Peter havde en dejlig fødselsdag, hurra hurra hurraaa (især super festligt med de fineste stofflag hjemmefra – tusind tak, Lone). Hermed et lille uddrag fra hans dagbog derom:

Det var min fødselsdag den 11 august. Da jeg vågnede kom min mor og far og min storesøster og min lillesøster ind og sang fødselsdagssang for mig, da fødselsdagssang var færdig fik jeg en gave, i gaven var der en trylle orm og et næsehorn som var lavet ud af viskelæder. Jeg fik også et kids blad. Så stod vi op og gik ud i køkkenet og spiste morgenmad da jeg havde spist morgenmad og min mor og far havde spist morgenmad så skulle de ud og plukke. Da de var færdige med at plukke skulle vi ud til et sted hvor man blev vist rundt et par timer i bushen men det kostede alt for mange penge. Det kostede nemlig 250$ (1250kr), så min mor gad ikke betale for det (red. fordi det var fornærmende dyrt!). Så vi tog hjem igen. En time efter vi var kommet hjem fik jeg endnu en gave i gaven var der en Australsk fodbold. Jeg blev meget glad da jeg så den. Jeg fik også et fint billede og penge hjemme fra Danmark og en bue og pil af Bohdi og en dims til iPaden af Sharn og Rob.
Da det blev aften skulle vi op til deres hus og fejre mig. Da vi kom der op havde de dækket bord, og vi skulle have pizza jeg syntes pizzaerne var gode. Tamara som havde lavet pizzaerne, havde købt færdig lavede pizzaer, men hun havde puttet meget mere fyld på dem. Vi fik kage til dessert og sang fødselsdagssang den med instrumenterne.

Skøn australsk fødselsdagskage med danske lakridser medbragt hjemmefra.

Endnu en særdeles varm dag var David så sød at køre os til et område ved navn Berry Springs en halv times kørsel fra huset. Her var en dyrepark, som først blev inspiceret, herfra gik vi, hvad der viste sig at være knap to kilometer i noget der mindede om en sauna – alle tre børn nåede da også på den strækning at græde undervejs over ubehageligheder såsom ondt i fødderne, svedig nakke og almindelig udmattelse i varmen – men derefter blev vi mødt af en yderst kærkommen oase med et lille, plaskende vandfald, kaldet Kangaroo Falls (storslået navn til et her beskedent men skønt naturfænomen), som ledte vand videre ud i et par søer knyttet sammen af et åløb. For små to uger siden var stedet lukket for badning, da en saltvandskrokodille havde fundet vej dertil, men efter den havde fået et nyt sted at bo, var det atter nogenlunde sikkert at opholde sig i det kølende vand. Her var flere fine fisk at observere gennem dykkermaskerne, og vi var sultne efter at mærke vandet smyge sig om vores dagligt overophedede kroppe, men vi skal da ærligt indrømme, at tanken om den nyligt ubudne, og heldigvis forflyttede gæst fik det til at kilde lidt ekstra i maven under svømmeturen.

Carpet python

Ja, det gik som billedet ovenfor antyder, men et brusebad er altid kærkomment i Darwin – ligesom et godt grin : )

Det er vist ret almindeligt udbredt både hjemme og i resten af verden, at mange naboer hjælper hinanden – i den forbindelse sender vi en kærlig, taknemmelig tanke til vores egne i særklasse søde af slagsen i Danmark – og således var vores australske farm ingen undtagelse. De byttede sig til æg hos deres nabo, importeret fra Tyskland (naboen altså), som til gengæld hentede rå mængder af usælgelige grøntsager samt uddaterede squash- og agurkeplanter hjem til sine sultne høns. Det må dog have været en fornem udveksling set med vores værters briller, idet æggene ikke var ganske almindelige æg, men æg der på alle måder var kælet for, ja sågar bedt for i ordets bogstaveligste forstand, foruden naturligvis at være helt fremme i de permakulturelle og bæredygtige hønsefødder. Skulle disse pragtfulde æg købes på det frie marked, måtte man trække hele 10 australske dollars (50 kr.) op ad tasken i bytte for 12 hele og delikate af slagsen, men efter danske æggekategoriseringer nok alligevel en beskeden størrelse small. Halleluja!

Da opholdet hos Tamara og David nærmede sig sin afslutning, havde vi fem udviklet et ret effektivt og hyggeligt familieteam i pakkehallen. Der var flere gode forslag til teamnavne: Team hurtig-hastighed, Team sprøde agurker, Team papkasser og grønne poser samt Stjerneholdet. Vi nåede aldrig til afstemning herom, og det var egentlig også lige meget. Hver især brugte det navn, de syntes bedst om, og så var alle glade. Enkelte blev dog fra tid til anden lidt trætte af arbejdet.

I går aftes fejrede vi enden på vores støvede outbackeventyr med en aftentur til Darwin i selskab med Tamara og børnene. Her holder byen for øjeblikket to ugers festival med hyggelig musik om aftenen, farvede lamper og food market i parken. En vældig rar afslutning på et udfordrende, underholdende og lærerigt ophold. Tidligere samme dag var det til vores alles ubeskriveligt store glæde lykkedes os at mæske os i den uden sammenligning bedste vandmelon, vi nogensinde har smagt. Esben havde haft et godt øje til den på marken ved siden af agurkerne i ugevis, hvor den voksede sig større og større i et tempo, der ville få overfloden af kommunale lean-projektledere til at lægge sig til at dø direkte på jorden ved dens side og slå korsets tegn. Vi havde set i øjnene og delvis accepteret, at vi sandsynligvis lige nøjagtigt ville blive snydt for at mærke dens saft løbe læskende ned ad hagen, men miraklernes tid er ikke forbi – kanske naboens bønner ikke kun virker på æg – for selvsamme formiddag, som vi skulle flyve sent om aftenen, var melonen moden og klar til fortæring. Førstepræmien for bedste vandmelon i verden blev uddelt prompte med følgende begrundelse: Den perfekte forening af fyldig smag, køligt og rigeligt saft, der uundgåeligt strømmer ned på blusen trods ihærdige forsøg på at få hele herligheden indenbors, knasende sprødhed, vidunderligt farvespil mellem lys pink samt lyse- og mørkegrønne striber samt en ualmindelig fornuftig og overdådig størrelse. Et helt og aldeles fremragende minde at vinke farvel med.

Gem

Gem

Gem

Gem

Gem