Omgivet af sukkerrørsmarker så langt øjet rakte, kun afbrudt af grønne bjergskråninger og togskinner til små vogne fyldt med høstede sukkerrør, rullede Timtam lystigt afsted med middagssolen lysende på bagsmækken. Vi bidrog til den gode stemning inde i bilen med et vers af “Nu ruller vi alle, nu ruller Palle, nu ruller Polle, nu ruller Ruth” med ekstra tryk på Ruth! På en eller anden måde er den sang blevet obligatorisk, hver gang vi er på vejen igen – det er så hyggeligt. Hygge er ellers ikke et begreb, der på nogen måde er kendt hernede – og ej heller er på vej til at blive det. Hvad skal man da også med stearinlys i mørket, når man kan få blændende lyspærer, der løser det praktiske problem, at meget få mennesker ser godt i mørke, men til gengæld efterlader de ingen som helst form for stemningsfuld belysning. Spot er noget, man kan forstå på disse bredde- og længdegrader. På den front kan vi altså virkelig noget derhjemme med efterårets regn- og stormfulde dage. Hvor triste de end kan virke, så forstår vi da, at få det bedste ud af dem. Flakkende, små flammer i fine stager på bordet, farvestrålende strikketøj, venlige uldplaider, ild i brændeovnen, te, kaffe og en lille hjemmebagt kage tilsat de nyligt restaurerede afsnit af Matador buldrende ud fra skærmen, imens lommetørklæderne findes frem til de scener, hvor det viser sig, at Daniel alligevel også får en hest, og hvor Agnes begaves med den barnevogn, hun kun havde drømt om at eje. Disse dage er da ikke de værste, vi har, men måske bliver det alligevel lidt trættende, når man har gennemlevet dem ti-elleve måneder i træk…hvert eneste år… Alt godt kan blive for meget af det gode.

Det var nu svært at forestille sig om det maleriske sted, vi holdt ind for at nappe en frokostpause, og hvor den danske efterårskulde ikke blev skænket mange tanker. En meget lille by ved havet ved navn Clairview. Der var simpelthen så smukt. Det så ganske ud, som jeg forestiller mig alle strande i Sydhavet gør. Lyst sand, turkisblåt hav, en vejende palme og en lille solskyggehytte overdækket med siv.

Slangen i paradiset var dog saltvandskrokodillerne, som færdes langs hele den nordlige kyst i Queensland, og som vi bestemt tager os i agt for. Dette betød, at vi måtte springe badeturen over, hvor meget de lokkende blå nuancer i vandet end indbød til en sådan, men vi forsøger at holde os på den rette side af dumdristighedens til tider fristende lune. Det skulle vise sig lidt vanskeligt senere den følgende nat.

Den gratis rasteplads, vi egentlig havde tænkt os at slå lejr ved, viste sig at være lukket, og det ligeså gratis alternativ, var en noget tvivlsom lille græstot et kort stenkast fra en tankstation uden andre overnattende. Vi havde ikke levnet meget tid til at lede efter endnu andre overnatningsmuligheder, da vi som regel udnytter køredage maksimalt indenfor lysets tilstedeværelse. På det kraftigste er vi blevet frarådet at køre efter mørkets frembrud, især fordi Timtam ikke er forsynet med en passende australsk ko-/kængurufanger. De utallige udsplattede kadavere fra tidligere hoppende dyr liggende i grøftekanterne, vi har passeret, vidner om, at der er en hel del om snakken, så i mangel af bedre bookede vi os ind på en privat farm lidt nede ad vejen for natten. De havde en græsmark til rådighed, hvor vi slog vores to små telte op side om side med et par campervans. Midt om natten vågnede vi ved lyden af brag, derpå lys og så brag igen efterfulgt af tromlende regn. Liggende der midt på en mark kun indhyllet i tyndt stof i en så kaldt thunder storm var ikke indbegrebet af sikker opbevaring af børn, men der var ikke meget andet at gøre end at krydse fingrene i soveposen og håbe på det bedste. Det blev en lang, våd og relativt søvnløs nat, men omsider pustede uvejret ud uden at have forårsaget ulykker i lejren, og vi faldt til ro. Morgenen hilste os heldigvis solrigt velkommen, og det lykkedes os på nogle timer at få pakket alt grej tørt ned igen – og ligeså nervøsiteten.

