Lørdag den 30. september mødte vi troligt op i North Queensland Cruising Yacht Club kl. 14.00 efter at have læst nedenstående advisering i det lokale blad og ringet for at høre, om vi havde forstået konceptet ret.

Gratis tur på vandet med sejl og en hyggelig sludder med kaptajn og eventuelle gaster. Den var god nok. Beskeden lød dog også, at vi måtte væbne os med tålmodighed, da de aldrig rigtig vidste, hvilke sejlere, der mødte op til de forskellige sejladser, og om de ville tage det ansvar, der følger med at have børn ombord. Således fuldt udstyret med engles tålmod, mad, vand, solcreme nok til at fylde et mindre badekar og The Wizard of Oz erhvervet for den nette sum af et par dollars på et rart loppemarked i Redcliff (hvor Gerrie i øvrigt også købte ironbark – eukalyptus – honey til os, et i Danmark desværre manglende men hernede ganske vidunderligt bidrag til søndagsbrunchen) mødte vi op i den foruroligende stille Yachtclub. Vi satte os til rette på deres terrasse med bogen, krydsede fingre, vu over havnen med skibe i alle størrelser og påbegyndte første kapitel om The Cyclone, hvor Dorothy sendes til det fortryllede Land of Oz. Godt inde i historien, hvor “The Stork carried the Scarecrow to the bank”, blev vi prikket på skulderen af damen, der holdt Yachtcaféen gående. Hun måtte desværre meddele os, at der ikke blev sejlads den dag, nok fordi det stadig var skoleferie, og der derfor ikke var mødt så mange op, da de sandsynligvis var optaget af at være på farten andre steder med børn eller måske børnebørn. Igen og igen beklagede hun og tilføjede, at vi var meget velkomne til at forsøge os igen den følgende lørdag. Vi takkede for gæstfriheden velvidende, at vi ikke havde i sinde at tage imod det fine tilbud den førstkommende lørdag, idet vi i samme nu besluttede os for at betale for sejltursgaranti. Kanske vi forsøger os med Yachtklubben igen på lørdag den 14. oktober – imens vi råber et himmelhøjt hurra til mormor derhjemme.

Vel hjemme igen på Korringal Cattle Station efter et lille badelandsbesøg og en is bookede vi en tredages tur til Whitsunday Islands. Et mærkbart greb i lommen, men nok også det eneste af den kaliber på hele vores tur. Australien vrimler med smuk natur og nationalparker, som man primitivt kan overnatte i for en rimelig mængde klingende mønt, men i det sekund Aussierne øjner en chance for at tjene kassen på at transportere turister ud på bølgen den blå, skal vi da love for, at de ikke holder sig tilbage. Det var svært at finde sejlture, der ikke havde “overfyldt samlebåndspengemaskine” malet hen over skroget, indtil vi i vores ihærdige søgen efter en mere intim og særlig oplevelse fik øje på Ise Pearl. Flydende hjem for erfarne, australske kaptajn Warren “Sparrow” Burton, som havde klaret sig igennem tre cykloner på båden, og hustru Machi, som ligesom skibet var blevet importeret fra Japan for mange år siden. I 38 år havde skuden, bygget i 1956, været brugt af japanske perlefiskere og var i miserabel stand, da Sparrow overtog den og totalistandsatte ketchen, som dog stadig har lidt perleskaller siddende i tømmeret. Den smukke sejlbåd med plads til otte gæster havde virkelig sjæl og en god historie på hjertet.

