Ad en lille højrevendt grussidevej til den heller ikke ret store, men dog asfalterede hovedvej A1 mod Townsville kørte vi relativt længe, indtil vi mødte en lukket låge med påmonteret skilt med følgende oplysning: “Private Property”. Foran og omkring os strakte den australske, flade hede sig med spontan beplantning i gule og enkelte grønne nuancer opbrudt af mere vegetative, mørkegrønne bjergskråninger. Vi var nu velankommet til Korringal Cattle Station ejet af Katy og John og placeret mellem Bowen og Guthalungra lidt nord for Whitsunday Islands og godt en kilometer fra kysten.
Her har vi fået vores eget lille og meget fine hus. Det ligger et stykke fra deres fancy ejendom, som er beliggende på en bjergskråning med udsigt til større bjerge, komarker, forfriskende flodløb og begyndelsen på Great Barrier Reef. Vi nyder allerede forholdene i vores egen fuldt udstyret og hyggelige hytte (endnu en mærkbar opgradering fra vores udgangspunkt i Darwin), dog med mindre våd udsigt, men stadig fine bjerge at betages af. I vores nye del af dette eventyr hjælper vi med forskellige småting, som ikke kræver mere end, at vi samtidig kan nyde naturen og dyrke nysgerrigheden. Vi har nu allerede erfaring inden for kogning af friske tomater til sauce, gulerods- og løgoptagning, græskarstabling, fryserafhentning, kalvforflyting, lugning, hegnsopsætning og bygning af skur. Det friske vådområdet i umiddelbar nærhed af vores hus vrimler efter sigende med store fisk og mudcrabs, som vi håber på at kunne indfange og tilberede på ægte Aussi-vis. I det store hav kort herfra nøjes vi med at skele til de gribende smukke øer, som vi ved, området er plastret til med, indtil vi finder en rentabel måde at besøge nogle af dem på. Mange af sejlturene på et par dage koster det samme for en familie som hele flyveturen fra Danmark til The Land Downunder. Den prisforestilling, kan man vel uden at fornærme nogen sige, er til den friske side, så vi ser, om det kan nytte at trække på flinke sejlerkolleger i stedet, som gerne tager gastentusiaster med et lille smut ud på søen, uden de helt store greb i lommen.

Da vi spiste frokost forleden, var vi nær ved at få en fin gæst til bords, idet der udenpå vores netdør krøb en fin, tynd, gulbuget men ellers brunlig træslange.

Rammen og døren gik ikke ret godt i spænd, hvilket efterlod op til flere slangeinvitationer til frokostbordet, end vi syntes var rimeligt, så imens slangen mavede sig vej videre opad, pressede børnene og jeg (Esben arbejdede stadig) dør mod karm med den ene hånd i håbet om at holde slangen på behørig afstand og klikkede løs på kameraet med den anden i håb om at kunne tilføje endnu et fint eksemplar til vores allerede ret fyldte billedemappe med titlen “Vi samler på dyr”. Da den lille, lange fyr nåede toppen af døren, var vi åbenbart ikke så vedholdende med presset, så i et løst efterfulgt af et mere fast greb på døren fik slangen klemt sin mave en anelse og fortrak derefter ret hurtigt ned ad døren igen, hen ad terrassen og sandsynligvis via græsplænen op i et meget nærtliggende mangotræ. Vi åndede lettet op og glædede os dermed over at kunne notere første møde med slange uden for terrarium som ganske ufarligt – ulig tidligere møde med fejlantaget børnevenlig hund…

John og Katy er utrolig flinke mennesker. I lørdags blev vi inviteret til barbecue (det kalder de alle måltider, hvori der indgår en eller anden ret, som er tilberedt på hvad som helst, der minder om en grill eller et udekomfur) på deres terrasse. Her bestod retten af forskellige salater og fisk samt lidt bøf. Meget lækkert, og udsigten klagede vi bestemt ikke over. Mange eftermiddage går vi tur med Katy og hundene langs floden. På disse ture har jeg haft chancen for at lære hende lidt bedre at kende. I fem år har de boet på matriklen her, hvor også John er vokset op. De har fire voksne børn og en hel del børnebørn. Inden de flyttede hertil arbejdede Katy i omkring 20 år som sygeplejerske med brystscreeninger. Her havde hun et meget fint samarbejde med en læge, som de stadig ses med privat, men arbejdet var, som meget også er derhjemme, mere travlt end godt. Så de flyttede hertil i håbet om og med troen på, at de kunne leve af køerne og matriklens urtehaver, hvor de kan dyrke alt, hvad hjertet kan begære, blot det bliver vandet. Der viste sig dog uventede udgifter undervejs, og de blev derfor enige om, at Katy skulle søge et midlertidigt deltidsjob. Da der ingen brystscreeningsprogrammer er i nærheden, og hun ikke havde lyst at virke på et almindeligt hospital, søgte hun andre veje og fik en projektansættelse som legegruppeleder for udsatte familiers børn. Hun lo højt, da hun fortalte om, hvor skørt det var, at hun skulle ende sine sygeplejerskedage som børnepædagog – hun som hverken har forstand på eller uddannelse til at arbejde med børn, mente hun – ikke anden end den erfaring, man får ved at tage sig af sine egne fire børn, hvilket vel egentlig også giver en væsentlig erfaring…