Da vi kørte mod nord for en måneds tid siden, lurede vi på flere vejskilte der pegede mod en by, der øjensynligt hed 1770. Det lød for pudsigt til ikke at undersøge nærmere, så på vejen sydover ville vi indtage vores frokost i netop den by. Det viste sig, at Cook selvfølgelig var gået i land netop dér den 24. maj i år 1770.

Vi fandt en bænk ved Marine Rescue Center, hvor vi kunne indtage frokosten i selskab med en træslange. Og vi havde ikke siddet der længe, før en redningsbåd bemandet med en håndfuld politibetjente lagde til ved kajen. Tidligere havde de fisket en levende og to døde sømænd op af havet og var nu på udkig efter de sidste manglende par stykker. En fiskerbåd havde været ude i hårdt vejr og var på tragisk vis bukket under for bølgerne. Så bliver man mindet om, at et menneske blot er en lille prut, når naturen spiller med de store muskler.
Ikke langt fra byen var vi blevet anbefalet at gå en lille tur i et område tilgroet af eukalyptustræer. Da vi holdt ind på P-pladsen, havde vi ikke store forventninger til oplevelsen, idet det så umådelig tørt og kedeligt ud. Men hvor tog vi fejl. Ikke mere end ti meter fra bilen åbenbarede der sig et eventyrligt troldelandskab, som vi alle blev lidt fortryllede af. Efterhånden har vi gået en del ture på vores rejse i smukke omgivelser, men vi har aldrig før været vidner til tre børn, der plagede om at gå turene igen. Det var herligt at opleve denne gang, og vi måtte selvfølgelig belønne iveren med endnu en tur rundt i skoven.

På vej videre fandt vi uddrag fra Cooks dagbog frem fra lydbogskartoteket for at høre netop den beskrivelse, hvor han går i land ved 1770, men efter at have lyttet til beretninger om, hvordan han som beordret af den engelske flåde (British Royal Navy) i Sydhavet beskrev Venuspassagen fra Tahiti, derefter kortlagde New Zealand for til sidst at have frie hænder til at finde sin rute hjem og måske finde Sydlandet (Australien), som han rigtignok fandt og sejlede op langs østkysten af, gik i land først i (nu) Sydney og sejlede yderligere mod nord, blev vi de skuffede vidner til et uddrag af en dagbog, der simpelthen havde udeladt den del af rejsebeskrivelsen, som omhandler hans landgang i byen 1770, bortset fra en skudt kalkun. Det ligner da ikke noget…

Vores ly for natten blev et kendt sted ved Gin Gin, idet vi tidligere havde overnattet på samme rasteplads på vej nordover. Thor havde dog i løbet af dagen opbygget endnu en anselig mængde vrede i sig,  så vi blev atter velsignet med dramatiske lyn, torden og voldsom regn. Vi var fem kilometers kørsel fra vores stop, da himlen skifergrå åbnede sig over os. Det væltede ned med regn og lyn, imens tordenen buldrede og bragede over os. Tvunget af omstændighederne kørte vi nu max 20 km/t på motorvejen, og vinduesviskerne kæmpede en brag men ulige kamp. Vi sneglede os vej mod vores helle, men glædede os imens over, at vi nok kunne slå lejr under halvtag, da vi fra tidligere vidste, at der var et sådant – beregnet til picnic dog og derfor forsynet med bænke, men heldigvis stort nok til også at kunne holde små telte tørre. Den gode idé var der dog også to andre teltejere, der havde fået. Et nygift koreansk par, smukke unge mennesker på deres bryllupsrejse, havde rejst deres tomandstelt allerede, men med lidt god vilje fra alle lykkedes det os yderligere at klemme vores to ind under samme halvtag. Uvejret rasede ud, inden vi puttede os i poserne, og vi lukkede øjnene i et område belejret af utallige campingvogne og campervans samt tre små kuppeltelte. Der er nu noget romantisk, men også lidt komisk over at være nygift. Som regel er man så forblændet af den anden, at hver især kan slippe afsted med mangt og meget og også få den anden til at gøre de mest utrolige ting. Således var vi tidligt den følgende morgen vidner til en koreansk yogasession med håndklæder på asfalt ledet af den unge kvinde. Hendes stakkels fyr gjorde sit ypperste i kærlighedens navn for at behage hendes høje standarder, men det lod ikke til at være særlig godt, for hans unge hustru havde ændringsforslag til hans øvelser kørende i en lind strøm, imens hun trak ham rundt i yogamanegen. Men de var søde og rare og rigtig hyggelige at have som naboer.