Det kunne synes som det perfekte liv i de helt perfekte omgivelser, men direkte adspurgt herom, svarede japanske Machi, at nogle er lykkelige i Alaska, andre på en bondegård i Frankrig, andre igen på en båd i troperne (men jeg kan nu godt komme i tanke om andre steder på jorden, hvor lykken måske er lidt sværere at få øje på). Der er ikke én enkelt opskrift på lykke, men derimod ligeså mange som der er mennesker på jorden, og man må forsøge at finde ud af, hvad man selv bliver mest lykkelig af og i særdeleshed huske at sætte pris på den store grad af frihed, vi har i vores del af verden til at undersøge sagen. Lykke er ikke en fast sindstilstand, der kan erhverves et bestemt sted på jorden, men er et meget mere flygtigt begreb. Den viser sig glimtvis – måske når virkeligheden svarer til eller overgår forventningerne, men der er ingen garantier. Dog vil jeg i al beskedenhed vurdere, at det glimter en anelse mere i turkisblåt, lunt tropevand end i en efterårsstorm i Danmark – vi mangler bare alle dem, vi har så kært, hvilket absolut ikke er en uvæsentligt detalje i en lykkesnak. Men det er også dejligt at kunne glæde sig umådeligt til at kramme igen til sommer, og i mellemtiden havde Ise Pearl store lykkepotentialer i min bog. Man kan gøre sit bedste for at opnå flest muligt lykkelige stunder i livet, tage imod dem med kyshånd, når de er der og gemme dem indeni til svære tider, som vi alle møder fra tid til anden. Således forsøger vi sammen at følge vores hjerter, inderste ønsker for livet og hverdagen i så høj grad som muligt – også selvom det kan frembringe skælvende knæ og nervøse trækninger i mundvigen undervejs.
Det var formiddag. Onsdag formiddag, den 4. oktober. Og selvom vi havde regnet grundigt på tiden og egentlig syntes, vi havde rigeligt af den på vejen til Airlie Beach, hvorfra turen skulle tage sit afsæt, viste det sig til vores relativt store forbløffelse, da vi ankom, at langt fra alle lystbådhavne har samme dimensioner som Skudehavnen hjemme i Ebeltoft. Vi har tydeligvis stadig ikke vænnet os til de australske målestokke. Denne fejlvurdering af størrelsesforhold, parkeringsforhold og længden på børneben resulterede i, at vores sejlereventyr blev forkortet med ikke mindre end 15-20 minutter, hvilket man ikke skal negligere, når man tager den potentielle mængde af lykkelige øjeblikke i betragtning. Men forsinkelse eller ej – vi var på toppen, da vi satte ud fra Abell Point Marina, Airlie Beach, med kaptajn Sparrow bag roret, som i øvrigt havde hørt om Troels Kløvedal fra Danmark, og fru Machi i kabyssen (klassisk diskriminerende rollefordeling). Glidende på den smukkeste blå-turkise overflade, som var den påsmurt direkte fra Monets paletter, satte vi kursen mod Whitsunday Islands sammen med to øvrige gæster, Nicky, og hendes nevø, Mathew, fra Western Australia.

Frihedsfølelsen af at være ombord på et skib var enorm, og jeg tog mere eller mindre permanent ophold i stævnen, ivrigt spejdende efter skildpadder, delfiner og andet godtfolk i bølgen den blå. Manglede kun piratkikkerten og træbenet for at blive optaget i den næste filmatisering af Stevensons gamle Skatteøen. Disse eventyrlige billeder blev dog hurtigt fejet af nethinden, da vi efter et par timers sejlads kastede anker tæt ved kysten af Hook Island, utrolig smukt vist så. Men i disse farvande lurer alverdens farer, herunder de dødsensfarlige såkaldte “stingers”, som også går under navnet Box Jellyfish. Heldigvis er det lavsæson for dem for tiden, men efter ufravigeligt australsk forsigtighedsprincip skal alle turgæster uanset årstid iklæde sig et “stinger suit”, hvilket mildest talt hverken fremstår særligt pirat- eller for den sags skyld tropesejler-i-bikini agtigt. Efter møjsommeligt at være kravlet i det stramme udstyr mindede vi mest af alt om aparte amatørblæksprutter, der havde mistet halvdelen armene.

Til gengæld havde vi ikke tid til at tænke ret meget mere over det, da sveden i ekspresfart trængte igennem lycraen, og vi derfor mest var optagede af at blive kølet lidt af i det ikke badekarvarme vand, men fint til en rimelig mængde snorkeltid uden at fryse. Gyse en lille smule var vi til gengæld nogle, der gjorde ind imellem. Som førstegangssnorklere kunne et par af børnene og jeg ikke lade være med at skænke en lille haj et par tanker, som måske kom forbi og var lidt sulten efter fjollede mutantblæksprutter netop den dag. Men mon ikke vi med tiden kan reducere den slags forestillinger til et minimum. Under overfladen var det ikke helt så krystalklart, som det efter sigende plejer at være, fordi der for måneder siden kom en cyklon forbi og ramte Whitsundays hårdt. Alt det støv, plantematerialer, lerpartikler og så videre, der fulgte med i løs vægt hvirvles nu op hver gang tidenvandet bevæger sig, men vi så alligevel fine fisk, flotte muslinger og koraller nede i det store akvarium.