Legegruppen består i, at Katy kører til et par forskellige bevidst valgte steder med grønt græs tre dage om ugen i sin fine kassevogn udstyret med lidt instrumenter, bøger, tegnegrej m.m. Her møder så forskellige børn og familier op, som hun dermed har mulighed for at snakke med. Gennem disse snakke oparbejder hun ofte en fortrolighed, som gør, at hun kan komme tæt nok på til at kunne anbefale forskellig slags hjælp til familierne, der slås med hhv. vold, alkohol eller andre former for misbrug. Hendes mission var imidlertid også at forsøge at nå ind til børn af aboriginske familier, som mange ved, i særdeleshed er udfordret og på kant med det moderne samfund, ligesom alle andre oprindelige folkeslag er det rundt om i verden (det er så bedrøveligt at tænke på), men hun erfarede, at de ganske enkelt ikke var interesserede i at være i legegruppen, når der også var såkaldt hvide børn i gruppen – de følte sig velsagtens ikke velkomne eller godt tilpas i selskab med “overklassen”. Så de kom simpelthen ikke af sig selv.

Katy lagde hovedet i blød og fik en god idé. Hver onsdag er der retsgang i det lokale domhus vedrørende forskellige ulovligheder såsom vold, misbrug o. lign. Hvad de aboriginske familier angår, har de ofte en anden familiestruktur, end vi kender den. I deres sociale sammenhæng er børnene alles så at sige. Dvs. at alle tager sig af børnene også onkler, tanter osv. Jeg forstod på hende, at familierne dermed ikke er opdelt i små enheder, men mere er en samlet gruppe på mange flere, end vi er vant til. Det betyder, at der ofte møder en hel flok op til retsgangene inklusive en del børn. Katys tanke var nu, at hvis legegruppen kunne komme til retsbygningen og dermed de aboriginske børn en enkelt gang om ugen, så kunne der måske opstå mulighed for at nå ind til dem ad den vej. Da hun spurgte sig for hos de rette instanser, bekræftede de hende opløftet i, at det var alletiders idé. Så var børnene da underholdt imens, og det ville give mere ro til det egentlige saglige ærinde. Udrustet med diverse tilladelser udvalgte Katy sig således en lille grøn plet uden for domhuset, dog uafgrænset og lige op ad en vej, men i skyggen af et træ trods alt. Her slog hun sin legegruppe ned den første gang for nogle år siden. Der gik ikke længe, før der ud fra den nærliggende politistation kom en dame anstigende, som anfægtede Katys projekt og tilføjede, at hun da ikke kunne afholde legegruppe dér. Det, mente Katy nu nok, at hun kunne og fortsatte sin dag, imens politikvinden klappede hælene sammen og bedyrede, at HUN i hvert fald ikke ville nedsætte en legegruppe der. Ugen efter mødte den uniformerede dame op igen, denne gang bevæbnet med sin mandlige overordnede, som meddelte Katy, at hun aldeles ikke kunne have legegruppe der. “Oh, yes, I can”, svarede hun, efterfulgt af en anbefaling om, at han henvendte sig til sin overordnede fra den og den instans og forhørte sig om aftalen, som hans chef i øvrigt syntes vældig godt om. Fornærmet vendte betjenten derefter atter næsen mod politistationen. Katys yngre medhjælper var fuld af beundring over hendes stålfasthed, hvortil Katy forklarede, at hun med tiden har lært at stå op for sig selv, selvom det i situationen ikke var en rar oplevelse. Tredje gang hun satte sin legegruppe op, nærmede julen sig, og i sin iver efter at bringe den rette julestemning til børnene, ville hun lære dem at spille og synge Jingle Bells. De skulle høre den spillet først fra et lille anlæg med højttalere. Kort efter, at tonerne strømmede lystigt, kom der atter en betjent anstigende fra politistationen. Idet han nærmede sig Katys legeområde, var hun ikke fri for at gruble over, hvilke forseelser de nu kunne have fundet på at klage over, men hans eneste ønske viste sig komisk nok at være at få hende til at skrue lidt ned for musikken, idet politichefen ikke så godt kunne koncentrere sig om sit arbejde. Igen lo Katy højt, da hun nåede til den del af historien, opfyldte selvfølgelig ønsket, og siden har hun ikke haft vrede politifolk i sin legegruppe, men til gengæld haft fine muligheder for at hjælpe det trængte, oprindelige folkeslag.

