væmmelige nyheder, karakteriseret som en hyggelig lørdagskapsejlads for godt venskabs skyld. Turen gik rundt om en lille ø ud for de sydligste af Whitsundays-øerne, og vi havde ideelt vejr. Båden og også mandskabet gjorde det godt, som vi sad der med benene ud over rælingen for at optimere farten, når skuden krængede i vinden. Hver gang vi havde overstået en vending, var det tid til en øl, som skyndsomt skulle skylles ned inden næste vending. 
Jeg sprang dog den del af turen over, men man vender en del på en tur rundt om en ø, så håndvasken nåede at blive fyldt med tomme dåser undervejs. Men på intet tidspunkt følte jeg mig utryg eller ubehageligt til mode, da disse gutter havde sejlet i 30-40 år, vejret som sagt var virkelig fint, turen blot varede et par timer, og ingen var mærkbart påvirkede. Som håbet fik jeg lejlighed til at få en hyggelig snak med Bass undervejs. Han havde boet i Bowen hele livet og var ganske tilfreds med det. Hans datter overvejede at tage børnene med på en seks måneders rejse rundt i Australien, men hun var lidt nervøs for, om deres yngste på fem år ville have sværere ved bagefter at blive afleveret i skolen, end han allerede havde nu ved at blive afleveret i børnehaven. Hertil kunne jeg ikke undlade at dele min uforbeholdne mening med skipper Bass, for det lød som verdens dårligste undskyldning for ikke at følge sine drømme, som vist så kræver lidt mod, men mon ikke purken gerne medtog et par ugers svære morgeners separation for til gengæld at få et halvt års tæthed i familiens kærlige rammer foræret. Fair nok, hvis modet svigter, og lysten simpelthen ikke er stor nok, men så er det i mine øjne bedre at indrømme sine egne usikkerheder fremfor at undskylde sig med sine børns (- jeg øver mig stadig). Vi har alle vores svagheder at udvikle på. For mit vedkommende har jeg mod på livet og nye oplevelser i massevis, men hvis vejen er brolagt med store, fremmede og gøende hunde, svigter tapperheden med et knips, og jeg arbejder på at undlade at undskylde mig med mine børns nu ikke længere så udprægede angst for dyrene, når jeg i virkeligheden selv er den værste. Børnene er blevet så modige og seje.
Vi sluttede konkurrencen som nummer to og kunne sikkert i havn fejre sejren med et stykke dansk luksuswienerbrød (selvom de nok havde foretrukket seks kølige fra kassen) og en gensidig tak for oplevelsen. Jeg iførte mig atter rygsæk og sandaler for at gå Esben og børnene i møde, men inden jeg smuttede fra præmieoverrækkelsen, ville Bass indvie mig i traditionen ved den. Han beskrev, hvordan der efter afsløring af dagens rangliste blev sendt en skål rundt, hvori der var hældt en hel del rom. Skålen skulle alle drikke en kop fuld af, efterhånden som den blev sendt rundt mellem sejlerne. Jeg mente, det nok var bedst at vende næsen mod familien igen, “before it gets ugly”, og det havde de alle stor forståelse for, heldigvis. Jeg nød at slutte mig til de øvrige fire musketerer igen, og vi havde hver især nye fortællinger at dele om de tre timer, vi havde været adskilt.
Kort forinden vores ophold på farmen var slut tilberedte vi et dansk måltid til vores værter og vores nye workawaykolleger, Georgia og Damian, fra England. Menuen bestod af frikadeller, flødekartofler og tomatsalat med løg samt æblekage med hjemmebagte makroner i bunden til dessert (makroner kan ikke købes i butikkerne). 
Selvom det ikke var det sundeste måltid, de nogensinde havde fået serveret (Katy er modsat mange andre australiere meget bevidst om sund kost), gled det ned med velbehag. Efter måltidet hyggede pigerne og børnene sig på opfordring af Katy med en klassisk australsk film, Red Dog, som var meget rørende, især for stakkels Liv, som hulkede op til flere gange undervejs, idet den mest handlede om en hund, der døde. Heldigvis endte den lidt godt alligevel.
Drengene tog på fisketur imens (endnu et lysende eksempel på klassisk diskriminerende rollefordeling). De (John) fangede en lidt større barracuda end min – selvom min bestemt også var stor – som vi fik lov at spise. Og de er altså bare lækre.
Så oprandt dagen, hvor vi tog afsked med Katy og John. Vi var ærlig talt fristet til at blive, for det var sådan et dejligt sted at være for os alle sammen. 
Men det kan ikke nytte at blive alt for sentimental omkring farveller, for det er en rejses natur, og det ville tage hårdt på os hver især, hvis vi gjorde. Så op med hovedet, og efter seks lange timer, havde vi pakket bilen, gjort huset rent og var klar til afgang. Alle sad boblende af forventning og rejselyst på sæderne, men stivnede brat, da Esben drejede nøglen. Absolut intet skete. Timtam var stendød. Da den initiale ærgrelse og optakten til panik havde lagt sig, tog logikken og løsningsorienteringen over. Sagen var den, at imens den langstrakte pakning var løbet af stablen, havde dørene stået åbne, og lyset dermed været tændt, uden at nogen af os havde skænket det arrangement uheldige tanker. Heldet ville dog, at vi aftenen forinden havde lånt John og Katys Nissan Patrol, da vi var inviteret til afskedshygge. Og fordi det i disse dage tillader sig at vælte ned med regn, og vi ellers kun var udstyret med en gammel landrover fra 1965 –
– uden vinduer, et åbent lad og tre forsæder til at forcere de rustikke veje på farmens store arealer med, var John var rar at hente os i Nissanen, som vi senere selv kørte tilbage i. Mange australiere har op til flere biler, så det var ikke noget problem at have to stående hos os. Og det fine sammentræf gjorde, at Nissanen indtog en ikke uvæsentlig plads i arbejdet med at genoplive Timtam og dens batteri. Med motoren kort efter glad kørende i lighed med os andre, vendte vi næserne mod syd og en nyligt aftalt kort workawayaftale godt to timers kørsel syd for Korringal Cattle Station.