I forgårs kørte vi en tur over grænsen til New South Wales – to timers kørsel hver vej. Tvunget af bilomstændighederne måtte vi personligt møde op på et offentligt kontor, så de kunne vurdere de nye ejere, alt imens vi lettere nedtrykte iagttog en anselig mængde tid og et ikke uvæsentligt antal dollars forsvinde ned i statskassen under overskrifterne Rego og TPI. Temmelig udmattede besluttede vi efterfølgende på parkeringspladsen, der dog var gratis, at forkæle os selv med en hjemtur, som rundede kysten og havet, inden turen atter fortsatte nordpå ad The Pacific Highway M1. Efter anbefaling fra Dennis kørte vi et lille stykke og nåede til et smukt udsigtspunkt, Point Danger, hvorfra der var panoramavue over Stillehavet. En sti førte helt ned til vandet, så den fulgte vi. Dernede stod en ung kvinde tålmodigt og ventede, imens hendes kæreste bodysurfede i de den dag beskedne bølger.
Pludselig råbte hun til os, at der var hvaler. Som gazeller sprang vi op på den lille klippeblok, hun havde indtaget og spejdede side om side ud over det blå tæppe. Begejstringen ville ingen ende tage, da de første blåst pustede hvide skyer op over havoverfladen. Kikkerten dirrede i hænderne, så ryggen af hvalerne skiftevis var inden for synscirklen og helt ude af billedet. Mere fattede kunne vi nu over den følgende halvanden time både med og uden kikkert observere omkring et par håndfulde af de store dyr, som vi rigtignok hurtigt blev bekræftet i, var pukkelhvaler. De var så flinke til at vinke med deres kæmpe finner højt løftet over vandet, og vi vinkede naturligvis igen – ingen fedtegrever her. Heller ikke hvalerne var nærige med at vise sig frem. Vi så både haler, højdespring og kæmpe plask. Det var ganske fortryllende og særdeles vanedannende. En enkelt af os ønsker sig stadig en herlig badetur med de skønne skabninger, men dette var i den grad en forrygende start på et nyt venskab.
Hval på vej til Surfers Paradise (bynavn). Det virker ret absurd.
Peter var lidt ked at, at han ikke fik set et pukkelhvalhøjdespring, men måske kan det nås et andet sted en dag, og det gav under alle omstændigheder en fin lejlighed til at få snakket om, at store naturoplevelser ofte kræver en vis mængde tålmodighed og det endda tit skarpt forfulgt af en anelse kedsomhed. Men det er vel egentlig ikke så tosset lærdom at få med sig trods alt.
Da mørket så småt var under ankomst, og alle pukkelhvaler ude af syne, var det tid at vende næsen mod Queensland igen, men netop som vi var ved at gå, fik Esben pludseligt øje på en lille flok delfiner, som legede i brændingen. I et hurtigt glimt kan deres rygfinne af det utrænede øje som vores, forveksles med en hajs, men i det lave vand var der ingen tvivl. Der var rutsjebanetur for delfiner, og vi nød det mindst lige så meget som de.
Vi var inviteret til fødselsdag i en nærliggende park med sø af Harry, som holdt sin 4 års fødselsdag i går med en imponerende Nerf Gun kage, som en af gæsterne havde bagt. 
Esben forsvandt dog hurtigt fra festlighederne med sit kamera i konstant jagt på en vigtig fugleoplevelse. Men heldigvis fik han denne gang fanget et andet og mere pelset dyr med sin linse i et stort træ tæt ved. Lettere ubemærket sneg vi os derefter alle afsted fra slikkepinde og stopdans og gav den fuld gas med “ih, åh, nøhj og nååååår hvor er den sød”. Godt til rette i en grenkløft sad en koalaunge og hvilede sig. 
Så blød og dejlig så den ud med sin tykke pels og sine runde ører. Den skulle nu hurtigt komme på andre, mere vågne tanker, da Peter forståeligt nok begyndte at kravle op til den. 
Vi nåede at redde den lille fyr fra overfald og mindede Peter om, at vilde dyr er bedst at beundre lidt på afstand – ikke kun for koalaens skyld. De har meget skarpe klør, som de bruger, når de bestiger de hårde eukalyptusstammer. 
Men man kunne bestemt ikke bebrejde ham for at have den største lyst til at kæle med den. Den var simpelthen så uimodståeligt sød og blød at se på, og jeg er helt sikker på, at vi alle sammen ønskede den med hjem til vores egen skov i Ebeltoft. 