De følgende nætter boede vi atter hos Gerrie og Dennis ved Brisbane, og børnene hyggede sig med legekammerater igen. Og dyr…

Gerrie lo, da vi kom kørende op ad indkørslen relativt tungt læsset, som vi plejer. Vi mindede hende om “Fars fede ferie” og manglede kun bedstemor på taget, mente hun. Det morede vi os alle over. En af dagene gik vi en tur i en usædvanlig kedelig (for alle andre end bird watchere) skov. For at peppe turen lidt op og også undgå at gå helt bananas over at skulle vente længe på ham med kikkert og kameraer, fandt vi på at lave gådeporte. Det betød, at man først måtte komme forbi en given sti, når man havde løst gåden. Man kunne her fejlagtigt foranlediges til at tro, at gåderne tog deres udgangspunkt i et naturfagligt spændingsfelt på højeste niveau. Dette må vi nok indrømme ikke var tilfældet, idet en eksemplarisk gåde kunne lyde sådan (stillet af Liv, besvaret af Peter): “Hvorfor sidder prutten ovre i hjørnet og græder? Fordi den er blevet slået…”

Australiens østkyst er plastret til med nationalparker (NP), og vi skulle bruge et helt liv for at nå rundt til dem alle, hvilket selvsagt ikke er aktuelt på denne tur. Så vi har set os nødsaget til at plukke lidt i dem, og dermed gik turen forbi Tamborine NP og Curtis Falls Track, som ledte os forbi et smukt lille vandfald. Inden vi ankom til de plaskende vandmasser, nød vi det stille vand lidt længere nede af den lille flod, hvor børnene kunne hoppe rundt på stenene og sejle med blade og grene. Pludselig hørte vi en faretruende, knagende lyd over os. En sidegren var knækket af et af de høje træer og var i fuld fart på vej ned imod børnene. Men bedst som katastrofen så ud til at blive stor, tilsmilede lykkens gudinde os og lod grenen knække i to – måske havde den ramt andre grene på sin vej ned – og inden nogen kunne nå at reagere landede grenen i to stykker på hver sin side af en meget forskrækket dreng, imens resten af hans ligeså forskrækkede familie så til. Peter slap derfra med en lille rids på albuen, de andre to uskadte, men vi alle med hjerterne siddende i halsen, dog fulde af taknemmelighed over udfaldet.
Vi havde planlagt at skulle sove i en anden NP et par timers kørsel derfra i de følgende to nætter, men det nægtede alle børn. De ville ikke være i flere nationalparker, hvor man jo fik grenene lige direkte ned i hovedet, hvilket var en helt forståelig reaktion ovenpå den skræmmende oplevelse. Men vi fik en god snak om sandsynlighed og også generel risici ved selve livet og kørte derefter frejdige imod Lamington NP, nærmere bestemt Green Mountains. Vejene led under vejr og vind, og vi skal da love for, at der ikke manglede skiltning med gode råd til, hvordan man skal navigerer sikkert rundt på udfordrende passager. Selv Prins Knud ville ikke drømme om at overhale på den strækning med eller uden skilte…

Vores forventninger til Lamington NP var egentlig ikke sat frygteligt højt, måske fordi vi ikke kunne undgå at associere den med den traditionelle australske kage af samme navn. Den har vi naturligvis afprøvet med overordentligt skuffede miner til følge. Magen til tør og kedelig sandkage skal man lede længe efter. Ikke engang da vi forsøgte os med at bage den selv i vores hus hos Katy og John gik det stort bedre. Det er simpelthen bare en dødsyg dessert. Nationalparken præsenterede sig heldigvis noget mere fornemt end dens tørre navnebror. Esben var svært tilfreds med at se både hyttefugle, kongeparakitter, rosellaer, lyrefugl, pademelons (lille wallabyart) og den anmassende brush turkey. Børnene morede sig også med de nærgående og farvestrålende fugle.

