Fulde af taknemmelighed kørte vi afsted forleden morgen kl. 8.30 i to biler – i al beskedenhed en fin 40 års fødselsdagsgaveoplevelse at få ; ) Turen gik til Dayboro State School, hvor vi var inviteret til at deltage i en almindelig australsk skoledag. På anbefaling havde vi logisk nok medbragt mad og drikke, som man ville gøre derhjemme. Men herforuden var også solhatte obligatoriske, hvis man ville være ude i pauserne, idet uhyggeligt mange australiere rammes af hudkræft. Fødderne skulle man pakke ind i lukkede kondisko. Vores første tanke var, at kondiskoene muligvis var en del af skoleuniformen, men da jeg senere fik adgang til at udspørge et par piger fra 5. klasse, kunne de forklare, at kondisko var et must frem for sandaler, da man ved let fodbeklædning kunne være uheldig at skære sig på et lille glasskår eller slå sig på en sten, hvorefter forældrene kunne sagsøge skolen. Det lyder ret vanvittigt og en anelse ucharmerende amerikansk inspireret, at retssystemet på den måde inddirekte dikterer, hvordan elever i skolen skal gå klædt i sikkerhedens eller måske nærmere frygtens hellige navn. Men skik følge eller land fly – vi agerede naturligvis som anført.
Da vi trygt udrustet ankom til skolen, blev vi budt velkommen af skolelederen, som viste os ind på kontoret. Her skulle vi gæsteindskrives for dagen i en bog til formålet. Derefter kunne vi sikkert fordeles ud i klasserne. Med effektive, mandlige inspektørskridt (læs: Vi måtte næsten sætte i løb for at følge med) blev vi venligt ledt op ad trapper, hen ad stier, op ad endnu nogle trapper og hen ad endnu en sti i et skolekompleks strækkende sig fra 0. til 6. klasse med herlige udeområder, og hvad vi senere fik ro til at opdage og nyde; en ualmindelig smuk udsigt til bjergene omkring. Peter og Esben gik med Chrystian i 3. klasse, imens Liv, Gry og jeg fik plads i Jonathans klasse hos Miss Riley. Den bestod af blandede 4. og 5. klasseselever, idet skolen havde modtaget flere børn, end de havde klasserum til, så frem for at etablere to ekstra klasser af hvert trin, var nogle slået sammen. Miss Riley var en anelse yngre end vi andre også unge lærere og underviste klassen i stort set alle fag. To timer om ugen havde de dog lov at blive undervist af andre lærere. Skoledagen starter kl. 8.50 og slutter kl. 15.00 hver dag.
Alle børn bliver hentet og bragt til skolen af deres forældre eller andre voksne, idet det ikke er tilladt for børn under 12 år i Australien at færdes alene ude uden voksenopsyn eller for den sags skyld at være alene hjemme – endnu en uforståelig regel at følge set med vores mere frisindede, danske øjne. Men afstandene hernede er naturligvis også nogle andre, og i lignende tilfælde ville vi måske heller ikke være tilbøjelige til at lade vores børn rejse langvejs alene dagligt. De omtaler dog deres lange skolevej i andre vendinger end vi ville gøre. Således adspurgt, svarede en af Grys endags-klassekammerater, at hun boede ret tæt på skolen – kun ca. 10 kilometer derfra. Om en sådan rækkevidde ville man næppe benytte “tæt på”-termen i Danmark.
Miss Rileys tilstedeværelsestid strakte sig selvvalgt fra omkring 7.30 til ca. 16.00 hver dag – også om fredagen. Læreplanerne var ret fastlagte, hvilket selvsagt nedsætter behovet for lang forberedelsestid betragteligt. Hun kunne vælge at forberede sig hjemme og dermed forkorte tilstedeværelsestiden til blot at følge elevernes skoletid. Den konfrontatoriske del af arbejdsugen kan dog synes ualmindelig lang, men den generelle disciplinære opførsel, eller omgangsform om man vil, i skolen lå helt bestemt også på et andet og lidt stammere forventningsniveau end i vores frisatte institutioner, hvilket gav mere ro til alle i løbet af dagen. Dette forhold gav anledning til indre diskussioner om, hvorvidt mere skærpet disciplin sker på bekostning af nytænkning og fri udvikling, eller om det ganske simpelt sikrer en mere høflig og hensynsfuld måde at omgås hinanden på. For eksempel er det ganske uacceptabelt at sige “fuck”, og vi har ikke hørt nogen hernede bruge ordet, som de kalder “The F-bomb”. Det ord har derimod bygget lejlighed med udsigt ved siden af Karius og Baktus’ residenser i så godt som ethvert skolebarns mund derhjemme, uden at nogen efterhånden tager særlig notits heraf. På det punkt kunne vi med anselig fordel lade os inspirere herfra – måske endda uden fare for at forulempe nogens ret til kreativ og personlig udfoldelse…
Noget af det, der yderligere gjorde stort indtryk, var deres store fokus på vigtigheden af at føle stolthed over ens skolearbejde og præstationer. Man kan sige meget om Pavlov, men hans klassiske betingning har et vist potentiale, selvom det ikke må siges ret højt i skolesammenhæng derhjemme. Men det var så fint at høre eleverne med stolthed i stemmen fortælle om, hvordan nogle stykker af dem havde klaret sig godt og gjort sig umage i en bestemt sammenhæng og derefter havde fået lov at vælge sig en roman hver. Her var stolthed og incitament til at være dygtig og arbejdsom værdsat – ikke kun i de boglige fag, heldigvis. Inden hver time, hvor eleverne sad pænt udenfor døren på række og ventede på Miss Riley, opfordrede hun dem til at bruge deres tid fornuftigt – uanset fag. Selv på toiletterne kunne man udnytte tiden til at blive klogere – måske meget godt, det af naturlige årsager ikke lader sig gøre, at spørge de to verdenskunstnere om deres holdning til toiletudstillinger med åkander og vaser med solsikker. 