Gry øver knob under kyndig vejledning fra kaptajnen.
Vel om bord påny sejlede vi videre til vores ankerplads for natten. Med aftenkiks og ost på dækket funderede jeg kort over det gode liv, inden jeg sluttede mig til resten af min ivrige fiskerfamilie – som dog er ramt af lidt svigtende held for tiden. Vi lå stille i læ for brisen bag Hamilton Island og nød solnedgangen over de grønne, kuperede øer i fred og ro. Det var godt for sjælen, verden var så smuk omkring os, og der var højt til himlen. Jeg var lige ved at tude.
Vi var velkomne til at sove under den åbne himmel, hvis vi ville, fremfor i den også hyggelige kahyt. Selvom jeg gjorde mit ypperste for at overtale resten af familien til en nat under stjernerne, ville de godt lige prøve kahytten først. Så vi kyssede godnat på stigen, og jeg lukkede øjnene til lyden af klukkende vand, en stille vuggen i fuldmånens skær samt krydsede fingre for større trængsel på dæk den næstkommende nat.
Morgener er med tiden blevet noget af det bedste på denne jord for mig – jo tidligere, jo bedre. Helt forventningsfuld kan man vågne op og filosofere over, hvad en ny dag mon vil bringe. Således var vores første solopgang på vandet ingen undtagelse. Alle naturens nu lidt støvede farver, vandet petroleumsblåt, landet mørkegrønt og himlen i blå-grålige toner, understøttede den rolige stemning og fik den mønstrede skildpaddes langsomme morgentur til at minde os om, at vi er mange, der med fordel kunne tilstræbe en mere rentabel balance mellem travlhed og ro i hverdagen.
Vi gik endnu en skøn dag i møde med et lille visit på Whitehaven Beach, som også tidligere nævnt er på mange top 10 lister over de smukkeste og bedste strande i verden. Jovist, det hvide sand var det fineste, vi har set og mærket nogensinde mellem tæerne, og vandets fotogene farver svigtede bestemt ikke, men strandens beplantning bar også præg af at have grebet en cyklon for nylig.  

Og på en eller anden måde – så objektivt set som muligt – synes jeg faktisk godt, at Samsø og Ebeltoft kan være med i opløbet på en sjælden men klar og lun solskinssommerdag, hvis man evner at se bort fra vores mere anstrengende havtemperaturer… De fejlede bestemt ikke noget i det lave, turkisblå vand, hvor vi plaskede rundt. Gry med en lodret hajhånd på toppen af hovedet og styrende direkte imod sine hvinende søskende. Men de ægte hajfinner så vi heldigvis ikke noget til, ejheller på vores eftermiddagsdyk ved Border Island i noget klarere vand end dagen før. Her så vi flere flotte fisk og endnu flere fine koraller.
Da endnu en smuk solnedgang ventede os samme aften var hele familien heldigvis overtalt til at sove ude. 

Med fine argumenter såsom at benytte lejligheden til at sove under åben himmel uden at blive spist af myg og andre vilde dyr eller blive drivvåd af dug eller regn, tog alle deres lagener under armen og lagde sig til rette efter heftige diskussioner, der heldigvis omsider førte til enighed om, hvem der skulle sove hvor på dækket. Midt på natten vågnede Peter, Esben og jeg dog på komisk vis med regndryp i ansigterne. Hvad ligner det, om vi må spørge, og hvad er oddsene for sådan en hændelse? Det er kun vores tredje byge på godt to måneder, men heldigvis varede den kun omkring 5 minutter, så bedst som Peter var på vej ned i kahytten igen, fortsatte vi alle nattens søde søvn med udsigt til glitrende vand i måneskinnet.
Efter tredje dag, i sandhed også en vidunderlig en af slagsen på havet, hvor vi også fik fint følgeskab af en i mine øje nysgerrig måge, men set fra Esbens mere oplyste fugleperspektiv hvidbuget havørn, som gav lidt ekstra fyld i lykkeposen hos nogle af os, var det tid at vinke farvel til Sparrow og Machi, Nicky og Mathew med uforglemmelige oplevelser i bagagen og en stor mængde lykke til gemmerne.