Der var mange fine små gåture at tage. Én ledte forbi en mindre botanisk have (udenfor blomstringssæson), hvor Esben var i fuld galop på vej ind, men her nedlagde børnene veto. For at understrege alvoren erklærede Gry, imens hun spærrede stien: “Jeg finder på en gåde, der er så svær, at du ikke kan gætte den, far!” Anderledes interesserede var ungerne i en Tree Top Walk, der virkelig udfordrede højdeskrækken, som ingen af os heldigvis lider alt for meget af dog.

Gry var klar til at tage en runde mere i trætoppene, selvom hun ellers af og til starter vores gåture ud med mentale sammenbrud over hendes uheldige skæbne, der tvinger hende mod sin vilje til at bruge benene for at se på smuk natur. Men vi har alle vores gode og mindre gode dage, og det er ikke altid klart, hvad der gør en forskel, men nogle gange er det helt tydeligt.
Anden dag i Green Mountains gik vi således en tur til et smukt vandfald. På vejen kom vi forbi det åløb, hvorfra vandet løb videre og ud over klippekanten længere nede. Ved bredden sad en mørklødet, midaldrende mand med en øl i hånden og bare tæer. Uagtet faldt vi i snak, idet han hyggekommenterede børnenes leg ved vandet. Vi er ikke kun ude efter det pæne og polerede (selvom det kan være ganske behageligt), og mennesker der har det svært, har også en historie at fortælle, hvilken jeg egentlig var interesseret i at høre, da han var fisker, havde været det hele livet og havde set fiskearterne bevæge sig i takt med den globale opvarmning og forurening, men da jeg pludselig opdagede, at jeg var blevet efterladt i skoven af min familie (som var blevet mætte af at sejle ubemandede blad- og grenbåde ned ad vandfaldet) med en fremmed, beruset mand, blev jeg lidt ilde til mode og kom for første gang til rigtigt at længes hjem. Længslen efter alle vores kære derhjemme er allestedsnærværende, men den har vi accepteret som en del af rejsen, så længe den varer. Denne længsel var anderledes krydret med en trang til at føle tryghed i alt det nye og dermed lidt usikre, vi i sagens natur konstant færdes i. Jeg takkede hurtigt for snakken derefter og småløb efter mine nærmeste, som jeg fandt ret hurtigt ved et udsigtspunkt med udsyn over et storslået bjerglandskab. Heldigvis blev jeg hurtigt kureret for min akutte hjemve, da vi vendte tilbage til bush campen, som var indtaget af søde, unge mennesker og vores glade børn, der utrætteligt forsøgte at lokke de vilde dyr til sig. Et godt grin løfter også stemningen, og det fik vi især en aften, hvor Peter lige ville tjekke om hans kop var tom, inden han fyldte nyt vand i. Hvorfor undersøgelsen skulle finde sted over hovedet på Gry, vides ikke, men vi kunne alle konstatere, at koppen ikke var helt tom…

New South Wales er tydeligvis en meget tættere befolket stat end Queensland, hvilket åbenbart betyder færre gratis overnatningssteder. Så med armene vredet rundt og børn, der inderligt ønskede sig pools at svømme i, har vi nu flottet os og sovet tre nætter på pladser med lykkelige, badende børn. I går gik turen på et par timer direkte mod Sydney, som præcis i disse uger også huser udstillingen Sculpture By The Sea på Bondi Beach. Den kigger vi nok på i morgen, og i dag skal Operahuset indtages – udefra…

Nedenfor lidt ekstra blandede godter fra fine steder på vores Road Trip fra Mackay til Sydney.

Gem

Gem

Gem

Gem

Gem

Gem

Gem