Efter godt en uge på farmen har vi fundet en fin dagsrytme. Den indebærer blandt andet, at vi næsten hver dag tager på små fisketure, idet floden snor sig lige på den anden side af den lille grusvej, der passerer tæt forbi vores hus. Fisketurene består i, at vi ofte stiller os ud i det lave vand eller står lige ved bredden, hvor man må bevæge sig i takt med tidevandet (- og jeg skal da være ærlig at indrømme, at jeg også stadig holder et lille øje på spor efter Mick Dundees venner med alt for mange skarpe tænder). Herfra kaster vi linen i forskellige retninger alt efter, hvor man ser små fisk plaske i vandet. Små fiskeplask betyder nemlig stor fisk, der jagter lille fisk. Hidtil begrænsede mine egne fiskeerfaringer sig imidlertid til en enkelt tur, da jeg var omkring 14 år på en i øvrigt mindeværdig og skøn sejltur til Samsø på vidunderlig venindes båd. Vel ude på søen mente Y-kromosomerne, at der skulle fiskes. Dog havde de ikke i sinde at passe stængerne uafbrudt, så i deres tiltrængte pauser, stod pigerne vagt. Helt oppe på dupperne og bedende til, at der ikke bed en fisk på krogen, kæmpede de moralske skrupler med naturens logik. Tænk, hvis jeg skulle blive direkte årsag til en fisks endeligt. Hvem kunne dog bære det på sine skuldre. “Fiskemorder“, skulle der stå på CV’et. Jeg forsøgte at overbevise mig selv om hykleriet i den mulige, nye titel, idet jeg glædestrålende har sat tænderne i al slags kød og fisk, siden jeg var i stand til at indtage fast føde. Om det lykkedes at dæmpe hysteriet en tand, husker jeg ikke, men lettelsen over at kunne give fiskestangen videre til en anden potentiel fiskeslagter uden bid på krogen, husker jeg som stor.
Efter resten af familiens lidt forkølede forsøg på at fange store fisk hernede, som kun resulterede i små bidrag til madding fisket op af hhv. Esben og Gry (en enkelt nåede Peter at knytte sig relativt tæt til, så der løb tårer ned ad kinderne, da den blev ofret dels i fisketrofæjagtens hellige navn og dels i hungren efter et større måltid), fik jeg fornyet mod på at fange en lille fisk. Fiskeheldet må i den grad have tilsmilet mig, idet jeg i mit tredje kast øjensynligt ramte en stakkels skællet fyr direkte oven i hovedet. I hvert fald bed den på i samme sekund, krogen rørte vandoverfladen. Jeg var ikke fri for at mærke hjertet banke hurtigere og også en smule ængsteligt ved tanken om fiskens drastisk ændrede skæbne. Vi kæmpede en værdig kamp, fisken og jeg, imens den nærmede sig min fødder og afslutningen på dens relativt korte fiskeliv, skulle det vise sig, da jeg trak den op på land. En lille strømlinet, gråblålig fætter på omkring 30 cm (målt på god fiskehistorie maner) med små, men drabeligt spidse tænder lå og gispede. Forinden havde Esben dygtigt hevet en Flathead ind i godkendt størrelse, som han humant havde aflivet hurtigt. Jeg tilkaldte således fiskedræberen, som efter bogen nemt gjorde det af med fisken. Ja, I har ret, jeg må simpelthen tage mig sammen. Hvor ynkeligt er det at fange en fisk og så være bange for at slå den ihjel. Med pæne ord kan man konstaterer, at her er et enormt udviklingspotentiale, der nok er værd at arbejde lidt med.

Men tilbage til fisken, som på det tidspunkt endnu ikke var identificeret, så vi var ikke helt klar over, om den var egnet på middagsbordet. Vi sendte billeder til Katy og John, som kunne fortælle, at det var en barracuda, som efter sigende er allermest lækker og velsmagende i netop den indfangede størrelse. Med den opløftende oplysning glemte jeg i samme nu alt om en kort forinden sprællende fisk, som jeg ikke havde mandsmod nok til at aflive. Hvor sejt er det lige at fange en barracuda – det lyder da som en art kun rutinerede fiskere og søulke hiver op fra dybet. Efter Peter behændigt havde renset fiskene, uden tårer heldigvis, satte vi dem nydende til livs, og barracudaen skuffede absolut ikke, den var himmelsk. Det skal helt bestemt prøves igen, og så får jeg måske også en ny chance for at øve en mere naturlig og afslappet tilgang til rovdyr og bytte konceptet. Tænk engang, en barracuda, haps! : )

Gem

Gem

Gem

Gem

Gem

Gem

Gem

Gem