En kvinde havde kontaktet os for at spørge, om vi kunne tænke os at komme forbi og hjælpe til hos hende. Hun driver en kørende dyrebørnsfarm, som tager ud til forskellige arrangementer med dyrene, hvilket lød som en fin oplevelse for børnene især. Vi blev enige om, at et par dags hjælp var nok, da vi stadig gerne vil have fornemmelse af at have nogenlunde god tid på turen ned til Melbourne.
Vi ankom ud på eftermiddagen til en ejendom på landet en lille halv times kørsel nordvest for Mackay. I forhaven blev vi mødt med et uskønt kor bestående af brægen, mæhen, rappen, pippen, gøen, grynten, bokken og hvæsen. Således åbenbarede Old Macdonalds farm sig for os. Den blev primært styret af Macdonalds yngre, kvindelige kollega; rødhårede (farvet – ellers for tidligt gråhåret, ligesom vi andre ganske ufrivilligt styrer direkte imod at blive dag for dag) Karen, og hendes familie bestående af mand og to teenagepiger. Dyreholdet inkluderede mestendels dyrebørn: Lam, gedekid, grislinger, kyllinger, ællinger og alpakalam. Men også to gæs, tre papegøjer, en kanin, et marsvin, to katte, en skægget drage, fire enorme hunde samt en fri python, skulle det vise sig, residerede matriklen. Farmen var dog snart på vej til at blive et stort medlem fattigere.
Efter at have hilst på op til flere væsener både i og uden for indhegningerne – og ved samme lejlighed blevet døbt i mudder og dyrelort – blev vi installeret i “The Grannyflat”, et lille sommerhuslignende anneks et par meter fra hovedhuset. 
Bedstemorhuset passede fint til at huse os et par dage på aldeles komfortabel vis. Særligt taget det faktum i betragtning, at vi på de dage åbenbart skulle velsignes med al den regn, vi har været forskånet for i de sidste par måneder. Det ville have været lidt anstrengende at gennemleve dem i to små og ikke nødvendigvis særligt vandtætte telte, selvom regnen her er lun. Og med den beslutning måtte vi tage det sure med det søde. Lad det være sagt med det samme, at det af og til bliver lidt for meget med al den afhængighed af andre familier. Det fungerede fremragende hos Katy og John, idet vi havde en stor grad af frihed til at organisere vores egne måltider og disponere vores tid. Men når alle måltider skal koordineres og indrettes efter andre familiers køleskab og rytme, som ofte ikke er tilnærmelsesvis regelmæssig, bliver det ind imellem udfordrende, men også økonomisk nødvendigt. Der var ikke andet for, end at tage det hele som en unik oplevelse og pakke ud. 
Bedst som vi havde indtaget vores ny område, skulle Karen og familien et lille smut hen til deres kommende ejendom i nærheden. Vi brugte alenetiden til at se nærmere på alle dyrene. Imens vi stod og talte om de gøremål, vi var instrueret i at tage os af, rullede en dame op til lågen i sin bil. Esben og børnene havde bemærket, at to af de store hunde ofte løb ud af haven over hegnet for at vende tilbage kort tid efter. Det var tilsyneladende almindelig praksis for dem, og vi skænkede ikke deres løberute en tanke, førend damen standsede ved lågen og kaldte os hen. Hun spurgte, om vi manglede en hund, hvilket vi i forespørgslens øjeblik ikke var helt opdaterede på, da vi nysankommet ikke havde holdt hverken mand- eller dyretal på den meget fyldte grund, men på hendes beskrivelse kunne det passe meget godt med en af de to store, hvide kvæghyrder på fire ben, der hørte til Karens besætning. Og efter en kort hundeoptælling kunne vi konstatere, at der manglede en enkelt af kæmperne. Oven på en beretning om hunden, der var løbet direkte ud foran en bil – ikke damens dog – og som stadig lå på vejen, begav Esben sig ned ad indkørslen for at tilse dyret. Kort efter vendte han tilbage og kunne med håndtegn passerende forbi halsen vise os på afstand, at det er dødsensfarligt for en strejfende hund (og potentielt også for forbipasserende trafikkanter – heldigvis ikke denne gang) ikke at være hegnet forsvarligt ind.
Det var en lidt tung opringning til vores spritnye vært, Esben derefter foretog, men eftersom det var hundens helt almindelige rutine på farmen, var der ikke noget, vi kunne have gjort for at forhindre hændelsen, og Karen tog da også oplysningerne fattet og retfærdigvis på egen kappe. De havde allerede tidligere fået kremeret tre hunde, som nu var udstillet i små kasser; to i skuret og en på hylden i stuen. De fleste af dem var taget af slanger dog, men familien var som sådan åbenbart vant til et vist svind i besætningen. Og sådan gik det til, at dag ét på gården for Esben bestod i dels at hente en død hund på vejen, dels at påbegynde bygning af et bur til den anden tilbageværende bror af samme race og dels i samarbejde med den yngste af pigerne at jage en python på flugt, som uset havde bygget hus i hegnets materialebunke. 