Undervejs i løbet af skoledagen fik de elever, som havde arbejdet koncentreret, sat en lille ugle på deres bord. De elever, der kunne beholde den ved fortsat at bruge tiden fornuftigt i klassen (hvor der også var plads til at lege i løbet af timerne), var med i lodtrækning ved skoledagens ende om en lille gave til at tage med hjem i form af en blyant, et viskelæder eller andet. Selvfølgelig var der elever, som trængte til flere legepauser end andre, men tilskyndingen til at være stolt af sit arbejde gav en tydelig lyst til at levere et stykke arbejde, man med rette kunne finde stolthed i. Om det er nødvendigt at uddele gaver hver dag, kan diskuteres, idet stoltheden vel også kan bære lønnen i sig selv, men det særlige fokus herpå var et ret fint tvist. Be proud!
Frikvartererne var fortryllende i smukke omgivelser, med masser af plads til at boltre sig på, og det var meget rørende at opleve, hvor søde og imødekommende eleverne var overfor os. De syntes, det var rigtig sjovt at lære dansk og også spændende at høre om Danmark, som de ikke kunne begribe lå så langt væk og var så lille bitte et land – kun 2/3 af Tasmanien, hvilken de ikke regner for meget andet end en beskeden størrelse ø. Så interessen og glæden over en herlig udveksling var helt igennem gensidig og skøn – ganske ligesom udsigten på gangbroen hen til skolebiblioteket.
4 dages kuren, Low Carb, Vandmelonkuren, Sense, Syre-basekost, Blodtypekost osv. Kært barn har mange navne. Men den variation af slankekur, som vores mandlige vært har udvalgt for tiden er for os helt og aldeles ukendt. Den består i at spise kun tre gange om dagen på ganske bestemte tidspunkter. Det i sig selv er måske ikke så usædvanligt, men her indtages forskellige pudsige retter ofte indeholdende baked beans i tomatsauce fra dåse. De hældes på en tallerken og på en god dag tilsættes cocktailpølser fra glas, hvorefter herligheden lunes i mikroovn og suppleres med to stykker hvidt toast smurt med margarine. Retten skylles ned med en stor glasvase fra IKEA fyldt med isklumper og Pepsi Max – selve vasen genbruges forstås, og ville vel også være en anelse vanskelig at klemme ned… Angiveligt har kuren virket en lille smule efter adskillige måneders udøvelse, hvordan det end kan forklares.
Men heldigvis forhindrer en mystisk og noget tvivlsom slankekur ikke tilstedeværelsen af et ualmindeligt hjælpsomt og venligt væsen. Vi har allerede været på tur til et fint marked og en lidt kold, men smuk svømmetur en god køretur herfra – panoramaudsigt over havet langs hele venstre side af poolen. Gerrie har også forsøgt at involvere sin ene søn, som arbejder på et VW værksted i vores bilsøgning. Efter aftensmaden blev vi budt på Pavlova i dag, som er en marengs dessert med frugt og dertil vanilleis, hvilket var ret lækkert.
På matriklen bor i øvrigt også det andet hold bedsteforældre til drengene nedenunder. De har lejet en campingvogn, som er godt på vej til at tage permanent ophold i haven. Vi var inviteret til barbecue med hyggeligt bål og lækker mad uden for vognen i forgårs. Her var samtaleemnerne dels de store forskelle på Danmark og Australien, men også gode, giftige dyrehistorier fik plads. Samtalen rundede desuden indvandrere fra en må vi nok sige fra enkelte familiemedlemmers munde lidt uheldig vinkel, dog uden at være direkte uforskammede, men almindelige generaliseringer om ,hvordan såkaldt fremmede mennesker er, og hvilke værdier de besidder, har DF åbenbart ikke patent på. Heldigvis var det overordnet en virkelig hyggelig aften, hvor vi fik leet af mangt og meget og udvekslet sjove historier.
I dag har vi hjulpet med at fordele flis i et meget stort bed og hørt Gry fremlægge sin månedsopgave om New Zealands dyreliv, hvilket hun klarede så flot. Esben tog sig forinden en rundtur hos de nærmeste bilforhandlere i området og konstaterede, at biler ikke er gratis hernede. Så vi slår os nok på en lettere udslidt backpacker udgave med diverse campingudstyr og krydser fingre for, at den holder så længe, som vi planlægger at cruise rundt på de røde veje. Enkelte af os er allerede fristet en lille smule af også at se andre dele af verden efter New Zealandeventyret i sydkuglens sommermåneder. Men nu får vi se…
P.S. Vores nye hjemmeskoleveranda er nu også ret fint med god udsigt, selvom det desværre er lidt til den kølige side her i vintermånederne og derfor ikke er meget varmere end på en almindelig jævn sommerdag derhjemme, hvor man må iføre sig uld morgen og aften – lidt skidt planlægning, men det var vi klar over, og vi glæder os til at køre nordpå om et par uger til lunere vejr og svømmeture uden gåsehud forhåbentlig – kun over hajerne.