Frygtindgydende arter

Selvom vi primært går efter at møde de lokale på vores rejse og dermed få et spændende vue ind i ganske almindelige australske dagligdage, føler vi os bestemt ikke for fine til også at aflægge en af de store turistattraktioner i området et visit. Skarpt bevæbnet med diverse solhatte, tre liter vand, en pose mærkelige, men meget lækre æbler, kikkert samt to kameraer af anselig størrelse – nok til at gøre enhver japaner irgrøn af misundelse og givet vis værdige kandidater til at bringe de næste levende billeder af det ydre rum til jordens overflade – satte vi os forventningsfulde ind i vores private outback-taxa ført af hhv. Tamara og David. Nu skulle vi på Crocodile Cruise på en nærliggende flod.

Efter at have kælet med en venlig, vandpyton steg vi med en blanding af spænding og frygt i maven om bord på en til formålet foruroligende klejnt fremtrædende båd sammen med et par håndfulde andre forventningsfulde turister. Velvidende, at vi blev iagttaget af utallige glubske rovdyr, satte vi os til rette i behørig afstand fra rælingen. Og alt imens vi på meningsfuld vis blev instrueret i ikke at række arme eller andre legemsdele ud over kanten, rullede informationer om kæmperne hen over nethinden. Saltvandskrokodillen, som blandt andet lever her i The Northern Territory, er verdens største og mest frygtindgydende krokodilleart. Den er ligeledes den største af alle nulevende krybdyr, og kan blive op til 7 meter lang og veje mere end 1000 kg.

DSC_8701

DSC_8739

De lokale nærer dyb respekt for dem, da dyrene er særdeles effektive og snedige jægere, og man skal ikke nødvendigvis sætte næsen op efter at overleve et møde med dem i bushen, hvilket adskillige avisforsider opsat i det lille informationshus bevidnede. I regntiden – i vores vintersæson – hvor store områder er oversvømmede hernede, holder beboerne sig på meget behørig afstand af den våde bush, da den uden tvivl huser disse krybdyrenes konger, og man har i den periode ingen kontrol over, hvor de befinder sig.

Men i denne flod var der heldigvis nogenlunde styr på sagerne, og vi fik både set de store hanner på omkring 5-6 meter og deres respektive omkring 20 hunner samt en rede og en enkelt årgammel unge i mudderet.

DSC_6430

 

For turisternes skyld har en anden tilsvarende frygtindgydende art tilføjet hoppeshows til cruiset, hvor guiden holder råt kød på en stang over vandet og dermed får krokodillerne til at springe op efter det. Om denne metode kan man med rette mene, hvad man vil, men det var under alle omstændigheder meget spændende at se dyrene i deres naturlige omgivelser og det endda uden at blive slugt undervejs.

 

P.S. Sjov info nedenfor.

2017-08-01 06.31.17

Gem

Gem

Gem