Tirsdag formiddag den 12. september vinkede vi farvel til Gerrie og Dennis efter 3 ugers luksusophold, hvor forplejningen langt overgik den beskedne mængde arbejde, vi lykkedes at komme igennem med. 
GPS’ens kurs blev sat mod Fraser Island, og vi nød ærlig talt at være på egen hånd igen. TimTam var pakket til bristepunktet med alt, hvad en familie på 5 har brug for til omkring 4 dages ophold langt fra døde kyllinger i kølemontrer og to bakker jordbær for en tier (fin pris). Foran os lå tre timers kørsel, omend vi dog lurede lidt på den relativt korte kilometerafstand, som ikke syntes at kunne modsvare den i sammenhængen lidt lange kørselstid. Men hvad – GPS’er skal vel også tage hensyn til de mere forsigtige bilister.
Efter en times kørsel i smukt, bjerget landskab stadig med to timers resterende kørselstid at gennemleve, viste skærmen 60 kilometer til mål. 
Undrende og lettere hovedrystende over den tossede sammenhæng stod TimTam pludselig ansigt til ansigt med en australsk grusvej. Lidet anende, hvad der ventede os, begav vi os godtroende ud på den røde landskabsslange. Man er vel optimist, og som sådan forestillede vi os, hvordan grusvejen blot var et lille ubetydeligt mellemstykke mellem fine asfalterede veje. Men sådan kan selv optimister blive skuffede. Det blev kilometervis af bumpende, stenet og uvejsomt terræn, hvor vi med krydsede fingre og tæer noterede os hver gang TimTams undervogn måtte lægge mave til ikke undselige klippestykker og eroderede vejstrækninger. Kørsel på Fraser Island er afhængig af tidevandet, da hovedvejen er hele strandstrækningen på den østlige side – også kaldet 75 mile beach. Således kunne vi ikke tilkøre vores købte campingplads midt på øen før efter kl. 14.40, men samtidig skulle vi rigtig gerne nå frem tids nok til at slå telte op inden kl. 18, hvor mørket melder sin ankomst. Vores glæde over igen at være på farten stivnede dermed i takt med, at anstrengelserne med at køre på de bumpede veje voksede og voksede og GPS’en kunne meddele kørselstider fra 2 timer og helt op imod 8 timer undervejs. Vi var rigtig sent på den…
Endelig meldte de asfalterede strækninger sig atter på banen efter små 50 udfordrende kilometer, og tiden så ud til lige netop at være med os. Vi lagde vejen ind forbi en Shell station for at lukke tilpas luft ud af dækkene – den anbefalede mængde til at forcere verdens største sandø på fornem vis. Det var teamwork i sin bedste udformning. Jeg skruede de sorte dutter af, Esben lukkede luft ud, og jeg skruede de sorte dutter på igen. Psssssss, sagde det ved højre baghjul, selv efter jeg havde monteret sort dut. Dækket virkede lettere udmattet og var tydeligvis ikke ret klar til sandtur. Esben var dog helt opsat på at køre videre til den lille bilfærge, som ville fragte os på ø-lejr og dermed skifte hjulet, når vi var ankommet til øen. Selvom klokken havde passeret 15, var jeg nu lidt betænkelig ved at køre derudaf på et tydeligvis punkteret dæk, og dermed også imødekomme øen uden funktionsdygtigt reservehjul. Omend tydeligt irriteret gik den mandlige del af vores team hurtigt i gang med udskiftning af hjul – her begrænsede vores teamwork sig til, at jeg imens fodrede børn – undskyld Ulla Dahlerup. 
Da vi kort efter kunne inspicere det afmonterede, punkterede hjul viste det sig, at det var meget slidt og havde hårdt brug for en udskiftning. Vi enedes derfor om at køre til den nærmeste mekaniker lige rundt om hjørnet for at få det skiftet.
Her blev vi mødt af en bokser og dens særdeles erfarne mekanikerejer, som muligvis kunne skaffe et nyt dæk om tre dage. Det var en anelse belastende for os, da det betød, at vi så alligevel var nødt til at indtage Fraser Island uden reservehjul. Men den bekymring blev hurtigt gjort til skamme, idet den meget mekanikeragtige mekaniker hørte om vores Fraser Island planer. Hovedrystende med tendens til indre hånlig latter slukkede han med et vores store ø-drømme, imens hans mørke øjne hvilede tungt på TimTam: “You’ll never even make it to the barge”, oplyste han ufølsomt. Herefter fulgte fortællinger om, hvordan selv store firhjulstrækkere blev fragtet tilbage til ham i dyre domme med sammenbrændte motorer, fordi de sad fast i det dybe, løse sand og hjulene blot spinnede rundt, alt imens motoren blev varmere og varmere. Lettere skeptiske overfor, om han blot ville hjælpe sin nabo, som udlejede egnede biler til kørsel på sandøen, insisterede han på, at vi slog op på følgende facebookgruppe og gennemså en tilstrækkelig mængde indlagte videoer under titlen “I got bogged at Inskip Point” til, at vi var overbeviste om, at han mente det ganske alvorligt og faktisk var en ret flink fyr, omend lidt brysk, der blot forsøgte at hjælpe os. Klippene, vi så, måtte vi modvilligt indrømme, satte TimTam i et lidt anstrengt lys, hvad Fraser Island angik. Vi havde både betalt for køretilladelse i en måned (mindst mulige længde) og tre overnatninger på forhånd og i høj grad set frem til at dase i timevis ved en af verdens smukkeste søer, så det var en af de større kameler at sætte til livs.
