Fars dag bliver fejret hernede med maner. Vi var indbudt til stort morgenbord hos drengenes mormor og morfar længere nede i haven. Buffeten bestod af pølser, æg, bacon, baked beans i tomatsauce med pølser, toastbrød og en stor stak pandekager, som Esben bød ind med. Dertil masser af juice med isklumper. Da vi havde gjort kål på sagerne og det endda uden, at nogen blev ramt af akut hjerteanfald undervejs, tog Gerrie os med til det lokale, lille marked, hvor de solgte karamelliserede popkorn, antikke save med malerier af gammeldags landbrug, kaffestel, diverse planter, dvd’er i massevis og almindeligt blandet skrammel derforuden.

Hjemme igen ventede vi spændt på, at få besøg af ejerne af vores forhåbentlig kommende, nye, gamle bil. Sidst på eftermiddagen ankom to belgiske piger med vidunderet. En Hyundai Santa Fe firhjulstrækker fra 2002. Efter en prøvetur og benhårde forhandlinger (inspireret af min skønne morfar, der aldrig betalte fuld pris for noget) blev vi enige om, at bilen skulle skifte hænder for et relativt overskueligt beløb. Vi satte os til rette i haven og gik i gang med formaliteterne. Pludselig hørte vi frygtsomme skrig fra indhegningen til vores underboer. De kom umiskendeligt fra Liv. Underboernes hund havde bidt hende i skulderen. Heldigvis kun overfladisk, og hun er helt fin igen nu, men sikke en kæmpe forskrækkelse vi alle fik, og ikke mindst Liv. Hunden havde aldrig gjort sådan før i de mange år, de har haft den, forsikrede de os, og alle var meget kede af det.  Liv havde intet gjort, men blot aet den og havde derefter vendt sig for at gå indenfor igen. Heldigvis stod dens ejer lige ved siden af og kunne gribe hurtigt ind. De har nu monteret sele på den, og skaffer sig af med den hurtigst muligt. Men vi tager herfra med den erfaring, at man ikke nødvendigvis kan stole på hunde og deres godtroende ejere. En vis mængde påpasselighed overfor glubske rovdyr med spidse tænder kan på mange måder komme en til gode…

Bilen er vi til gengæld lykkelige for, og vinduesviskerne kører kun lejlighedsvis i takt med, at vi drejer. Pigerne, vi købte den af, fortalte, at bilen hedder TimTam, og i vores midlertidige hus, står kaffekopper brunt dekoreret med selvsamme navn. Nysgerrigheden måtte stilles, og med strålende øjne kunne pigerne fra chokoladens højborg besvare vores spørgsmål med forklaringen om, at en TimTam er en slags lille kage eller kiks indeholdende en særdeles passende mængde chokolade. Vi forsikrede dem, at hvis lækkerbisknerne også faldt i vores smag, skulle bilen få lov at beholde sit lidt skøre navn.

Jo jo, sikke en fortryllende fornemmelse af frihed, det nu er at cruise rundt i TimTam på de australske lande- og motorveje op og ned ad bjerge. Den udnytter vi til fulde ved at tage lidt før herfra end først planlagt, da vi dermed kan nå at campe på Fraser Island, verdens største sandø, inden skoleferien på 14 dage begynder om godt en uge. Det kræver lidt forberedelse, da vi selv skal medbringe alt, hvad vi får brug for, til øen – inkl. vand og benzin. Men tirsdag morgen den 12. september letter vi atter anker og kører nordøst over i små fire timer, hvorefter vi krydser fingrer for, at TimTam også kan bestige sandbjerge.

Gem