Ssssss…

Vi havde sat de materielle forventninger til vores nye, midlertidige hjem så lavt, vi kunne, velvidende at vi skulle på landet i den rødstøvede outback (ca 45 min. kørsel fra Darwin), og at vi skulle bo i en basic caravan.

 

Men fantasien rakte ikke til forestillinger om det scenarie, der åbenbarede sig for os, da vi ankom. Således indkvarteret i en på dinosaurernes tid sikkert skinnende hvid og nydeligt indrettet vogn med fint interiør, men nu med et grønligt skær på ydersiden, kraftigt hældende i forskellige retninger samt indtaget af diverse frøer, firben og heldigvis døde, men tommelfingerstore kakerlakker tilbringer vi i sagens natur en del tid udenfor vognen.

Her har vi vores eget store, rummelige ude-køkkenalrum, som er afgrænset af hegn og net for at holde de værste dyr på afstand. På opfordring opbevarer vi al mad i køleskabet inkl. havregryn, brød, sukker og ris, da mad eftersigende tiltrækker mus, …og mus tiltrækker ssssssss… Pludselig er det fantastisk meningsfuldt, at mange australiere holder en del hunde, og to af vores værters tidligere hunde har da også måttet lade livet på den konto for en del år tilbage. Nu har de seks af slagsen på matriklen – altså hunde… Hammen udenfor vores køkkendør vidner dog om, at der sikkert også er et par stykker af de andre et sted. Så fra at have haft et lettere anstrengt forhold til de firbenede, er de nu raskt på vej til at blive vores bedste venner i kampen mod ubehagelig nærkontakt med dyr uden ben. Dog blev vi beroliget af Tamara, som lystigt vandrer rundt på bare tæer gennem områder med enormt mange løse blade.

Hun fortalte dog, at hvis blot man stamper lidt hårdt i jorden, når man går, så flygter slangerne…5 elefanter kom marcherende… (no worries, mor).

IMG_0526

Til sidst skulle måske nævnes, at vi forretter vores nødtørft i et lille, gult, meget åbent, men dog hævet hus, indrettet med en stor træplade, som manuelt åbnes og lukkes i takt med, at bare numser finder vej til og fra det store, dybe hul – lettere udfordrende i aftenmørket, der tager sin begyndelse omkring kl. 19.30. Hvordan bærer man sig ad med at trampe, imens man sidder på hug? Gode råd modtages gerne…

MEN vi har slet ikke fortrudt, og vi begynder allerede at føle os lidt hjemme, selv i campervanen, hvilket bestemt hænger uløseligt sammen med den utrolige sommer- og hjertevarme, vi er blevet modtaget med. Den sødeste familie, som ligesom de fleste andre med børn mest af alt ønsker sig lykkelige unger og ligesom flere og flere i de moderne samfund et enklere og mindre stressende liv, hvor man har større indflydelse på sin dagligdag, og hvor omtanke for naturen og dets beboere spiller en væsentlig rolle. I dag har vi plukket intet mindre fornemt end biodynamiske squash og ligeså agurker på friland og pakket dem til salg i Melbourne. Lækker aftensmad får vi serveret uden at røre en finger i den forbindelse, samt et fyldt køleskab med alt, hvad vi behøver i øvrigt. Vi er vel nok kommet ud på eventyr og tager alt som en uforglemmelig oplevelse.

3 Comments Add yours

  1. Peter siger:

    Sådan – that’s the spirit! 🙂 Fedt at høre fra jer! Lyder til at I allerede har taget de indfødtes taktikker til hjælp…

  2. Jesper siger:

    Hej alle, fantastisk at læse om jeres oplevelser kh Jesper

    1. Malene siger:

      Hej Jesper
      Det er vel nok hyggeligt, at I også læser med. Stort kram til jer alle og tak for din besked.

Skriv et svar