Imens vi forsøgte at sunde os ovenpå de jævnt dårlige nyheder, ankom en anden kunde til biksen. Han spurgte til vores ærinde, og vi forklarede ham sagen. Han iagttog på lige fod med mekanikeren TimTam og rystede tilsvarende på hovedet. Der var meget svære kørevilkår i sandet for tiden, da det ikke havde regnet i månedsvis og sandet derfor var blødt et dybt stykke ned, kunne han forståeligt oplyse (til trods for, at i hvert fald halvdelen af tænderne manglede) og så beklagende ud, men fortsatte ind i værkstedet. Bedst som Esben og jeg stadig stod og rev os i håret for at finde gode løsninger på den noget bitre erfaring, kom han tilbage, og som sendt fra himlen forslog han, at vi kørte ud til en campingplads i nærheden, som han altid brugte, når han holdt ferie. Dejligt sted til børnene – lige ved stranden, så de kunne lege i sandet og med udsigt til Fraser Island – ikke ret dyrt, men uden badefaciliteter (hvilket skulle resultere i min længste periode uden brusebad siden Roskilde Festival i 1994). Des uagtet takkede vi ham hjerteligt og ringede til Queensland Parks and Wildlife Service for at få så mange penge som muligt refunderet for vores indkøbte fiktive ferie, der nu i den grad var aflyst. Det lykkedes at få godt halvdelen tilbage heldigvis, og vi bookede en nat på den anbefalede plads i stedet. En nat blev til to og to blev til tre, imens vi ventede på, at det nye dæk skulle komme mekanikeren i hænde og derefter os.
Hver dag kunne vi betragte Fraser Island helt tydeligt fra stranden på vores campingplads – der var vel ikke mere end godt en kilometer dertil, men vi måtte nøjes med at se og ikke røre. Det var utrolig smukt, men næsten heller ikke til at holde ud. 
Så vi undersøgte mulighederne for at tage til øen på andre måder. Uanset, hvor vi så hen, rullede dollartegnene. Men det virkede simpelthen for fjollet kun at kigge, når vi nu var så ufatteligt tæt på. Så vi stod tidligt op en morgen og blev samlet op af en meget robust firehjulstrukket lastbil indrettet med sæder til turister, hvorefter vi i samlet flok på bedste all inclusive vis blev vist rundt på øen, alt imens vi fik rystet alle organer på plads. 
Det var en vanvittig tur – og sjov. Vi humpede og bumpede vores vej rundt og måtte gang på gang sande, at vores mekaniker i den grad havde haft en væsentlig pointe – også da vores store køretøj satte sig fast i sandet undervejs og måtte trækkes fri. Seværdighederne blev krydset af i ekspresfart, som det sig hør og bør med den slags guidede ture, men vi forsøgte at glæde os over, at vi stadig havde en funktionsdygtig bil stående på fastlandet til gengæld. 
Den tog vi i bytte blandt andet for en enkelt, sølle times badning ved den smukkeste sø, jeg nogensinde har set og dens fine, hvide omgivende sand. 
Vi blev sat af lidt før de andre gæster, da bilen kørte forbi vores campingplads på hjemvejen lige efter færgeturen. Flere af gæsterne havde undervejs rost vores børn for at være skønne at have med på sådan en tur, og da vi steg ud fik vi endda klapsalver med på vejen. Det morede vi os alle over, tog roserne til os og syntes, det var en ret fin afslutning på en tur af den karakter.
Nu er vi på vej mod Townsville (lidt syd for), hvor vi skal bo på en kvæg- og mangofarm for en tid, men undervejs besøger vi Frida fra Grys klasses moster, Maj, et par dage i Biloela lidt sydvest for Rockhampton. 
Her holdt vi Grys fødselsdag i forgårs, som Majs svigermor i den grad hjalp med at løfte niveauet på med en fornem kage med lys og fødselsdagssang. 
Peter nyder at lege med deres meget omgængelige hund. Liv og Gry passer godt på lille, bedårende Nora på omkring 5 måneder og rider på hesteryg. Her til morgen drager vi videre mod nord efter tre skønne overnatninger hos den søde, lille familie.