Med en urimeligt sen natteflyvning, dulmet med herlig fodmassage, blev vi med vores overdimensionerede bagage atter sendt frem til nogenlunde almindelige vestlige standarder.
Det er i grunden beundringsværdigt, hvordan tilpasningsevnerne er så veludviklede hos menneskeracen. Jovist, er det vel hovedårsagen til, at vi er den altdominerende art på jord, men man kan dog alligevel imponeres over den adaptive hastighed. Så forunderligt er det, at man på kun tre uger, kan vænne sig til at leve, som i urtiden og efterfølgende i gensynet med civilisationen høre sig selv forbavset og med store øjne udbryde sætninger som: “Gud, der er et spejl; Ih, se en skraldespand; Wow, de har toiletpapir på lager; Nej, hvor er det mærkeligt at sidde på et toiletbræt” og “Hey, der hverken mus, frøer, firben, gekkoer eller kakerlakker i soveværelset eller køkkenet”.
Vi er, som antydet ovenfor, landet i forholdsvis civiliserede rammer denne gang hos Gerrie og Dennis, som er hhv. selvstændig ejendomsmægler med kontor i huset og oprindeligt fra Holland samt pensioneret løjtnant og bibliotekar. De har bosat sig i smukke bjerge vest for Brisbane i et enormt hus, som giver ly til både dem selv på første sal samt deres søn og svigerdatter med deres tre drengebørnebørn i alderen 3, 8 og 10 i underetagen. Vi føler os allerede hjemme (også desværre med hensyn til de noget mere moderate temperaturer på 15 grader, da vi landede tidligt i morges – uldsweatrene i rygsækkene har endelig fået deres berettigelse) og har fået tildelt et værelse mere eller mindre på størrelse med vores eget hus i Danmark med panoramavinduer ud mod den smukke, kuperede have af væsentligt omfang. I tilknytning til vores værelse er der luksuriøst indrettet eget bad og toilet samt lille tekøkkenafdeling og garderobe. Omkring kl. 5 i morges landede vores fly fra Darwin, og vi blev straks hentet af Gerrie i lufthavnen ca. 40 minutters kørsel herfra. Omend lidt trætte er vi nu i fuld gang med at indtage og udforske vores nye sted. Børnene har spillet spil og får netop i skrivende stund motioneret bentøjet på husets romaskine i den dertil indrettede workoutafdeling.
Dam med smarties er ret populært…
Meget kan man sige om vores første ophold, men vi havde rig adgang til velsmagende vand fra egen brønd, sunde madvarer og daglig og især meningsfuld motion under åben himmel. Således er det nu pudsigt at iagttage, hvordan folks motions- og madvaner er enormt forskellige. Efter en hurtig gennemgang af køleskab og køkkenskabe, kan vi konstatere, at vi må gøre, hvad vi kan for at komme med på indkøbsholdet, hvis vi vil spise andet end pulverkartoffelmos, pulverkager, pulveræbleskiver, pulverbrød med rosiner, frysesuppe, færdige havregrynspakker med rigeligt sukker og forskellige uønskede flavours, imponerende luftfyldte toastbrød og marmelade i rigelige mængder. Nye, friske og spændende kulinariske oplevelser er vi altid på jagt efter, men der må være grænser for hvor meget pulver, man bør indtage. Kloren i drikkevandet forsøger vi at ignorere. Det er længe siden (ca. tre måneder), det har regnet her, så de har kun city water for tiden, og bruger helst ikke ret meget af det. Forholdsvis uhyggeligt, at rent vand pludselig er blevet en luksusvare, men det kender vi desværre fra alt for mange steder på jorden efterhånden.
Modsat sidste ophold er de ikke her økonomisk afhængige af vores arbejdskraft og har tydeligvis mest af alt brug for almindelig hjælp til at holde et stort hus og en anselig have kørende. Dette haster tilsyneladende ikke synderligt, da vi har hele dagen fri i dag, og Gerries lettere forvirrede udtryk i øjnene, da vi spurgte om, hvad vi kunne hjælpe med, vidnede om, at de i høj grad også bare synes, det er hyggeligt at have besøg udefra. De bruger det meste af tiden på at opremse, hvad de vil vise os, og hvad vi skal opleve og smage – herunder kan vi allerede sætte kryds ved kænguru, og det smagte meget fint og sjovt nok ikke af kylling. Dennis har rejst de fleste steder i verden, og nyder tydeligvis både at høre og fortælle historier fra fremmede himmelstrøg. Måske får vi gode idéer til kommende destinationer på den konto. Vi har allerede lyttet til en interessant fortælling om Hudson Bay i Canada, hvor man efter sigende kan være heldig både at se isbjørne, nordlys og svømme med hvaler inden for relativt få dage. Grand Canyon fik også fine ord med på vejen. Men solnedgangen over bjergene her, er nu heller ikke at foragte.
På fredag er der kørt en almindelig australsk skoledag i stilling for vores tre håbefulde unger. De skal med de ældste drenge i huset, Chrystian og Jonathan, i deres respektive klasser grangiveligt passende til Peter og Grys, hvilket netop er clearet med drengenes lærere. Det står ikke helt klart om Esben og jeg også er velkomne, men det håber vi.
Med hensyn til den vilde natur er mængden af levende fauna indendørs noget mere begrænset her, end vi hidtil har oplevet, men når man kører på vejene skal man være opmærksom på krydsende koalabjørne og wallabies, hvilket fine skilte i vejkanten gør opmærksom på. I haven er der stadig slangerne at holde øje med. De har carpet snakes, grønne træslanger, brown snakes (som vel nok er King Brown, der er på listen over verdens 10 mest giftige slanger) og en rødlig sag, som også er ret giftig. Men ligesom som Tamara i Darwin, fortalte Gerrie i dag, at dyrene som regel glider af ved lyden og vibrationerne af vores skridt, men “You have to know your snakes”, tilføjede hun. Dem må vi hermed lære at kende med lynets hast.