Den salige hund blev vores børns første nære møde med et dødt kæledyr med pels, når man fraregner Livs kanin, Silkehale, som på tragisk vis blev spist af sandsynligvis en ræv derhjemme for et halvt års tid siden. Men synsmæssigt tæller den ikke rigtigt i det regnskab, idet kun halestumpen var at finde bagefter. Selvfølgelig satte det sig dybe spor i Livs indre, hvorfor hun stadig nære en udpræget angst for ræve. Så tydeligvis stadig lettere traumatiseret over den hændelse, var Liv lidt nervøs ved den døde hund på ladet af bilen, Esben havde hentet den i. Men efter at vi havde kigget på den sammen, hjalp det lidt på diverse ubehagelige imaginære billeder, og alle tre børn klarede den lidt voldsomme velkomst til vores nye sted virkelig flot. Det gav også en ikke uvelkommen, omend lidt sørgelig, lejlighed til at sætte ord på den i særklasse ærgerlige detalje ved livet, nemlig den, at det før eller siden koster livet for os alle.
Så i mellemtiden gælder det om, at få det meste og bedste ud af det, og det prøver vi. Med den mission, kørte jeg på anden dag afsted til et job med Karen og hendes rullende babyfarm. Vi skulle denne gang besøge en skole, som klassevis skulle se, røre, klappe og fodre dyrene. Da jeg var lille havde jeg, som mange andre børn, en drøm om at rejse rundt med et cirkus og svinge mig i trapezerne jonglerende med togofirs bolde iført glimmer fra top til tå og strutskørt ud til alle sider samt med saltomortalerne fremtvingende imponerende sug i maverne på det begejstrede publikum. Ridende på hesteryg prydet med fjerduske her og der og med det lange, lyse hår flagrende i vinden til tonerne fra det stemningsfulde orkester, der havde timet trommehvirvlerne og highhatten helt perfekt til mine halsbrækkende stunts glemte jeg dog fuldstændig i hallucinationernes berusende billeder, at der ganske afgjort også er en meget uromantisk og uimponerende side af cirkusliv med dyr. Vi sprang endda over de desværre endnu ikke indøvede, flotte kunster på vores tur – til min relativt store ærgrelse. Hvilket barn eller voksen for den sags skyld ville ikke gerne have se numre med Fem-geder-høj, Jonglering med ni små grise, Kanonfåret Mæh eller Ællingernes lidt svedne, men kortvarigt særdeles oplysende flyvning gennem ildringen? Om det mest havde at gøre med vores manglende tid til at indøve noget som helst, eller det mere var et spørgsmål om, at det nok alligevel ikke ville havde været i overensstemmelse med god dyreetik, må stå hen i det uvisse, men sikkert er det, at der ikke følger meget glimmer med griselort, gedehømhøm og hegnsopsætning i metervis. Men ungerne havde en dejlig oplevelse af at være tæt på dyrene, og langt de fleste havde da også hørt om, at det er godt, at være god ved dyr… 
Det var egentlig meningen, at vi ville have kørt videre efter et par dage hos Karen og hendes familie, men fordi regnen stadig er over os lidt endnu, har de tilbudt, at vi kan blive hos dem, til det er drevet over, selvom hun er taget på weekendophold med sin mand, og det derfor kun er pigerne, der er hjemme. Vi havde planlagt at campere i Eungella Nationalpark tæt ved for at se Næbdyret Perry henover weekenden på vores vej videre, men nu, hvor vi havde muligheden for at overnatte i tørvejr, ville vi i stedet forsøge os med en dagstur dertil og håbe på, at han dukkede frem i løbet af den.
I går gik turen dermed til en meget smuk regnskov i bjergene mod vest. 
Vi talte med damen i informationshuset, som dog ikke lød alt for optimistisk i forhold til at kunne få næbdyr at se, da alle hunnerne ligger på æg for tiden, og der kun er en enkelt han per territorium. Så vi havde forberedt os på at skulle tilbringe hele dagen i bjergene og måske køre hjem igen med uforrettet sag. Liv og jeg gik tilbage mod bilen for at gøre rygsækken lidt lettere til den første rute langs Broken River, hvor næbdyrene bor. 
Stien til parkeringspladsen gik langs floden, under en lille bro, hvor der stod to franske damer meget stille og stirrede stift ned i vandet. Da vi kom helt hen til dem, kunne de hviskende og pegende vise os et lille, fint næbdyr, der skiftevis dykkede ned efter mad og kom op igen til overfladen for at tygge og sluge det. Hvor heldig kan man da lige være? Jeg efterlod Liv i trygge, franske hænder og hentede resten af familie, hvorefter vi alle blev tanket op med herlige omend lidt regnfulde næbdyroplevelser. 
Senere så Esben og Peter også en vandslange – en af dem, der ikke kan komme vand ud af, medmindre man klemmer meget hårdt – og som det sig åbenbart hør og bør i en regnskov fik vi også fornøjelsen af at fjerne tre små igler, to fra Gry og en enkelt fra Esbens storetå.
Mætte af en dejlig dag kørte vi hjemad i tide til at kunne nå at hjælpe pigerne med aftenfodringen i zoologisk have. 
I morgen tidlig rejser vi endnu rigere på oplevelser videre mod sydligere himmelstrøg.
Vi glæder os meget til at komme ned og besøge jer. Vi savner jer rigtig meget. Glæder os til at se jer. kh Kasper og Moster
Vi savner jer lige tilbage – kan ikke vente til det bliver december! Kærlig hilsen os alle sammen.