Det har været lidt svært at forudsige, hvordan vores hverdag ville tage sig ud under disse fjerne himmelstrøg, men den arter sig heldigvis alt i alt ret fint indtil videre og foregår udendørs 95 procent af tiden – herligt!

Med alt for jævnlige mellemrum blive vi dog igen og igen gjort opmærksom på, at vi er nærmeste naboer til en hønsegård med en morgenfrisk og meget insisterende hane – og med nærmeste forstås urimeligt nær. Fra hoveddøren – nåja, store ord kan få selv en skrotbunke til at lyde fornem – i vores lidt beskedne bolig kan vi spytte (i teorien naturligvis) ind på dyret. Den starter en højlydt koncert omkring kl. 4.30, som bakkes op af et uskønt kalkunkor i samme indhegning. Med øjnene fast sammenknebet forsøger vi det til trods at opretholde en smule længere nattesøvn.

Vi slår således først øjnene op i den til gengæld smukkeste solopgang (billedet er blot en tarvelig kopi af virkeligheden) hver dag omkring kl. 6.30. Og hvem ville have troet, at noget tilsvarende smukt umiddelbart derefter en enkelt morgen kunne opleves fra mark-udsigten i det hævede, lille, gule hus? Siddende på hug, lige der for de blotte øjne, just ud af morgenlyset kunne iagttages tre ganske levende og hoppende wallabies (mindre kænguruart) på tur. Så ivrig blev man for at forevige denne stund med kameraet i lommen, at balancenerven spillede en et særdeles uheldigt puds i de afgørende sekunder, og man nær var på vej til at ryge i hullet sammen med biogassen. I samme bevægelse fik man naturligvis skramlet og ramlet som et helt orkester ude af takt, for derpå at blive det skuffede vidne til tre forskræmte pungdyrs lynhurtige retræte til det fjernest liggende skovområde. Hvor kunne man dog ærgrer sig i den noget akavede situation, men samtidig også glæde sig over sit held med i første omgang at undgå ubehageligt samkvem med kompostbunken, og ikke mindst overhovedet at se dyrene. Det har givet blod på tanden, så det lille hus er nu opgraderet til et lettere ildelugtende, men yderst vigtigt skjulested for ihærdige naturfotografer på job.

Kl. 7.15 starter vi med at plukke agurker og squash, og inden længe nok også tomater og vandmeloner. Vidunderlig hat, Anette – sender dig en kærlig tanke hver dag : ) Har selv fundet farveafstemt outback outfit dertil – real Aussi-style. Man må vel forsøge at synge med det næb, de andre fugle hakker med, som man siger…eller hvordan er det nu?

Omkring kl. 9.30 er der pause. Herefter kan følge lidt forskellige opgaver. Enten pakning af grøntsagerne, såning af nye frø, eller frihed.

Når dagens dont er udført, er det tid til diverse forlystelser i form af eventyrskole (bønner er fin erstatning for centicubes o.lign…), støvet idræt, rideture, ekstremt tiltrængt bad med skurebørste og sæbevand og endelig en aftentur i bushen i selskab med adskillige bird watchers og med solnedgangen lysende over naboens mangoplantage på tilbagevejen.

På vej mod aftentoilettet i fuldmånens skær ser vi stjernebilledet Sydkorset på den klare nattehimmel, og bliver endnu engang mindet om, at vi er langt væk hjemmefra, men det er egentlig helt okay for en tid, selvom der åbenlyst er mange, vi allerede savner. Men der er så meget, vi skal opleve endnu, før vi atter drager hjemad igen.