I går havde Katy inviteret mig med på sit arbejde. Jeg havde glædet mig meget til denne oplevelse, og det skulle også vise sig at blive en spændende dag med divergerende overvejelser over, hvilke kulturelle idealer, der er mest meningsfulde. Formiddagen startede med en to timers legegruppe i en lille park med legeplads, og deltagerne bestod af mødre og to au pairpiger fra hhv. Skotland og Rom, som til sammen havde medbragt omkring 10 børn i alderen 2-5 år. Aktiviteterne bredte sig over højtlæsning, leg med dyr og klodser, sang og dans, morning tea, kridttegning samt fælleslegen “Duck-duck-goose” (sammenlignelig med Banke-banke-bøf). Gruppen af mødre beskrev sig selv som “The Interesting Aussi Moms”, og det var da også foruroligende interessant at være vidne til et barn, der fik smæk i bagdelen, da hun ikke rettede ind. Den metode havde dog tydeligvis ikke resulteret i et hverken velopdragent eller særligt charmerende barn, så den kan hermed frarådes at benytte sig af. Eftermiddagens legegruppe tog sit udgangspunkt i et dertil indrettet hus. Huset var en del af den større Save The Children organisation, men på deres skemaer og formularer var også påtrykt Play2learn, hvilket jeg genkendte fra Danmark. Da jeg spurgte Katy nærmere ind til det sammentræf, forklarede hun, at de aboriginske familier havde et ret anstrengt forhold til sloganet “Save The Children”, som følge af historien om The Lost Generation (filmen The Rabbit-Proof Fence giver et barsk, men opklarende indblik i uhyrlighederne), og de stillede spørgsmålstegn til, hvad de egentlig skulle reddes fra… Så lokalt i områder med højere koncentration af oprindelig befolkning arbejder de hen imod at promovere sig først og fremmest med titlen og logoet Play2learn i stedet. Konceptet var denne eftermiddag fire aborigiske børn i 3-4 års alderen, alle fra den samme community, som med forældrenes samtygge blev hentet ind i minibus af to ældre damer – en såkaldt hvid australsk og en af indfødt oprindelse. Her skulle der foregå skoleforberedende aktiviteter lignende dem, vi havde været igennem i løbet af formiddagen. Første del foregik indendørs siddende på en måtte foran et TV, hvor alfabetet rungede og pauseknappen blev trykket ned, når forbogstaverne i børnenes navne tonede frem på skærmen. Ingen af børnene havde den fjerneste anelse om, hvad der foregik, og hvad meningen med galskaben var. Og jeg må indrømme, at jeg i det øjeblik heller ikke så den helt store gavebod doneret fra hvid til farvet, idet det her var en lettere stramtandet dame i pencil skirt og træt frisure, som ganske uengageret stod for den tvivlsomme underholdning. Omend krydret med lidt styret leg i sandkasse, absurd fornem normering (det kunne vi lade os inspirere af derhjemme – 5 voksne til 4 børn), et par sange med dertilhørende dans samt grå modellervoks modellering kæmpede civilisationens logik (som egentlig ikke altid er særlig logisk for andre end kapitalisterne) med urmennesket indeni. Især i Australiens store vidder med masser af plads til alle, virkede det naturstridigt at bænke de livlige børn til den hvide mands opfattelse af god opdragelse og passende uddannelse. Problemet er bare, at den jord, man efterlod til det oprindelige folk er fattigt på næring og mad, hvilket har gjort det nødvendigt for aboriginerne at følge statslige retningslinjer for uddannelse i forsøget på at opretholde en værdig og holdbar levestandard. Men på en eller anden måde er det meningfulde i den udvikling ikke så nemt at få øje på, og jeg kan ikke undgå at sørge en lille smule over, at verden på den måde er i fuld gang med, og har været det længe, kulturelt at blive kedeligt ensartet og unødigt fattig.

For at slutte af med en mere opløftende historie med stor indbygget fiskelykke, kunne Esben her til morgen trække to flotte mudcrabs op af floden – en stor og en lidt større. Dem glæder vi os rigtigt til at sætte tænderne i. Jovist, naturen er stadig mageløs.

På mandag eller tirsdag den 16./17. oktober kører vi sydover mod Melbourne (200 km vest for), hvor vi har vores næste aftale omkring den 7. november. De har to piger, og nye legekammerater er altid skønt. Men på vejen har vi flere nationalparker at besøge og ferskvandssøer at svømme i forhåbentlig.

Gem

Gem

Gem

Gem

Gem